Sort på hvidt om menneskehed

Det er gået op for mig, hvor mange blinde vinkler mennesket egentlig har.
Vi lever vores liv, leger legen, spiller spillet - men hvem holder vi udenfor?

Det at lukke et andet menneske indenfor i din verden - jeg tænker, at det er lige dér, medmenneskeligheden ligger. Dét at lukke et andet menneske ind, behøver ikke at betyde, at de skal hjem i stuen og sove på sofaen, men bare det at give et par mønter til en fattig eller at overlade pladsen i køen til en anden udløser kærlighed - til os og til personen nær os.

Det er nemt at være super kritisk overfor samfundsnormer og specielt nye tiltag og det er gået op for mig, hvor vigtige nogle af tiltagene egentlig er! Jeg synes ikke, at foreskelsbehandling nogensinde har gjort nogen godt og endelig indser jeg et vigtigt element i menneskets historie.
Vi er begyndt at samle trådende!

Det kan godt være at kønnene er i opløsning og at der foreligger uenighed om presidenterne i verden.
Men en ting er begyndt at samle sig i verden, menneskeheden.

"Vi skal have en sort med i koret"
"Der skal være mindst én sort med i spillefilmene"

I see the point now.
Hvordan skulle folk med mørk hudfarve nogensinde få en chance, hvis vi ikke lader en plads stå åben for dem nu? Vi har kørt vores eget løb, spillet vores eget spild - men hvem holder vi udenfor! - og hvorfor egentlig?

Ingen skal have en chance for at være med i højt spild, hvis ikke man ejer kvaliteten til det - helt enig. Sådan er spillereglerne, men der stå intet om hudfarve - en af spillerne snyder og vi har alle den blinde vinkel vendt til.
Vi har lavet vores egne spilleregler og Peter C. Kjærgaard forklarer meget godt hvordan;

>> Vi har haft en meget lang og uheldig tradition for at lave portrætter af vores forfædre i vores eget billede. Det passer fint på vores selvforståelse af vores civilisation, men det passer bare ikke på de videnskabelige data. Vores forfædre var altså ikke blege. De var mørke. Men verdens rekonstruktion har givet os, hvad vi vil have. Et billede af en forfader, som vi kan spejle os i. Derfor har det ikke nyttet noget at gøre ham mørk, << fortæller Peter C. Kjærgaard.

(https://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvornar-opstod-hvide-mennesker)

Der er selvfølgelig altid kulturelle forskelle og ikke alle har den samme verdensforståelse eller for den sags skyld religion - og det er blandt andet to af de forskelle, der indimellem gør det svært for os alle at være i samme rum - den er fair.
Men at holde nogle af børnene udenfor legen pga. hudfarve, den holder ikke længere - vi er blevet for kloge på menneskeheden.

Flået af dæmoner

Jeg føler ofte, at jeg er ved at blive ædt op af dæmoner

De dukker op ud af ingenting

luften bag mig

Deres sindsyge og fortærende ansigter skriger og næsten savler efter mig

Deres rådnende fingre rækker ud efter mig

Sorte ulmende, døde med lange, spidse tænder

Kun fligen af realitetsans i min hjerne holder dem på afstand

holder dem den millimeter fra at flå og flænse mit kød, min hud

Jeg kan næsten mærke deres ånde i min nakke,

på min bare skulder.

Hvis jeg denne gang ikke vender mig om, 

kan jeg da mærke, når de flår min hud?

stille trækker den af i tråde?

Hurtigt! - som et glip i tid!

Min konstante iagtagelse holder mig på spidserne. 

Hver en celle i min krop er vågen - nettet omkring min mave spændt

De er der - i ingenting, men de er der

Eller hvad?

Hvorfor kæmpe for at gøre det "rigtige", når man kan gøre det på sin egen måde!

Det med at gøre det rigtige - hvordan ved man om det er rigtigt?


Under en uddannelse fungerer bestemte rammer og forventningerne til de studerende er høje. "Forbered, læs, fokusér, lær, udvikle, overvej!"... - og om igen.
Det tunge fokus foregår under udannelsesinstitutionens vinger, og vi studerende må udvikle os til at forstå den korrekte vending i ord og gestus.

Der ligger en del ansvar hos den undervisende og de studerende skal guides til at beherske fagligheden i sin fulde blomstring... men!
Dog forekommer der på min uddannelse, Multimedie Design, ingen form for vurdering eller karaktergivning af det udarbejdede materiale og de studerende er nødsaget til selv at finde et grundlag for egen udviklingen indenfor faget.

Denne udvikling er som at stå i begyndelsen af teenageårene og at skulle finde fodfæste som uafhængig voksen med stålfast selvtillid. Det findes ikke og det er hårdt som bar pokker.
Derfor står jeg også nu og skal foreberede mig til eksamen med skyhøje forventninger til mig selv og et kæmpe pres fra studiet, hvor der udtrykkes, at AL materiale fra det foregående år skal sidde på rygraden. - Men hvad skal vi kunne og hvad forventes der egentlig til eksamen.

Som resultat af denne form for uddannelse, har jeg gjort mig nogle beslutninger omkring, hvordan jeg ønsker at fungere i en sammenhæng med en uddannelsesinstitution;

- Som studerende på denne uddannelse skaber jeg mine egne rammer.

- Som studerende indøver og bruger jeg de redskaber som jeg finder nødvendige og brugbare.
   - Jeg argumenterer herfor og argumenterer for hvorfor andre redskaber ikke er benyttet.

- Som studerende ønsker jeg ikke at modtage forvirrende informationer - hvilket er et stort aktiv hos EAL. Derfor udelader jeg al information som jeg finder unødvendig.


På denne måde sikrer jeg mig en fokuseret læring og udelader unødige forhindringer.

Selvom at ovenstående lyder logisk og selvfølgeligt, har det været en meget hård omgang at nå til dette resultat og der har været en del vrede og frustration indover det meste af uddannelsen - hvilket jeg tror at de fleste på min årgang, eller måske hele selve uddannelsen kan nikke genkendende til.
På akademiske uddannelser får man stillet specifikke og simple værktøjer og informationer til rådighed og man benytter disse fremadrettet.
På min uddannelse får man tonsvis af værktøjer og informationerne lydende i alle og i modstridende retninger og det er næsten umuligt at finde hoved og hale i mængden.

Denne læring har gjort mig meget kritisk overfor de værktøjer som jeg får stillet til rådighed og jeg har, på den hårde måde, lært at tage den med ro. Mit sind føles totalt fokuseret og jeg ser igennem alle filtre.

Så - det med at gøre det rigtige - mærk efter og gør det, som føles helt rigtigt for dig. Det hele handler om den individuelle læring og vi må vokse for os selv. En institution er ikke altid den rigtige til at vide, hvad du har brug for og vi skal efterfølgende en uddannelse desuden selv finde ud af, hvor vi passer ind på arbejdsmarkedet!


Livet er endnu en jungle som jeg skal finde vej igennem :)

Tænketank

Jeg er stoppet med at tænke...

Tanken er tom

Bevægelse og uro satte tankerne i tanken igang

Nu da jeg er lykkelig og har fundet min plads

- ro og stilhed fylder mit sind -

er tanken tom.

Drømmende bevægelse

Efter selv at have oplevet stilstand de sidste par måneder, er det gået op for mig hvorfor mennesket drømmer. Drømme skaber bevægelse - en "retning" for bevægelse. Findes der ingen retning, findes der ingen bevægelse og man oplever altså en stilstand ! Både fysisk og psykisk. Jeg har prøvet at finde en retning som jeg kunne sende min energi i, men uden held - jeg vil lave noget "interessant" - men hvor interessant er dét lige, hvis ikke "interessant" har et emne, et mål - en drøm?

Igennem denne tanke er mange af mine tidligere spørgsmål og overvejelser endelig blevet besvaret. Tidligere tanker vægtede på, hvorfor mennesket higede efter månen og universet omkring dets egen verden. Hvorfor ikke bare leve i nuet og opleve de gode ting der befinder sig indenfor rækkevidden ? Hvorfor hige efter noget der måske ikke har noget med os selv at gøre ? - Fordi vi kan skabe en yderligere rækkevidde - fordi drømme pulveriserer rækkevidder og grænser og skaber et univers af muligheder. Mulighederne er altså skabt af drømmene !
På trods af min stadigt større modstand mod H.C. Andersen (grundet min bopæl i Odense og dermed en overflod af H.C. Andersen-info), vil jeg alligevel citere ham.

"At reise er at leve"

- omvendt er livet såvel at rejse. Vi SKAL altså flygte og flugte - det er vores natur. Nysgerrigheden for muligheder og substanser. Skabelsen af substans og det ganske at være en substans.
Men hvad er det så der får os til at sætte i bevægelse ?
Drømmen skaber muligheden for bevægelse, men hvad skaber bevægelsen ?
Vilje ?
Mod ?
Eller er det nysgerrigheden ? Nysgerrighed for hvor langt man kan nå - hvor meget man kan opnå ?

- Det er for mig et spørgsmål som jeg endnu ikke kender svar på. - Måske svaret er individuelt?
Skal noget sættes i bevægelse, kan det jo kun ske ved påvirkning fra en anden genstand  - men hvad skaber herefter reaktionen eller viljen til bevægelse? - er det nysgerrigheden?

Intethed

.  -  .  -  .  -  .  -  .
- .   - .   - . 
-    .    - 
-     - 
.
.


.






.



.


.
. 
-     -
-    .    - 
- .   - .   - .
.  -  .  -  .  -  .  -  .

Ensomhed sætter tosomheden i kontrast

Hvor turbulens bliver til stilhed, stilhed bliver til intethed og intethed, en svævende, forsødet tilværelse.

Selv i det største kaos af følelser og nedrivning af diverse opsatte stilladser for tilværelsen, kan der være lys og opstemte kræfter til stede. Med et syn tilbage oplever jeg til tider stor sorg og føler det tunge læs jeg ofte har trukket efter mig - tyngende ensomhed og en uendelig krig for at holde fast i mig selv. Hvor intetheden kan være betrykkende og nær, kan omkringværende mennesker omvendt være en bekræftelse af en omsvøbende ensomhed.
Jeg elsker ensomheden - den både skaber billedet og får omgivelserne til at kollapse.

Den inspirerer
den stopper pulsen
- åndedrættet
stopper vinden i sejlet
Den stråler
den farver
omvender lys til mørke
- hvad andet end jordens cirkulation formår dette
Den markerer
en eksistens
- alene
skaber perspektiv

Ensomhed sætter tosomheden i kontrast

Hvor ensomheden før var min altomsluttende fylde, er det nu gået op for mig, at jeg blot har oplevet, hvad der kan betegnes som et minut af hele mit liv.

MAD og valuta - vi misser den gode smag!

