Det er nok ikke den stærke næstekærlighed eller den fælles kvindelighed et par ville komme til at dele. Man tænker på to kvinder der kærtegner og udforsker hinanden og man frygter for sit eget ve og vel, frygter for at det skulle komme over én selv. Denne gamle, hedenske tankegang hjemsøger os endnu og det at man endnu ikke kan komme sig over en så banal situation - at vi alle er forskellige og dog så ens af natur - fastholder os i benægtelse og frygt.
Glemmer vi, at vi, mand og kvinde imellem, har præcis samme lyster og behov? Skal billedet være "korrekt", før det ikke skaber ubehagelige fornemmelser hos omgivelserne og hvem siger at verden blev skabt til fordel for hetroisme!
Vi mangler stadigvæk en ambassadør for LGBT og det er da komplet latterligt, at vi ikke har nogen der vil og tør stå til ansvar og kæmpe for en så stor del af vores egen befolkning! Hvis nogen skulle have ret til et liv, skulle det da vore homosexuelle - stærkere mennesker findes velsagtens ikke. At turde stå op for sig selv og sine medmennesker, at leve livet som det skal leves, I frihed, I kamp og med en ro omkring sin egen person, hvilket få af os vel i virkeligheden aldrig kommer til at opleve. At vi så er nødt til at have rammer og kasser for at forstå disse forskelle, er vel det, der gør os til mennesker i et komplekst samfund.
Give it up - for andre end os selv. Måske det er på tide, at vi slipper egoismen en lille smule og begynder at acceptere omgivelserne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar