Ekko af noget fortidigt

Det er en sjov fornemmelse.
Fornemmelsen af at gå i stå, hvor ikke blot sindet, men hvor hele verden går i stå. Bevægelser og retning fortsætter, men er dog blot et ekko af en fortidig handling, en fortidig tanke.

- følelsen af at gå i stå og samtidigt at være nødsaget til at følge trop - at kæmpe sig videre fremad.
Vi har dem allesammen - de dårlige dage, de grå, sortnende, ufordragelige, ondsindede og blanke dage hvor alt og intet består.
Min veninde skrev, på mit fødselsdagskort, at jeg var god til at blande de lyse dage med de mørke uden at gøre dem grå. Jeg husker ikke hvem der egentlig fandt på dette udsagn, men der kan være noget om det - at forstå sig på sine dage.
Nogle gange tænker jeg dog, at dagene bliver for mørke, men er det måske meningen? Er det noget man selv vælger? - at give efter og lade sig falde?
Måske denne handling er den eneste mulige forløsning på et længere pres, at lade sig falde til bunden for igen at kunne rejse sig op?
Hvordan når man ellers jorden igen, får balancen og kan løbe videre i næste lange krampetrækning?

Nogen lever et helt liv uden at reflektere over dets gang. Tænk, et liv uden livets større spørgsmål - blot fremadrettet og jævnt. Man siger at modgang gør stærk, men jeg tror også at det gør det svært og underligt uovervindeligt.