Som i musikken, er det i madlavning svært at opfinde nye, originale retter. Gang på gang oplever jeg nye og interessante udsendelser i fjernsynet om landes specielle råvarer som en kok, på opdagelse, derefter tilbereder. De skønne råvarer bruges i hvad vi kender som almindelige retter og jeg kan sidde og undre mig over hvad en kokkeuddannelse egentlig indeholder. Uddannes du kok, kender du til diverse grundteknikker og det virker som om at disse grundlinjer sætter en stopper for kreativiteten og de uendelige kombinationsmuligheder der findes i madlavning - eller er det måske blot den "kreative" koks mangel på kreativitet der opleves? Mad er som livet, en organisk tilværelse af følelser og refleksion af omgivelserne, så hvordan kan dette så ikke komme til udtryk i madlavning som en stadig foranderlighed?
Jo...
- Gedeost går godt sammen med honning og valnødder.
- Cremet, aromatisk ost går godt sammen med en smule honning og kaffestøv.
- Lam går godt sammen med syrlighed og sødme... og sådan fortsætter det!

Vi kender de gode kombinationer, men hvad nu hvis vi begyndte at kombinere på andre måder? Selvfølgelig er dette også afprøvet, hvis ikke i millioner af programmer verden over, men hvorfor ses det så ikke i andet end arkitektoniske gourmet-serveringer? Fordi man uddannes indenfor et emne og en kultur og når man så opsøger og "opdager" et nyt land og dets råvarer, tager man sin egen kultur med sig og dermed oplever man ikke rødderne i det besøgte land sådan som de generationsprægede indfødte gør. Og dette er måske slet ikke en mulighed. Måske vi mangler indlevelse. Men så igen - dette rækker vel nærmere over i en diskussion om mangel på indlevelse og egoisme, hvilket jeg i dette indlæg helst vil undgå.
Jeg mener blot at der mangler en smule sjæl i den mad der i dag serveres. Hvornår har du sidst smagt en ret så kompleks og smuk i både smag og udseende at du bagefter ikke har behøvet at sidde med overvejelser over, hvad i alverden kokken har tænkt sig med den serverede ret?
Hvornår har du sidst nydt en ret så meget at tankerne måtte stoppe op, bare for at nyde smagens kælende nuancer? Jeg husker det sjældent og jeg forstår ganske vist ikke hvor den form for madlavning bliver af. Måske tingene er begyndt at gå for hurtigt? Måske "mad" ikke længere er mad der, med kærlighed, er bagt, kogt og tilsmagt i timevis og dermed forskønnes, men nu blot er noget der skal mætte i mængde og masse. Med ganske få råvarer er det muligt at skabe skønne smage, men hvorfor skal det koste op mod de 500 kr for noget så simpelt som god smag?

Vi mangler vores natur, hvad vi kommer af, hvad vi lever i og hvad vi næres af! Når man tænker på den sprudlende jord under vores fødder og de vilde, fugtige vinde der suser igennem os - hvorfor ligner vores mad så noget der kommer ud af en automat?

Vi er "kun" natur

Det er efterhånden ved at gå op for mig, hvor snæversynet og struktureret vores samfund egentlig er. I flere år har jeg gået og tænkt, at jeg ikke kan overskue visse elementer af den tilværelse jeg er født ind i. Endelig er det dog gået op for mig at det ikke er mig der ikke kan overskue omverdenen, men min omverden der ikke kan overskue mig - og for den sags skyld selve det menneskelige, naturlige element som vi jo alle går rundt med. 
Mennesket kan rumme meget og dette er selvfølgelig en fantastisk evne, men hvor vi alle skal være til og skal kunne fungere, er det vigtigste det rum vi befinder os i og ikke strukturerne deri.
En veninde (som også interesserer sig meget for psykologi) og jeg talte talte en dag om det at leve et godt og sundt liv og stadigvæk at kunne rumme tunge oplevelser. Hvor vores verden fungerer i systemer og hvor sind florerer imellem hinanden, arbejdes der på et stadigt mere skærpet fokus på velvære og balance. 
Vores samtale viste mig igen, at vi alle fungerer forskelligt. Hun sendte en tanke ud og hvorvidt at denne var en generel mening eller blot en idé er jeg usikker på, men hun sagde, at det bedste nu nok var bare at rumme og glemme - der er ingen grund til at rode op i ting der ligger i fortiden. 
Jeg kan godt se at dette giver mening, hvis man er afklaret med sin fortid, for den verden som vi lever i er ikke indrettet til følelser.
Det vigtigste i verden, mener jeg dog, er at mærke efter. Vores verdener er delt op i "natur" og "samfund" og vi glemmer rent at vi selv, helt ned i de inderste og nederste celler, blot er natur. Ikke andet!
Alt det vi har kreeret og knoklet for er alt på baggrund af den natur vi stammer fra og endnu til dels lever i. Alligevel har vi glemt hvad vi er. Vi glemmer at mærke efter, at mærke vibrationerne omkring os. Mærke hvad vores handlinger skaber af efterfølgende handlinger.

Vi er selvfølgelig meget mere end blot celler, for vi kan udrette alverdens nye skabninger. Men vi glemmer vores natur - det største og altomgivende pi!

Samfund er skabt for at gøre vores eksistens mulig, men nogle gange tror jeg, at vi glemmer vores medmenneskelighed imellem al strukturen og dette gør strukturen ubrugelig og dødbringende. 

- og så blev den næste sci-fi film bragt til verden! :D

Hvad tænker I når jeg siger "lesbisk"?

Hvad tænker I når jeg siger "lesbisk"?
Det er nok ikke den stærke næstekærlighed eller den fælles kvindelighed et par ville komme til at dele. Man tænker på to kvinder der kærtegner og udforsker hinanden og man frygter for sit eget ve og vel, frygter for at det skulle komme over én selv. Denne gamle, hedenske tankegang hjemsøger os endnu og det at man endnu ikke kan komme sig over en så banal situation - at vi alle er forskellige og dog så ens af natur - fastholder os i benægtelse og frygt.
Glemmer vi, at vi, mand og kvinde imellem, har præcis samme lyster og behov? Skal billedet være "korrekt", før det ikke skaber ubehagelige fornemmelser hos omgivelserne og hvem siger at verden blev skabt til fordel for hetroisme!

Vi mangler stadigvæk en ambassadør for LGBT og det er da komplet latterligt, at vi ikke har nogen der vil og tør stå til ansvar og kæmpe for en så stor del af vores egen befolkning! Hvis nogen skulle have ret til et liv, skulle det da vore homosexuelle - stærkere mennesker findes velsagtens ikke. At turde stå op for sig selv og sine medmennesker, at leve livet som det skal leves, I frihed, I kamp og med en ro omkring sin egen person, hvilket få af os vel i virkeligheden aldrig kommer til at opleve. At vi så er nødt til at have rammer og kasser for at forstå disse forskelle, er vel det, der gør os til mennesker i et komplekst samfund.

Give it up - for andre end os selv. Måske det er på tide, at vi slipper egoismen en lille smule og begynder at acceptere omgivelserne.

Alt hvad accepten skaber af omgivelser

Hvad handler det om?

Accept!

Hvad søger vi? Hvad higer vi efter? Hvad kæmper og slås vi for?
Det har altid været accept! En accept af vores grad i hierarkiet, accept af vores hver især individuelle hårfarve, vores ranglede eller runde kroppe, vores skæve tænder og valg af bilfælge. Livet handler om accept - om ikke omverdenens accept, da vores egen.

Når en film sættes op og sorg og glæde sættes i spil. Da vil accepten altid være dét der sætter gang i følelserne hos seeren. Men hvorfor skrive historier om alt muligt andet end selve emnet accept? Hvad er det for elementer der er grundlaget for accept. Skuffelse, irritation, lykke, sorg, glæde og væmmelse.
Hel elementær accept findes nok ikke hos andre end måske dyrene, men da igen. Et dyr vil ikke være accepteret ved sin blotte tilværelse, men kan accepteres af de højerestående dyr i gruppen, hvis det ikke anses for værende en trussel, eller et højerestående dyr kan accepteres som leder fordi det har bekæmpet de resterende trusler i kampens hede.

Så hvad er det vi higer efter, når vi hver eneste dag tager på arbejde, eller når vi tager cyklen i skole? Klogskab, udvikling, afvikling osv osv.. men det hele bunder ud i en accept.

Accept!
- og alt hvad accepten skaber af omgivelser!

Når øjet ikke ser ...

Kender du det - den skønne følelse af verden der går under?

Den tyngende fornemmelse når hverdagsrutiner kompliceres og hjernen sættes på hold. Hvor øjnene ikke længere ser og hvor de enkelte billeder, der suser forbi nethinden, hverken er minder eller virkelig, men er som en gammel filmstrimmel der i ny og næ florerer forbi.

Kender du det?
- den sviende fornemmelse af tårer der presser på - og uden videre grund.
Smerterne i brystet og den manglende appetit.
Hvad sindet dog ikke kan forårsage!

Kender du det - når verden går under?

Den nye generation former tid!

Et interview to unge kunstnere og en midaldrende journalist imellem skaber større perspektiv end blot interessen for den skrevne kunst. Måske ikke hos andre seere, men jeg kunne ikke undgå at undres.
Digte overstrømmer efterhånden nettet og hvor spørgsmål og undrende sætninger svæver rundt i nettets abstrakte rum, ældes og glemmes bøgerne og de faste rammers højtidelighed.

Den unge kunster slettede for nyligt sin blog og derved hele sit arbejde. Den kunst, de digte han havde delt med resten af verden fjernede han med fokus på et STOP. En afslutning og måske en ligegyldighed? Hans afslappede attitude og sløsede udsagn udtrykte et naivt sind og den gamle arbejderklasse ville måske have kaldt ham for en sjuft og en dovenlas. Men denne nye mentalitet er interessant.
Mange ser stadigvæk bogen som noget smukt og værdigfuldt - noget håndterbart. Men den nye generation bruger blogs og sociale medier ligeså værdigfuldt som bøger til udgivelse og faktisk er denne form for arbejde forevigende. Intet kan slettes igen - alt forbliver på grund af de ufatteligt mange tråde og forbindelser der sker ved blot en enkelt kommentar på en tilfældig side. Igen.. en selvmodsigelse og en brist på en handling. Den unge kunstners pludselige "forsvinden" og sletning af sin sit arbejde holder ikke. For den simple copy/paste funktion foreviger hans arbejde i flere og nye tidsformationer.
Men så igen... denne afslappede holdning til eksistens er måske ikke naiv og doven, som den umiddelbart fremstår, men måske et forsøg på at formidle og påvirke tid! I så fald sætter det et stort fokus på hvordan vi kan eksistere og hvordan vi som læser kan koeksistere, føle og opleve via et medie/en blogger og pludselig!.. når det hele forsvinder - da er vi nødt til selv at eksisterer - på den ene eller anden måde.

- Jeg nyder nu stadigvæk en god bog i godt gammelt papirmateriale. Helst dem der lugter af støv og liv!

Kunst ved dets blotte eksistens

Religion er til for det vi ikke kan sætte ord på.
Sagde man ikke i gamle dage at kunstneren var guds formidler?

Der er lavet undersøgelser der beviser at børn opvokset med tro har bedre chancer for at blive dygtige videnskabsmænd. De er ganske simpelt mere åbne overfor at det umulige kan ske. Det kritiske sind er vigtigt at have med sig, men det kan og bør ikke stå alene!
Dette, "et åbent sind", minder mig om min mormors fortællinger om hendes ungdom - en gladere tid! Var man virkelig mere glad dengang? Var man mere åben overfor kreativitet, skæg og ballade?

"The mystery of the world is the visible, not the invisible." - Oscar Wilde, fra et brev.

Det kritiske sind kan ikke stå alene...
Hvornår begyndte ting at blive til? Skete det allerede ved den menneskelige formering? Instinktet og dermed tanken der førte til handling, hvilket skabte en udvikling. Er det selve udviklingen der er det mystiske og ikke tanken bag handlingen? Tankerne er skabt af det enkelte individ og kan aldrig være handling i sig selv, da de i så fald forbliver tanker og ikke realiseres eller viderformidles. Hvordan ved man da at de er til!
Som tegnene grundlæggende for al kommunikation er tankerne grundlæggende al handling og dermed eksistens.
Det tankevækkende er vel egentlig "handlingen" - det synlige - som jeg ovenover citerer fra Hr. Wilde.

Hvorfor handler vi så? - for at eksistere?
Er kunsten en sådan handling - en form for koeksistens eller handler kunsten måske om forevigelse? Skal der kreative og åbne sind til for forevigelse??

Dette indlæg åbner op for en millard spørgsmål og problemstillinger, men jeg synes det er interessant at se på, i hvilket format kunst eksisterer. For kan man overhovedet skabe kunst, hvis ikke man har en vis form for tro og i så fald - troen på hvad?
Jeg er opvokset med frihed til troen på "alt". Nisser, levende gigantiske påskeharer, et liv i papkassehuse og endnu kan jeg ikke tåle at se gyserfilm - min fantasi er ganske enkelt for livlig!
Så i hvilket format eksisterer vi og i hvilke rammer skabes vi og vel dermed kunsten!?

Når tid går i stå, splintres og forsvinder

Når tid går i stå...
- ikke i den forstand at alt og alle går i stå og står stille. Bladende hængende i luften og hunden i løb, med ørerne svævende i luften, som frosset fast i bevægelsen.
- men at tiden går i stå ved at en struktur splintres. - ikke ved en opløsning, som en masse der smeltende går fra hinanden, men som ved en iskold vinterdag, hvor frosten splintres og hvor dét der var skilles ad, svæver lydløst ud i luften og forsvinder i tusinde stykker i alle retninger. Tiden går i stå og forsvinder.
Det var dét der skete.

Noget uventet, noget ubehageligt, noget velkendt ...

Det er Januar og endnu et år er skudt igang med faverigt nytårskrudt og et ukendt antal champagneflasker.
Året kom igang og dagen skulle igen trækkes op på et stramt samlebånd af struktur og gøremål. Dog skete der noget uventet...

Jeg tog en tur til Københavns liv for at støtte min søster ved hendes optagelsesprøve ved konservatoriet og samtidigt besøge min kære veninde, Lilja.
Besøget bestod blandt andet i et visit hos Statens Museeum for Kunst. Efter at have oplevet og nydt halvanden time fyldt med moderne og oldgammel kunst i form af skitser, installationer, farvepletter, skulpturer, lyde og lys skete der noget uventet. Idet jeg nærmer mig den mest krævende udstilling på museet, går alle sikkerhedsdørene ned og jeg står efterladt og glemt i et rum med hospitalssenge, blinkene lys, skrig og snak. Tiden gik i stå. Når sådan noget sker, er der nok bare sket en fejl, men mens jeg står og bliver en del af denne installation på museet begynder en accept at indtage mig. "Well.. hvis det er en bombetrussel og en bombe skulle gå af - så kan jeg alligevel ikke gøre noget ved det!". Jeg lukker øjnene og trækker vejret dybt og roligt, finder min indre ro, men intet kan lukke sådanne omgivelser ude. Den kolde hospitalsstue var ikke længere en forbipasserende oplevelse af følelser - jeg var fanget i den. Installationen af lys og kvindeskrig var ikke længere et rum af minutiøs angst og tanke, men min fastlåste situation.
- Kunst sættes op som oplevelser til refleksion og påvirkning af de forbipasserendes liv - stof til eftertanke. Kunst er ofte en følelse som sættes under spot og udvikles, forklares og sættes til liv. Kan man ikke passere og efterlade disse følelser, fanges og tvinges man til at sætte sit eget liv til installationerne, bliver man en del af følelsen og refleksion er ikke længere en mulighed.

Jeg var så heldig at få to fribilletter til særudstillingerne i kompensation for min ubehagelige oplevelse.

Jeg begynder at tænke at der måske er en mening med alle disse ubehagelige oplevelser, disse fysiske påvirkninger i mit liv. Oplevelsen på museet holdt, uden at jeg var klar over det, ved et par dage og ved slutningen af ugen kom rystelserne, en chokudladning og angstanfald. Som om kroppen rystede al energien ud af musklerne.
Igennem hele mit liv har voldsomme og ubehagelige oplevelser påvirket mit liv, mit sind - hvad er det lige jeg styrkes op til? Livet? Livet har været igang i mange år.

Integration af intimiderende adfærd

Intimidering på åben skærm. Dette var overskriften på min eksamensopgave i Mediefag i gymnasiet. Opgaven handlede blandt andet om den opdragelse der overdrages daginstitutioner og medier, og intimideringen der tillades i tv-programmer. Jeg synes at der siden da er sket en forandring i vores samfund, en forandring i vores tilgang til disse programmer, en forandring af vores adfærd. På blot fem år er den overdrevne adfærd på tv som har syntes intimiderende og grænseoverskridende gået over til blot at virke overflødig og ligefrem kedelig. Her taler jeg for eksempel om Paradise Hotel og Linse og Gustav.
Hvad skete der?
Tog vi adfærden til os? Er den blevet integreret i vores samfund og skaber dette nu et større behov for mere ekstreme programmer?
Er vi overhovedet klar over denne form for opdragelse, denne refleksion af adfærd der ikke blot finder sted hos børn og unge, men alle der gentagne gange ser disse programmer?
Min bachelor vil omhandle og diskutere disse spørgsmål - når jeg nu engang skal igang med den.

Deltager i Paradise Hotel. 

Teksten under billedet lyder: 19-årige Nadia beskriver sig selv som hjælpsom, sjov og pisse sød. 

Mærk efter!

Vi taler ofte om grænser, hinandens grænser, egne grænser og om at være tro mod sig selv. Hvor langt bør man så strække dem for et andet menneske?

Jeg mødte engang en ven som havde en regel omkring samvær;
1. gang du begår en fejl overfor mig, så er det okay - alle kan lave fejl!
2. gang du fejler overfor mig, så får du en advarsel.
3. gang du fejler, så er det dét! Vi er ikke venner mere - også selvom du måske var min bror!

Er det virkelig nødvendigt at vi er så konsekvente? Måske.. for ved vi egentlig hvad grænser er? Kender vi dem vi omgås, eller er vi ganske enkelt ligeglade.. eller måske glemmer vi bare at reflektere?
Når dagen går sin gang, togene går til tiden, fuglene flyver over himlen - sætter sig på en tagryg, skyerne dækker for solen og pludselig! Pludselig var der en reaktion vi ikke så komme. Så vi overhovedet nogen af de forgående reaktioner?

Jeg har ofte selv stået med tanken; "når ja.. dette overlever jeg nu nok også og reflekterer så ikke mere over det", men hvornår er det så nok?
Min kære mor ville sige; "Mærk efter. Hvordan føles det i maven?". Og ja - bare det at skrive det, giver mig svaret. Det føles ikke godt!
Så her går grænsen altså.

Det er ikke ofte at blogindlæg besvarer egne stillede spørgsmål, men det er jo jul - så denne gang får I et svar med :)
Mærk efter!

Kønsdiskriminerende udløsninger

Så er kvindekønnet på tapetet igen!
England forbyder kvindelige udløsninger i pornografien.
Nogen mener det er kønsdiskriminerende og at forbuddet trækker kønsrollerne tilbage til middelalderlige dominanser. Andre mener det er systemets plan om at få fuld overvågning over landet.

- Vo intet vover, intet vinder.. Demonstrationerne kommer til udtryk med kvinder siddende overskrævs på liggende mænds ansigter.
Her voves det ordentlige folks facade og normalitetssans og det hele krakelerer i forsøget på netop at skærpe og forme normaliteten.
Gad vide hvad formålet egentlig er med dette forbud?

Politiken, Internationalt. Pornocensur udløser ramaskrig. Lørdag 13. dec. 2014

De historiske spring

Når vi snakker om at nationalitet ikke længere består - at der ikke længere findes en "fælles kultur" for et folkefærd - betyder det da at vi som individer er foranderlige i en samfundsmæssig forstand?
At vi ikke består, men som svævende og formændrende konstant er i bevægelse og til hver en tid kan forsvinde? Forsvinde som eksistens?
Er det det vi efterstræber i vores søgen på det universelle eller efterstræbes der blot en elasticitet i vores egenforståelse? - Altså at vi ved historiske forandringer formes som eksistenser eller at vi med forandringerne forsvinder i springet imellem fortid og fremtid?

"når alt kommer til alt er vi vel kun os selv - indtil også dette ændres!" Pernille Callesen

Vidnet

Var det den historiske tilgang til eksistensovervejelserne
eller var det den konstante strøm af orgasmer der bragende vidnede om min tilstedeværelse?

Hvad gjorde at jeg mistede mig selv?

Retorikerens snu sandhed

Retorikeren ejer ikke sandhed, men er ejer af snuhed, mod og evnen til at overtale andre.

Retorikeren ejer ikke nødvendigvis viden. 

- Platon - 

Politikken i mit barndomshjem er med argumenttyngende debatter og større diskussioner sjældent proppet med generel og faktuel viden. Om noget, så ikke i korrekt forstand ihvertfald - ikke når stædigheden tager over!

Platon, vores gamle demokrati-skeptiker, satte sandhed og retorik op for hinanden. Lægen ved hvad der er galt med patienten, men retorikeren er den der kan formidle budskabet. I min familie leger vi både læge og retoriker, men er legen virkelighed, eller skaber vi blot endnu en dimension i et allerede eksisterende skyggespil?

Verdenen hvor lyset fra ilden, rammer sine omgivelser og skaber vores verden på den anden side af væggen. Et skyggespil på klippevæggen.

Denne skinverden som Platon sætter op kopieres jo ud i forgreninger! Hver gang en retoriker leger læge, sættes endnu et skyggespil op, endnu en hule bliver skabt og ved denne kopiering graves de underjordiske gange blot dybere ned i undergrunden, væk fra udgangen til overfladen hvor sollys og ilt eksisterer. 

Med hvert vores mål slynger vi argumenter ud, uden begreb om den virkelighed de kunne afspejle - den virkelige verden som vi måske aldrig oplever. Jeg taler ikke om himmelen, ej heller om djævelens gemakker, men Matrix. Filmen hvor slavernes verden kun kan gennemskues af The one! Filosoffen der skal regne det hele ud, skille koden ad og sprænge skinverdenen i fragmenter, stykke for stykke indtil vi til sidst kan skue den virkelige sandhed.

Men er dette så egentlig ikke et spørgsmål om eksistens? Det meste handler sjovt nok om eksistens. Hvis vi blot oplever en skyggeverden, eksisterer vi så?

Synliggørelse af en fælles væren

Når alting går sin gang, efterlades blot en sølle refleksion. Refleksionen af en bevægelse, et aftryk af en tilstedeværelse, der er draget videre.
Efterkommere der imødekommes af disse kolde aftryk, uden at reflektere, må være efterkommere af de blindes verden.
Verdenen hvor ingen aftryk efterlades og hvor ingen bevægelser florerer i luften. Hvor genspejlinger i den dugtunge luft blot er et ekko af en skygge og hvor solens strålende lys fanges af stilheden og dræbes af intetheden.
Da går vi til.
Da var vi aldrig til.
Da var sygdom hvileløsheden selv.

Vores sølle, smalle væren og næsten usynlige aftryk er alt hvad verden består af. Alt hvad verden startede med. Alt og intet, men tilsammen en synliggørelse af en fælles væren.

- mit blotte aftryk er intet uden din refleksion!

De "kreative" sind

Hvad sker der når de "kreative" sind bokses igennem rutinemæssige hverdage?

        rutiner er godt
        rutiner er sundt
        men vidste man godt,
        man gjorde mig ondt?

"De kreative sind". Jeg kan ikke blive klog på, om dette er ondsindet eller positivt ladet? Beskrivelsen er lidt som Idioterne af Lars von Trier og lidt som Brejninge, hvor samfundet helst var dem foruden.
- De kreative sind.
Hvordan blev kulturen til?
Hvem skabte kulturen?
Hvor blev kulturen af?
Vi kender dem jo godt. Absintdrikkende, storrygende, gale, tossede, geniale og kulturskabende individer som eksempelvis Dan Turèll, et kultursprængende kreativt sind. Et individ og produkt af en manglende kreativ accept og virvaret imellem rammerne.

        jeg græmmes
        jeg væmmes
        jeg længes
        - jeg tror jeg halter

Hvad sker der når de bøjes og drejes ned i båsene af stål?

    Når dagen lægger ansigt til...

Skal selektivitet skabe dagen?

Vores selektive forståelse og fokus medvirker til skabelsen af dagen.
Har I overvejet hvad vi mon går glip af? Hvad hvis vi så tingene fra en anden vinkel eller at vi en dag valgte noget, vi ellers ikke ville have valgt.
Bliver dagen da en anden?
Skabelse og udvikling af stemninger og oplevelser er for det meste helt op til os selv og vores følelser har stor indvirkning på dette. Man kan velsagtens sige, at der opstår en total egoisme omkredsene hver enkelt individualitet. Det er først ved dannelse af grupper at vi vokser - når vi kan se ud over denne egoistiske selektivitet og fornemme individualiteterne omkring os.
Medfølelse og indlevelsesevne er som evner både selvopofrende og er egoistisk ladet, men for at opnå balance mennesker imellem skal vores selektivitet åbnes og udvides - udforskes. Oplever vi en højere form for samhørighed mennesker imellem, er udforskningen netop i bevægelse.
Denne burde aldrig forhindres eller stoppes!

Ekko af noget fortidigt

Det er en sjov fornemmelse.
Fornemmelsen af at gå i stå, hvor ikke blot sindet, men hvor hele verden går i stå. Bevægelser og retning fortsætter, men er dog blot et ekko af en fortidig handling, en fortidig tanke.

- følelsen af at gå i stå og samtidigt at være nødsaget til at følge trop - at kæmpe sig videre fremad.
Vi har dem allesammen - de dårlige dage, de grå, sortnende, ufordragelige, ondsindede og blanke dage hvor alt og intet består.
Min veninde skrev, på mit fødselsdagskort, at jeg var god til at blande de lyse dage med de mørke uden at gøre dem grå. Jeg husker ikke hvem der egentlig fandt på dette udsagn, men der kan være noget om det - at forstå sig på sine dage.
Nogle gange tænker jeg dog, at dagene bliver for mørke, men er det måske meningen? Er det noget man selv vælger? - at give efter og lade sig falde?
Måske denne handling er den eneste mulige forløsning på et længere pres, at lade sig falde til bunden for igen at kunne rejse sig op?
Hvordan når man ellers jorden igen, får balancen og kan løbe videre i næste lange krampetrækning?

Nogen lever et helt liv uden at reflektere over dets gang. Tænk, et liv uden livets større spørgsmål - blot fremadrettet og jævnt. Man siger at modgang gør stærk, men jeg tror også at det gør det svært og underligt uovervindeligt.

En ujævn "behåring" på kvindens bag!

Tidligere i dag skrev jeg om associationer.

Vi kender dem allesammen. De løse, dejlige, elastiske bukser - stretchy pants!
De mest afslappede, skønne bukser som bare går til alt.
Når man bruger sådan et par bukser godt op, begynder de bittesmå elastikker i stoffet efterhånden at give efter og så stikke de ud af buksestoffet.
I dag gik jeg bagved en kvinde som enten ikke havde set det, eller som tænkte at ingen ville lægge mærke til det.
Den lille utydelige syning bagi var efterhånden blevet strukket så godt ud, at alle elastikkerne der bandt sig dertil var gået op og dannede en ujævn form for "behåring" på kvindens bag. Når man så går der og reflekterer over sådan et tilfælde, vil man nødigt associere til noget lignende..
Hvorfor går vi egentlig med tøj der skal dække behåringen bagi, når det tøj man bærer afslører det selv samme? Har hun dog ingen behåring af denne slags, så sørger hun da ihvertfald, på sin egen specielle måde, selv for at fremkalde det!

Associerer vi maden?

Har I lagt mærke til, hvor meget vi associerer når vi spiser?

Min morgenmad i dag bestod af skyr med lidt hørfrø, mandler og moden pære. Da skålen var klar, gav jeg det et par dråber olivenolie og lidt honning. Olivenoliens kraftige og meget bløde, grønne smag gav morgenmaden et helt nyt ansigt.
Har I lagt mærke til, hvor meget vi associerer når vi spiser? Der hvor jeg sad og nød min friske morgenmad, begyndte jeg pludselig at tænke på risotto og pasta alla hvidløg og olivenolie, hvidvin og tappanader. At skulle slippe associationerne og nyde det nye sanseindtryk, som blot værende olivenolie, grøn, frisk, sart og lækker og ikke i forbindelse med andre retter, var faktisk noget af en udfordring!

Prøv at tilsætte noget til jeres ret som normalt ville være helt hen i vejret. Som regel sker der noget med måltidet og det er efter min erfaring kun gode oplevelser man får ud af det!
Udfordringen er dog at opleve den for, hvad den er og ikke hvad den minder om.

Godmorgen allesammen!

Kaotisk tomhed og glemsel - er det alt hvad livet kan rumme?

Hvornår begynder livet?
Er det når man endelig kan slappe af oven på alle anstrengelserne og ikke længere behøver at tage livet seriøst, eller er det når modenheden presser sig på og at man endelig forstår, endelig tør føle livet?
Der er vel mange muligheder og nuancer af denne tanke, men jeg kan ikke lade være med at tænke;
- ved vi egentlig, hvad vi vil - ved vi, hvad vi søger?
Livets gang - en samling af events og tidsrum sammenholdt af den røde tråd - dig - livet. Er det hele ikke ligemeget? Det er jo bare et liv, en hverdag, en time... alt tilgivet og alt glemt - ude af syne og så går turen videre til næste spændende event. Men hvad får vi egentlig ud af det? Reflekterer og lærer vi noget af vores oplevelser, eller er hemmeligheden ved livet blot at eksistere - blot at være til, indtil tidslommen fordufter og intet hverken tilbagelægges eller påvirkes?

Mennesket og den individualitet der knytter sig til dets eksistens skaber både en speciel, nærmest sjælden dynamik og samtidig et kaotisk forum for sig selv i dansen med sine omgivelser.
Kan man sige, at vi lever forskellige liv i det tidsrum hvori vores eksistens fremgår? At vi i forskellige tidslommer af vores liv fremstår anderledes end i andre, sætter et andet liv op?
Dynamikken heri og kaosset forårsaget af den selvsamme person står blot til glemsel og foragt på trods af den fascination der skabes herved. Kaotiske, modstridende bevægelser der blot skal leves og da glemmes.
Er det alt hvad livet kan rumme?

Kejserens bare numse

"Jeg så kejserens numse i går!"

En børnehaveflok passerer forbi min siddeplads ude foran bageren og ud af alle deres livlige og ihærdige samtaler overhører jeg kun denne sætning - om kejserens bare numse.
Dette fik mig til at tænke på mine jævnaldrende og vores samtaler. Skøre og sjove ting omhandler næsten altid bare numser om det er kærestens eller blot naboens forbipasserende bagparti.
Er det dét vi fanges af? Det forbudte og sjove som man som lille fniser af? Er det derfor at vi som voksne - nu da vi selv bestemmer - ikke taler om andet?
Kejserens bare numse!

Velbekomme!

Dagens indtryk

Dagens indtryk;

"Bliver mit hår for lyst til de grå her?"
En kvinde står med et par grå sko i hånden og ser spørgende på sin mand.
- Har et par sko på jorden nogensinde haft indflydelse på håret i himlen? - specielt når man i forvejen er klædt i udelukkende gråt tøj?

Hvad gør man når en to meter høj kvinde vandrer forbi? - man stirrer!
- Tænker på den herlige og almægtige kvindeligdom
- Tænker på de store sko og lange bukser hun skal ud at købe
- Tænker på hendes mand - skal man være "meget" mand for at være gift med en så høj kvinde? Skal man have nosser, eller blev de kappet af ved første kys de to imellem?
Kærlighed har ingen grænser, heller ikke i højden.

God dag til jer alle!

Vi forkrøbles - gør vi ikke?

Lyset gennem morgenduggen giver på ny træernes blade farve og horisontens smalle talje markeres i nattetrætte, matte nuancer. På ny formuleres og forkrøbles livet.

Som Jæger fremsatte samfundets morale som en forkrøbling af det naturalistiske liv, livet hvor seksualiteten sættes bag lås og slå. Hvad angår forkrøblingen af livet, kan man i dag fremsætte det samme. Denne debat om det frie liv satte dengang sine spor og i dag er vi mere frie end aldrig før - måske en tand for frie?
Det frie liv og vores sløsede omgang med hinanden dræber på samme måde som det “pæne samfund” med afholdenhed, de spirer vores liv indeholder og består af. De spirer der med seksualiteten, ikke blot ved den seksuelle akt, men ved hele udfoldelsen heraf, skulle vokse og skabe personlig udvikling. De visner nu igen, i vores nye århundrede, med manglende retningslinjer og integritet. Et hippiesamfund, hvor ungdomsoprøret hersker og hvor regelsættet ikke længere er under skred, men er helt og aldeles fraværende, skaber et kaos for både vores fælles sfære og for vores hver især personlige værdier. 

Lider vi under denne herskende samfundsordning eller er den sløsede, forvirrende frihed en positiv udvikling af vores værdier? Kan man sige, at bohêmekulturen har skabt overlast hos den passionerede og dermed med, vulgær magt, skubber ungdommen udover kanten til prostitution af personligheden? 
Sugar dating, som vi i dag kalder det, kan vel også ses som en spire af denne udvikling. I "de gode gamle dage" fandtes sugar dating selvfølgelig også, men blev ikke påtalt med samme entusiasme. Unge kvinder med ældre herrer har altid været til, men i dag navngiver vi det og debatten herom nærmest lovliggør denne nye dille. 

Kan man kalde det for en ny form for poesi - forsoningen mellem prostitution og almen lyst og sex, måske enda kærlighed?
Hvor prostitution som erhverv indeholder "oplæring", er vi i dag allerede i en tidlig alder så velinformerede og erfarne indenfor sex, at professionaliteten måske nu står for noget helt andet.
Hvor ligger forskellen egentlig imellem prostitution og gråzonen indenfor det selv samme blot kaldet "sugar dating" - det kærlige forhold sat op imod den rå, basale prostitution.

Ville et så frikendt samfund som vi oplever i dag mon kunne lære noget af ældre aldres poesi og romantik! Den ranke holdning og de galante manerer i samspil med det frie sind - eller har vi bevæget os så langt væk denne tid, at vi må opfinde nye måder at leve på?

Nogle gange tænker jeg på, hvad der egentlig skal til, før vi opnår en ny guldalder?

Er du "på"?

Hver dag oplever vi, hvordan folk gebærder sig med internettet som en del af hverdagen. Der er to former for brug af nettet. Der er dem som lægger alt ud om deres liv og bedrifter. - vi får alt at vide om skrevne stile og karakterer, historier om hundeklipning og babysvømning - og der er dem der værner om deres identitet og levne liv udenfor nettet. Det er en sjov kløft der efterhånden har dannet sig, for stort set alle virksomheder og systemer i samfundet fungerer over nettet, hvilket gør nettet til en voldsom magthaver.
Denne trend der florerer - at være" på" ... er dette en "sund" udvikling for den menneskelige tilværelse og har den egentlig noget med os, som individer, at gøre? Har dét at man er "på" noget at gøre med, "hvem" vi er og "hvad" vi er?

Flere har i dag ønsket mig tillykke med fødselsdagen, når vi har passeret hinanden på gangene og har så senere endnu en gang gentaget dette over nettet.
Til dette, skal det tilføjes, at personerne selvfølgelig får informationen, om at jeg har fødselsdag, over nettet, så dette er blot endnu en modstridende faktor i denne debat om livet over nettet.
Men denne trend - er du "på" - hvad bruger vi det til? Indimellem alle disse "givere" (de der deler alt), findes de der gemmer værdierne til senere mindestunder og egen personlige sfære. En ,for mig, særlig person fortalte mig, at hun ikke lagde de personlige billeder ud på Facebook (de billeder der betød aller mest for hende) for så forsvandt energien i dem - for hende - og dette kan jeg faktisk godt følge hende i!
Lægger vi konstant alt ud i mediesfæren, hvad har vi da for os selv? De stærkeste og kærligste minder, hvorfor deler vi dem i dag med alle og enhver?
Hvad har vi da at dele, at fortælle og at være fælles om når vi mødes med vores nærmeste ude i det virkelige liv? Vi har jo allerede delt det!
Bliver vi menneskers tilstedeværelse ikke blot et mere og mere goldt tilfælde af kommunikation?

Jeg synes det er interessant, eftersom vi mennesker, som sociale væsner, netop har brug for samvær og "berøring"/følelsen af andres tilstedeværelse for at mærke vores egen tilstedeværelse - vores egen eksistens!

En søndag i Studenterhuset

Med opmærksomheden fanget i menneskevidenskabernes retorikkapitler, slentrede omgivelserne afsted uafhængigt af mit nærvær. Troper, figurer og semantiske formler og træk kæmpede for at skabe forståelse for mit indre, men uden det store held. Kolde, kompakte skemaer var den eneste sande logik der formedes hos mig. Hvordan skulle disse besværlige, særegne ord nogensinde kunne give mening?
Pludselig afbrydes min læsning af en dyb, rungende stemme og dér for enden af lokalet, oppe på scenen stod en forfatter. Ikke en forfatter af den skrevne opstandelse, men en herre hvis hverdags-formål var at forfatte sine historier verbalt. Med ét udfoldedes hermeneutikkens regelsæt og mangefarvede teorier sig for mig, jeg oplevede mit studie i praksis og i samme øjeblik stormede forståelsen imod mig. Det er sjovt sådan, at et sammentræf skulle danne grundlag for en vellykket eksamen. Hele denne omstændighed var svar på hermeneutikkens væsen.

Senere talte jeg med min mor om denne oplevelse og selvfølgelig var svaret et betænksomt, drillende "jaa, men det er jo ikke altid bare sammentræf!"

Iagttagerens magt

Iagttagelsens magt er en usynlig påvirken.
År før du lærer om din egen person, har iagttageren forudset dit livs fremtidige udviklen. Simpel kropssprog og udsagn kan fortælle meget om en person, men ofte forstår og opfatter vi ikke vores egen udstråling.
Mange år før jeg endte på danskstudiet, havde både min dansklærer og mine forældre forudset denne retning. Jeg selv havde 1.000 andre ting i sinde.
Vi læser og forstår, sådan er det med alt - film, bøger, billeder, dyr, mennesker. Men ofte er spejlbilledet grumset og tåget. Hvorfor er det sådan. Jo - vores selvopfattelse, vores faverige billede, som vi ser for vores indre blik, er en substans, en form, som vi oplever ved dybere forståelse - skallen er bare sjældent derefter.

Finder vi overhovedet mening i personlig udvikling i form af viden, eller har vi det hele i røvgeviret?

Vi elsker at feste, at fyre den max af og bare give slip og indtil dette sker igen, træner vi fedtet af hofterne, så vi rigtigt kan ryste røv og imponere fyrene. Men hvornår talte du sidst med en, der havde viden udover mærket på ølflasken og sangen lydende i højtaleren?
Al fokus rettes mod sundhed, stramme, runde baller og et frækt smil til forbipasserende, men hvad med personligheden? Hvad med indeholdet, der skal fylde den veltrænede, skarpe skal?

Vores drukkultur og fokus på det ydre er en fantastisk evne som vi besidder - evnen til at give slip og til at have det sjovt. Det styrker selvværet og viser en anden side til den hårde skolegang og ansvaret deri.
Men finder vi overhovedet mening i personlig udvikling i form af viden, eller har vi det hele i røvgeviret?

Jeg siger ikke, at træning ikke er vejen frem til magt, udstråling og voksende passion, men dette stående som ene vejende faktor i et liv, hvor flere elementer af konversationer hører sig til, kan ses som mangelfuld og kedsommelig.
Hvad skal der til, før festkulturen ændres og nysgerrigheden vendes mod intellektet?

Åndelig sex i nutidens Danmark

Jeg sidder i øjeblikket med en eksamen i Historisk Læsning og dertil skal Grundtvigs "De Levendes Land" perspektiveres i en litteraturhistorisk sammenhæng.

Gunnar Jensen har skrevet en interessant bog om Grundtvig i en nutidig sammenhæng. Jensen ser vores verden som grufuld, grum og grå med næstehad og fjendske miner, og hvordan Grundtvig så egentlig passer ind, kan i denne sammenhæng være svær at legitimere.
Grundtvigs optimistiske livssyn var netop det interessante ved hans digtning og menneskesyn.
I jensens bog om vores verdens todeling, drømmeverdenen og virkeligheden, beskriver han det gudelige virke, nemlig kærligheden blandt mennesket. Som hos enhver anden digter, kan man finde både enighed og uenighed ved ens forhold til digterens standpunkter og dette er med til ikke blot at skabe forståelse, men er også standpunkttagen hos en selv i forhold til det omdiskuterede emne.

Ovenstående emne - kærligheden og det 20. århundredets forhold hertil er blot ét diskuteret emne fra Jensens bog, "De Levendes Land", men ikke blot fangede dette emne min opmærksomhed, det også provokerede mig.
Som "mange veje fører til Rom", fremlægger Jensen det, "der findes mange veje til kristendommen." Fint lille twist. Men hans moderne syn på kristendommen og hans vejledning til et ikke-kritisk syn på ikke blot kærligheden, men religion og forståelsen heraf er dybt kritisk.
Kærligheden ses både hos Grundtvig og Jensen som en guds hånd rækkende gennem himlen og ned til jordens muld. Kærligheden der iblandt os eksisterer, er ikke jordisk og menneskeskabt, men er en kristelig indflydelse på mennesket, som vi ved dåben tager til os.
For at billedet af vores nutid, som Jensen tidligere har sat op for os, giver mening, drejer han standpunktet om åndelig kærlighed og beskriver den som kødelige lyster og kærlighedshad for sin næste. Denne tilpasning til nutiden, giver ikke kun Grundtvig et groft twist af sex og dæmonisme, men giver også vores hverdag et gråt perspektiv af, hvordan vi omgås hinanden.

Til slut slutter han da også af med at dele en holdning om ligegyldighed. Forstår man sig ikke på de religiøse retningslinjer og idéen om en åndelig tilstedeværelse, er det klogest bare at lade det ligge. Altså - hvorfor skulle man dog også forholde sig kristisk til noget, der så basalt og grundlæggende i vores samfund skaber vores hverdag. Jeg tænker, at der er mange modsigelser i dette lille punkt og at dette som overanalyseret emne blot kan være en forseelse hos Jensen. Om ikke andet, så ser jeg dette som en kæmpe kritik af det danske samfund og det uddannelsessystem, der skal sørge for at vække vores interesse og nysgerrighed for en dyb og karakteristisk fortid og fundament for det levne liv.

Samtalen - en farverig middag værdig !

En 7 dags eksamen, læsestof, bøger, hjemmesider, filer med nyskrevne ord og vendinger og ind imellem alle disse foretagener, små pauser med the, mad og afslapning. Fladbrød med friskhakket, sursød relish af egen opskrift, fik mig til at indse noget.
Ved sammensætning af forskellige ingredienser ved forskellige retter i forskellige situationer, bruger vi vores forestillingssans mere end noget andet. Vi bruger vores forståelse af de enkelte ingrediensers form, smag, farve og duft til at sammensætte en ønsket instans.
Ved stressede situationer er det svært at fokusere og dermed påvirkes vores forestillingsevne og derved vores måltider. Måltiderne bliver i denne sammenhæng enten helt katastrofale i form af smagskollisioner eller omvendt næsten transparent neutrale, fordi at alt andet end den direkte næringskilde, deriblandt krydderier, er for meget at skulle overskue.
Det gik ved denne overvejelse op for mig, at vi ikke blot ved interagering med vores omgivelser nedbrydes, men at vi i denne sammenhæng sættes i en negativ spiral, hvor også vores "selv" er med til at nedbryde os.

Denne idé, denne tankegang er efter mit synspunkt argument nok, til at se samtaler som et redskab for al menneskelig vedligeholdelse.

Til fri fortolkning?

Mennesket har ingen sjæl
Mennesket har ingen identitet
Mennesket har intet køn ...

Hvem eller hvad er vi og i hvilke baner skal man da tænke, hvis vi intet er?

En hinde af intethed er ved at briste.
Skal vi udviske alle betegnelser, alle billeder, minder, rynker og lade skæbnen til tilfældigheder?
Er gråzonen på vej tilbage? Gråzonen hvor der ikke er plads til identitet, men hvor man placeres under en af de to kategorier "mand" og "kvinde".
Vi har i dag uendelige muligheder for at placere os i samfundet som et individuelt projekt, men så snart flerkønnet kom til, opstod trangen til at flette og slette grænserne. Nu handler det om at udviske de eksisterende, de forskellige, de intetanende. Nu er man intet, eller noget helt tredje. Spørgsmålet om eksistens står om noget til debat.
At billedliggøre mennesket står til fri fortolkning. Vores sind og fantasi er det skabende i processen, men hvordan kommer vi da til at se ud? Er der et "vi" og hvad lægges der bag facaden?

En pløre af farver og konturer
En sø dyb eller lav, slettende brederne og udviskende skoven skal definere hvem vi er.

Smid "privaten" ud!

Vi bliver mere og mere udadvendte.
Der er ikke længere noget, der hedder "privat".
Identiteterne er en styrrende faktor i, hvad vi kalder kommunikation.

Der tales om de offentlige rum. Vi lægger mere og mere af os selv ud i de offentlige medier, bl.a Facebook og snart er der intet, resten af verden ikke ved om os. Samtidig er medierne et sted, man promoverer sig selv og derfor benytter man sig af forskellige koder for at fremstå på en speciel måde. Slang og mere kække udsagn får den enkelte til at virke mere på og udadvendt.
Men denne udvikling, tænker jeg, kan være med til, at vi i stedet for at udvikle vores person, skaber en ny og bedre version af hvem vi er.
I stedet for at udvikle vores identiteter gennem og i takt med medierne, skaber og tilpasser vi vores identiteter til medierne.
Denne form for identitets-udlægning, tror jeg ikke på, skaber sikre og afbalancerede personer, men derimod, gennem kommunikationen, skabes der et ydre, og personen vi oplever, har måske intet med virkeligheden at gøre.
Det er let at følge med strømmen, at træde vande og stille og roligt flyde ud på det åbne hav. Men hvad så når båden pludselig forsvinder, identiteten krakelerer og du må finde ud af at være til uden at drukne.

Hvem er du så?

Ensomme smittende sygdom

Ensomme smittende sygdom, hvor kom du fra?

Grå toner, fuglekvidr udenfor murene, alt er stille.
Min drøm hang ved. Jeg vågnede i morges og kom til at slå vækkeuret fra. Min drøm var bedre end hvad der skulle til at ske. Morgenyoga, morgenmad og en lang cykeltur op på uni, for ikke at nævne en lang studiedag med metoder og hele molevitten. Så langt tænkte jeg selvfølgelig ikke i morges. Med knap åbne øjne tog jeg vækkeuret, slog alarmen fra og vendte mig igen under dynen med lukkede øjne.

Drømme kan have et stærkt tag i en. Mine er begyndt at tage overhånd. Jeg bor i en kælder, langt væk fra verdens overflade, langt fra livet som sådan.
Hernede er der selvfølgelig også liv, mit liv. Jeg tuller rundt for mig selv, ser en film, læser en bog, kokkererer, men det er alt sammen for mig selv, alene.
I morges skippede jeg ufrivilligt en lektion på uni. Drømmenene, mit sovende stadie tog over for min virkelighed.

Under tandbørstningen kom jeg til at tænke på, om det var ensomheden, der var begyndt at påvirke mit liv? Var jeg begyndt at blive tosset?
Ved morgenbordet slog jeg "ensomhed" op på nettet. Vidste I, at forskere mener, ensomhed er en smitsom sygdom!
Psykolog John Cacioppo som står bag en flerårig undersøgelse af ensomme mennesker og mener simpelthen, at vi smitter hinanden med sygdommen via vores væremåde og forventninger til hinanden.
Socialpsykolog Torben Bechmann Jensen er dog skeptisk overfor den teori og mener, det er opbygningen af vores samfund, der er årsagen til mange menneskers ensomhed.
Jeg tror på begge, men mit tilfælde er nok det nederste - hvis jeg skulle vælge.
Nederst på Politikkens side, stod der overskrifter henvisende til andre artikler;
- Studerende: Min generation er ramt af ensomhedsepidemi
- Ensomhed er et fælles problem
- Forsker: ensomhed er lige så dræbende som rygning
- Robotten bliver din bedste ven

Er ensomhed styrende og hvor styrrende kan den blive? Der er ingen tvivl om, at den kan påvirke liv, men kan den blive et "hele" og et altoverskyggende emne der ganske simpelt fremmer sindsyge og i sidste ende døden?

Man så igen - jeg tror bare, jeg tager cykelturen op på uni.


http://politiken.dk/forbrugogliv/livsstil/ECE850895/forskere-ensomhed-smitter/

Med livet som indsats

Den eksterne harddisk er til reparation!
Vanviddet står dig ud af øjnene og du begynder at fælde. Hele dit liv står på spil.
Billeder, filer, gamle rapporter, koder til bankboksen - hvor mange kopier skulle du have taget?
Vi lever i en verden, hvor alt kører på skinner, lever via filer og data og skal vi kommunikere, sker det over hovederne på os langt oppe i skyerne. Alt er markeret og gemt, men ikke i mapper og kasser, men som komprimerede filer ude af vores hænder - urørlige så at sige.
Men så sker det! Kaffekoppen vælter, tasken sprækker eller et jordskred af kaos får dit liv til at brænde sammen - rent bogstaveligt talt.
Som et frontalstød i et biluheld, hvor kun bulldozeren overlevede, trak harddisken vejret for sidste gang!

Når alt pludselig står på spil, mindes vi om, hvor fragile vores liv egentlig er!

En tak til Pernille Buhl for inspiration - din smerte er mit levebrød.

Landet af velsmag og total velbehag

Vi har været ved de store kompakte retter.
Vi har alle følt os snydt ved en 100 kroners forret, der nærmest usynligt på tallerkenen imiterede en form for råvare.
Vi har været i det elegante, det grove, det rå og det normale, det ualmindeligt kedelige og det overdrevent forfinede.

Mon ikke vi snart runder det velbalancerede, retterne der rummer både det æstetiske, en fylde så rund og fin og en smag der folder sig ud og omfavner gæsten - retterne der rummer det hele!
Det er meget få restauranter, jeg går fra med en lykkefølelse af veltilfredsstillelse og med en glæde over at have lagt flere hundrede kroner bag mig.

Jeg drømmer om at åbne mit eget lille delikate sted et sted i Italien, eller hvor som helst det nu kunne passe sig. Men dette sker først om 10.. 20.. 30 år. I mellemtiden håber jeg at kunne finde et sted, der rent faktisk formår at dyrke kokkekunsten helt ud til det skønne land af velsmag og total velbehag.

Kender du stedet man burde besøge?

"Recycle or DIE!"

"Recycle or DIE". Mode, stil og sind.
En ung kvinde gik med et net med dette udsagn. Hvordan alvorlige livssyn kan blive til stil og identitet er interessant at iagttage, for i dette tilfælde var det jo faconen teksten var skrevet med, der formede dagen og hendes køb.
Vi går rundt og ser smarte ud og går i virkeligheden rundt med hvert vores udråbstegn!!!!!

Livet passerer forbi

Toge snoer sig imellem husene. Forbindelser, signaler og tråde forbinder os på kryds og på tværs, uafhængigt af de liv, der former landskabet.
Er det fremskridtet der former menneskene og ikke omvendt?
Vi ser afskærmninger for transporten, der skal forbi og huse opkøbes og skubbes sammen, for at vi kan komme hurtigere frem.

- Livet passerer forbi.

En kur

En kur skal næsten lyde helt banal, før vi tror på, at den virker.
Hvad er det, der får mennesket til at gøre ekstreme ting?
At ændre på madvanerne med noget så simpelt som at udelade en enkelt madvare eks. kartofler er ikke godt nok. Målet er for langt væk, så hellere sulte sig en enkelt dag og VIRKELIG mærke forandringen. Vi knokler løs i hverdagen og vil se resultater før dagen er omme!
Hvis vi på samme måde, som vi arbejder på arbejdspladsen, håndterer kroppen, ændrer radikalt på den fra den ene dag til den anden - hvad sker der så ikke med sindet?
Hvis vi betragter os selv som let omskiftelige, sker der et skred med vores personlige værdier og etiske moral.
Så kan man pludselig begynde at diskutere menneskelige værdier på arbejdspladserne, hvad vi hver især er værd og hvor langt grænsen skal skubbes.
Skrider vi længere og længere væk fra vores menneskelige eksistens?
Skal der ændres på ytringsfriheden og hvem står egentlig for personlighedsdannelsen?

Godmorgen allesammen!

Vores verden i reagensglas

Åha.. Så havde vi endnu en dag med homoseksualitet, litteratur analyseret helt ud til det yderste og reagensglasfostre som fremtidsdebat.

Vi går rundt og tænker, at verden er så dejlig. Solen skinner, himlen er blå og sygdommen er jaget bort. I dag kan man få nye ben, fjernet blindtarmen, bearbejde stress, få indopereret nye hjerter, forlænge håret og jeg ved ikke hvad. Hvor slutter mennesket og hvor begynder maskineriet?

Vi har mennesker der fræser derud af med med to affjedrende proteser som ben, hjerter der sprinter derudaf med balancerende pacemakere og vi har, grundet hår-transplantationer ikke længere skallede mennesker på jorden.
Jorden er ét stort mirakel af en udvikling!

Men hvad så når det begynder at tage overhånd? Når menneskets perfektionisme og effektivisme bliver styrrende? Så hedder det udelukkende reagensglas-børn og rugemødre, mekaniske medarbejdere i supermarkederne, topchefer og blå øjne?
Der er lavet uendeligt mange film og bøger om netop dette emne, for det er jo spændende og nervepirrende som bar' pokker, men helt ærligt!
Med kærlighed og omtanke for mit barn, skal ingen anden end jeg selv være den første til at knytte bånd med det! Kærlighed er det eneste der giver tryghed og en bærende, lykkelig fremtid - efter mit hoved ihvertfald.

At holde individet ud fra os, rette til og finpudse - dette kan umuligt skabe noget lykkeligt!

Menneskets føjende behov

Tankerne bag forrige indlæg.

Der skabes i udviklingen af teknologier også et behov. Behov for underholdning, behov for gadgets, behov for stil og udstråling. I denne udvikling skabes der også et forhøjet behov for kontakt. Ikke nødvendigvis kontakt til omverdenen, men kontakt udadtil. En sikkerhed, en bekræftelse af ens eksistens. Her opstår også en trang til selviscenesættelse og egoisme.

Disse små dingenoter fylder efterhånden vores dagligdag og overtager naturlige lyster, længsler og behov.
Menneskets behov kan beskrives med et enkelt støbt ord. Overlevelse! Men hvor dette ord er ganske simpelt, er det som begreb om mennesket også meget komplekst. Overlevelse som sådan er mad, drikke og søvn, men ser vi i forhold til menneskelige forhold i vores nuværende miljøer, har glæde, sorg og lyster også en plads under dette emne.

Vi er allesammen forskellige, men fjerner vi "junk" i alle afstøbninger, McD, dårlig teknologi og signaler og fjerner vi overfloden af sukker, tænker jeg, at mennesket ville begynde at udvikle de individuelle værdier - på det menneskelige plan, det fysisk følende plan. Begynder dette at spire, vil det mentale plan automatisk følge med i processen!

Hertil hører det forrige indlæg og kan sættes i forlængelse af dette!

En lille idé og en sjovere livsstil

Profilerende individualitet og personlige værdier...

En lille idé og en sjovere livsstil;

I stedet for at poste statusopdateringer på nettet, søge job over nettet, bestille middagen over nettet, spille spil på nettet, i stedet for at motionere via maskiner så kom ud og nyd lyset udenfor. Tag ikke fri for alle dimserne/jeres gadgets, men strukturér livet, så du som menneske ikke er decideret afhængig af teknologi, men mærker efter, føler, oplever, prøver og fejler, vinder et liv som udviklende individ.

Prøv lykken - hvis du er heldig, vil du føle dig som et menneske igen. Luften er frisk!

Man kan jo se det sådan, at Terminator først blev en "levende maskine", da han lærte at føle ;) Så glem ikke den menneskelige del.

Glas & Dis

At opleve dagen som gennem en glasklokke.
Opleve at verden pludselig sidder nær en, at personer pludselig er for tæt på.
Alt for nært, som er man et andet sted, men med en omringende virkelighed. At kunne, at ville, at mangle et værende forståelseselement.
Turnerende i et spøgelseslandskab i tåge og dis, hvor blot skikkelser værende det levende indhold.
Nu hvor intet aner, intet kommer.

Intet levende opstå, hvor intet aner.

Espresso og impulsive tankespind

Varme strømme af impulsive tankesspind lægger et net over mine øjne. Når alt kommer til alt, var det jo blot en drøm, men alligevel kan jeg ikke lade den slippe ud i morgenstunden. Vi ved alle, hvad der er virkelighed og hvor sengelagnet stopper, men kunne vi dog bare blive ved drømmen og lade dét være vores virkelige væren. Verden ville blive en helt anden. Kunne lykken på den måde tilgængeliggøres?

Jeg tvivler.

Espressokandens bløde, varmende indhold bringer Italiens brise og bittesmå bagerier til mit morgenbord. I nat fandt jeg mig selv. Havde jeg været fransk, ville jeg lige nu sidde med en lang, tynd cigaret mellem pege- og langefinger og med min lange, slanke hånd lade cigaretten nå mine læber, hvorefter en lang, tyk røg ville sløre forbi mit ansigt. Jeg tænker tit på denne scene som en del af mit liv. Ikke som en drøm, ej heller en del af min virkelighed, men som en del af et rum i mit sind. Jeg ser der, en person med lyster, trængsler, en afhængig sjæl der blot ønsker frisættelse. Et fængslende tankespind undsættende normer og regler.

Siden jeg fik min længeønskede espressokande, har jeg drukket morgenkaffe hver eneste morgen efter min lækre portion velanrettede skyr. Det gør mig glad. Jeg har skabt mig et liv her i Odense. Det begyndte så godt, solen skinnede dagen lang og fuglene kvidrede udenfor min dør. Men så igen ramlede det hele sammen, som et tårn af klodser kolliderede mit liv med verden udenfor.

Sådan er livet. Vi falder og sårede kæmper vi os videre i en verden af hårdnakket livsmod. Mine kaffe er blevet kold. En lækker, blød tår fra kanden oveni skal gøre underværker. Som alle andre har jeg længsler og passioner. Jeg vil rejse, male, synge, opleve og udleve mine drømme, og helst skal det hele ske på samme tid. Men det meste af det har jeg hverken tid eller råd til. Er det ikke sådan meget af livet fungerer? En floreren af drømme, længsler og ønsker fængsler os til et net af arbejde, rutiner og handlemønstrer. Alt i alt handler det om prioriteringer, men ofte er det nemmere bare at følge strømmen. Lave noget ordinært og leve et liv som alle andre. Arbejde 24/7, ferie 10 dage om året mens vi drømmer om et helt liv fyldt med ferier og det grønnere græs på den anden side. Sådan vil jeg ikke leve mit liv.

Fuglene er begyndt at flyve rundt derude. De kvidrer, beretter om dagens nyt, mens de bygger reder omkring mit hus. Tænk engang at leve et liv i solen. Men igen - fugle lever og kæmper også for føden, så hvor forskelligt er deres liv egentlig fra vores? Det bedste ved dagen er morgenen, synes du ikke! Lækkert, ristet morgenbrød med blødt smør, dejlige skiver Vesterhavs-ost og italiensk, sød salami. Espressoen er selvfølgelig det bedste.

Jeg tænker tit på min nabo. Forhuset ser ganske almindeligt ud, små, gule påskeblomster ved indkørslen, revet grus hele vejen ind til haven og brune vinduesrammer og dørkarme. En flot pudset facade. Men bagved er vindueskarmene rustne. Enkelte ruder er smadrede og garagen ser hærget og vandskadet ud. Det kunne til forveksling ligne en gammel smedje, men det er svært at vurdere, hvad der egentligt gemmer sig derinde. Konen gammel og krumbøjet er venlig og tildeles morgenfrisk. Manden derimod virker indelukket, med fuget hud, lange rynker ned ad kinderne og med håret strittende ud til siderne river han dagligt indkørslen. Selvom de slet ikke bruger den. Der er så mange historier om naboen, der gemmer på uhyggeligheder i kælderen eller indespærede sjæle i garagen.

Et enkelt sip mere og så skal makeup og håret ordnes.

Med en blog fyldt med overvejelser om livet og vores væren i en verden eksisterende i denne travle tid, er det svært at finde på nye indlæg. Alligevel ser det ud til, at der altid opstår nye versioner af de allerede strømmende tanker.

Hvordan ser din morgen ud?

Carla - det rene sind.

Hvordan kan min verden umuligt være ligesom I andres?

Der ligger en sandhed i det at være oprigtig. Men det at være oprigtig handler i virkeligheden om, at kunne give plads for det som vil blive til. - Altså vil det at være oprigtig sige, at man ved hjælp af oprigtighed kan udvikle, forandre. Dermed menes der også, at man ikke kan være oprigtig, hvis man ikke er i stand til at give plads til forandring, derved også sin egen.
Uskyldigheden findes kun i sin rene form, i barnet. Den rene nysgerrighed, den rene glæde, rene gråd. Jeg oplevede i dag, en to-årig pige smile til mig og lige så stille satte hun sig mig nærmere - hun ville sidde og nyde solen, som jeg gjorde det.
Det glædesfyldte ansigt oplyste hele min verden.
Jeg havde følt, at alt kolliderede og at livet var en svær affære at forholde sig til, men det lille smil og at hun ville som jeg, gav mig råd for mit savnede "overskud" til glæde. SMIL og nyd livet. Jeg tænkte på akkurat det samme tidligere i dag, men havde ikke råd derfor.
Det glade, åbne sind gav mig mod og inspiration til at tage fat på livet og det oprigtige i hendes sind gav mig mod på at åbne mit eget. "Carla!" kaldte moderen.
Carla - du redede mig!

Euroman, afternoondrinks og en verden af prioriteringer!

Kender du også den simrende fornemmelse i kroppen?
Den der sætter alle følelser og fornemmelser på en spids og aktiverer dig fuldstændigt. Den der stjæler din ro, din indre balance og æder dit fokus som vingummier!

Vi kalder den stress, en indre uro, en ubalance.
Jeg har i mange år levet med stress. Da jeg var lille, fik jeg astmamedicin, fordi alt tydede på, at jeg havde astma og derfor ikke kunne trække vejret. Lige siden dengang har alt bevæget sig som en tornado, der gang på gang har skabt kaos i mit liv. Væltet min hverdag omkuld og hver eneste gang har jeg måtte samle stumperne sammen og på ny stable mit liv på benene. Jeg må indrømme, jeg bliver bedre og mere rutineret i at samle puslespillet, men hvor skønt ville det ikke være, hvis den indre balance var på plads og at tornadoen var nærmere en brise end en væg af beton.

Stress er dagens emne. Damebladene, Euroman, aviserne, Nyhederne og genudsendelses-programmer på DR. Alle er med på drillen og mange af os har stress. Vi har eksperter til at forklare os hvad stress er og andre eksperter til at fortælle os hvad vi skal og ikke skal gøre.
Vi elsker at have travlt, familie, sport, arbejde og en anden eller tredje interesse før sengetid. Alt skal gå stærkt, vi har flere bolde i luften og glemmer rent, at sindet og kroppen også skal have opmærksomhed. I dag kalder vi det coaching og der findes ganske rent omkring en million forskellige coachs omkring i verden. Det er smart og det hjælper os med at få styr på vores moderne, travle liv.
Tidligere kaldte man det Mad Men og afternoondrinks, der hurtigere end man kunne blinke blev til "beslutnings-" og "håndterings-drinks".

Hvis man står og bare ikke kan få ro, så gør som jeg. Det kan være svært, men det kan give selv den værste dag lidt luft.
Jeg selv fjerner størstedelen af dagens gøremål og sidder tilbage med en dag der hedder;
- studie.
- nogle timer til hvad jeg skulle have lyst til / evt. "ingenting" så man ikke bare maser nye ting på programmet.
- og om aftenen yoga.
Yoga er det, der giver mig sindsro og fokus og det styrker mine indre muskler og forbedrer min balance. Dette er mit frirum og det giver mig plads til at trække vejret!
Nogle gange skal man bare lade snakken være og sætte fokus på hvordan kroppen føles.

Ganske simpelt - prioriteringer der afgør dit livs forløb!

Vidtspredte ben og korslagte arme

Har du overvejet, at den måde du sidder på fortæller omverdenen, hvordan du ser dig selv og at de signaler du udsender, giver de omkringværende en idé om hvad du tilstræber.
Hvor nær må andre komme dig?
Hvad vil du selv lægge ud?

Et tydeligt eksempel er benene. Sidder du med vidtspredte ben eller er benene lagt over kors?
Sidder man overfor en, hvis ben er vidtspredte, er det et direkte signal, en blottelse af sit køn. Dette kan være dybt intimiderende og det kan være svært at se personen i øjnene, fordi personen, måske uden at vide det, skaber fokus et andet sted. Sidder personen overfor dig derimod med korslagte ben og arme, kan det være svært at nå personen, både mentalt og måske også i en fælles forståelse.

Man kan sige, at den "åbne" person spreder sin "person" bredere omkring sig, end den "lukkede" person. Mennesket har det med, at kopiere signaler. Ofte når vi står sammen i en gruppe, ender vi med at stå i samme stilling som dem omkring os. Det er en måde at indfinde sig. Dette sker også ved siddende positioner - sidder man lukket fra omverdenen reflekterer omverdenen på sammen måde "lukket" tilbage. Det er en måde at indfinde sig på, acceptere hinanden og på denne måde undgår man at træde hinanden over tæerne. Er man derimod helt "åben", nærmest udvisker man grænserne og bl.a i Danmark kan denne form for adfærd skabe angst hos nogen og derved skærper de omkringværende deres grænser. Skønne kultur!

Et individuelt behov for beskyttelse af sin person, selvfølgelig afhængigt af flere værdier, bl.a selvtillid, skaber et komplekst kommunikationsgrundlag. Kroppens kommunikation påvirker ordets kommunikation.

Dertil er det interessant at se på menneskets mønsterliv.
Vi kan tillærer os nogle sproglige egenskaber, der gør os i stand til at udsende forskellige signaler. Den kropslige kommunikation er derimod en svære del at omgås, da det er vores "væren" der pludselig skal ommoduleres. Tænker man for meget over ens gang, holdning osv, selvfølgelig afhængigt at ens individuelle situation kan dette sætte os helt ud af balance, da det er et spørgsmål om at være til og at fungere i en sammenhæng - en energi hvorved man modtager, hvad man sender ud - som en energi, en spænding der trækker og skubber os rundt imellem vores omkringværende.

Din og min virkelighed

Kære læser
Hvordan oplever du din virkelighed?

Vores verden er bygget op af individuelle virkeligheder, du og jeg har hver vores individuelle virkelighed og mødes vi, har vi sammen en virkelighed.
Står du i køen i netto og kigger personen foran dig i nakken. Lægger mærke til hans skæve klipning. De små linjer i skjortekanten. Dette øjeblik er din virkelighed, men du ved ikke hvad personen foran dig oplever eller tænker.
Jeg forestiller mig nogle gange, at personen foran mig ser verden i lilla nuancer. Hvorfor ikke? Vi ser tingene på forskellige måder, så hvorfor ikke beskrive dem med farver.
Er sindet til gengæld twisted, vil virkeligheden være en helt anden. Måske lever vi med forestillinger, fantasien der får lov til at udspille sig for øjnene af os og så bliver spørgsmålet om virkelighed pludselig en realitet.
Hvornår fader vores virkelighed over i forestillinger? Hvornår går vores fantasi hen og bliver vores verden, og kan man overhovedet tale om, at noget er fantasi? Set fra hvert individs synspunkt og siger vi, at virkelighed er individuelt, vil det sige, at uanset tilstand og sind, er hvert syn og liv virkelighed.

Udvikling og Eventyr

Hvorfor har mennesket brug for et hjem?

Vi taler altid om at rejse, at "nu skal vi altså til udlandet" eller "jeg trænger til at komme væk", "jeg vil ud at opleve noget". Jo længere væk des bedre og helst i længere perioder. År hvis det var muligt.
Vi tager afsted på Interrail, lægger "alt" bag os og oplever verden på egen hånd. Men alt er ikke lagt bag os.
Vi har stadigvæk et hjem at vende tilbage til. Vi har en familie, der til hver en tid vil hjælpe os på benene igen, hvis vi skulle ende i dybe huller. En familie der ved hjælp af teknologi sender penge hvis vi skulle mangle, eller hurtigt og nemt ville kunne komme til os ved hjælp af tidens transportmidler.

Hvad nu, hvis der ikke var noget at vende tilbage til? Hvis man rejste rundt for  rent faktisk at overleve. Ville vi da have samme mod, samme ånd med på turen? Ville det samme frie sind og lethed være det samme?
Det er altid sjovt at lege udforsker, helten i historien. Det er fedt at udvikle sig selv og opleve en anden hverdag end sin sædvanlige.
Men som i et hvert andet eventyr ender man, efter sin tur ude i verden, hjemme i trygge omgivelser.

Nogle gange skal man bare åbne øjnene og se hvad ens reelle omgivelser har at byde på. Højst sandsynligt det samme, som et hvert andet sted. Man skal bare træde ud af sine traditionelle mønstre.

Bare fragmenter

Kvalme.
Kvalme stiger
Kvalme falder

Kvalme.
Kvalme svier
Kvalme falmer

Jesus Christ et hovedbrud
var det dog bare et hovedskud
Fregner væggen over
lad dette blot være et cover

for mened ved dommens gang
dengang da åren sprang

Vi hang
en lang

Dengang da jeg var lille
Umoden
og blot et minde

Kvalmen stiger
Kvalmen falder
Nu blot her
Alt mindre end mer'.

aldrig mere
aldrig flere

Tåre blot trille kan

Tåre trille tungt,
tåre trille langt

Tåre ikke vide,
hvor tåre trille skal.
Tåre blot trille kan.

Originalitet

Et interessant emne er originalitet.
Der er altid en i klassen, der altid siger sin mening, har en ligeud attitude og aldrig holder sig tilbage fra at være sig selv! Denne fyr ville man se som en ener, en originalitet.
Spørger man Baudelaire, har fuldkommen oprigtighed dog intet med originalitet at gøre. Det kan godt være, at denne ener, denne person der altid siger sin mening, har selvtillid og derved hæves over et niveau af almindelighed, men efter Baudelaires tankegang, opnår man først originalitet ved intellektets oprigtighed. "Den selvstændige Aand er den, der bestandigt kæmpende tvinger Apollon og Dionysos til at blande Blod."
Den der klart i dybets renhed ser, kan klart sammenhænge skabe og derved skal originaliteten opstå.

Det samme kan man sige om kunsten. Denne uendelige debat - hvad er kunst? - efterhånden er ALT kunst!?
Paul la Cour: "Alverdens Kunstfuldhed er intet mod et Suk, som er oprigtigt."
Vi taler om sand kunst, ren kunst. Men er kunst ikke billeder, forklædninger, taler man ikke om maskeringer og gåder der i oprigtighedens sprog skal hviske dig gådens mål! Aldrig skal svaret på gåden komme dig for øre, men ledetråde vil udspringe for den der leder.
Intet oprigtigt er originalt, hvis ikke det bærer en maske.
Masken er ikke en væren, men et redskab. Et redskab der skaber afstand, ro og skaber et rum, hvor man kan være sig selv.
Altså er maskebærens oprigtighed sandhed, da sandheden fremkommer ved en oprigtig væren!

Volapyk eller spørgsmål - det er jo det sjove ved tankernes vrimlen.

Digtskrivning ud fra Overskrifter

Overskrifter fra Politikken, Torsdag 23. Januar 2014, KULTUR


Den dystre kristendom
en synkende skude
blår i øjnene og tro
Kan alt i Danmark virkelig bruges?
svært at gennemskue

Børn og unge svigtes
Kulturkamp på de skrå brædder

Stiller yderligere krav
faglig kvalitet og børnesager
mennesker på et sted
Er der en normal dansker til stede?

Pilledanmark på afvænning
Tarantino dropper western
opgør
Kærlighed skildret med oprigtig ømhed

Gør det rigtige første gang
Hun kæmper for ligestilling
Begejstret, absolut gehør
Hun udstiller nu billederne

Hvide busser og sorte kræfter
The last temptation
et rock'n roll-liv, mødes i det skjulte

Digitale ildsjæle
Jeg forstår de gode hensigter

Immortalitas - en higen efter os selv.

Fundamentet i vores hverdag

I mit tidligere indlæg "Det "at tro" er også "ikke at tro"", fortalte jeg jer, at jeg har gået med en følelse af ubetydelighed, en manglende tro på livet, på alt!, selv den dejlige, friskbryggede morgenkaffe!

Hvad gør man, hvis man ikke tror og har spørgsmål derved? Man går til en, der arbejder med tro hver eneste dag - en præst!
I dag tog jeg i kirke til en kort middagsandagt og lige præcis i dag talte præsten om tro. Jeg ville have snakket med ham efter andagten, men under hans prædiken besvarede han mit dybttyngende spørgsmål.
"Man siger tro kan flytte bjerge" - og netop dette tomrum hos mig havde fyldt og udslettet alt andet -, "men det er ikke det, Jesus siger", sagde præsten. "Jesus siger, at vi aldrig vil få en så storslået tro, ikke engang tæt på! Vi kan fylde vores liv med guds love og hver dag vil vi kæmpe for, at de giver mening."
- her vil jeg vælge at sige et regelsæt, nogle for os hver især værdigfulde regler og hver dag kæmpe for meningen derved.
Ved siden af alteret hang der et billede af en bedende med overskriften "Immortalitas" - Vi higer efter uddødeligheden, fordi vi ser os selv som utilstrækkelige.

Vi går og er så moderne, sætter naturen på skrå, for at overvinde vores dødelige adfærd og så alligevel er den oldgamle religion, Kristendommen, en simpel og åbenbart mere værdifuld enhed for os alle, end vi går og tror. Måske lægger vi ikke mærke til det, men jeg tror de fleste af os har et liv, der passer til denne regelsæt-hverdag.
Jeg satte spørgsmål ved presset, det moderne liv, trends, speed, knokleri og magt og i al rodet mistede jeg mig selv. Det skulle vise sig, at det mest fundamentale skulle rede mig og forklare mig livet i sin simple form.

Desuden har Odense Domkirke en fantastisk organist!