Hvor blev rygraden af?

Sætter man sig på en bænk og lader sig flyde sammen med denne, kan man i sin stilhed betragte livet i sin fart.
I går oplevede jeg kommunikation i sin skæve form. De fleste af jer kender det selv. Ordene er af dyb alvor, men udtrykket sjovt og sarkastisk. En kvinde sagde i spøg og med selvironi i stemmen "ej men du SAGDE altså mellem 16 og 16.30!!!"

Er vi blevet bange for at være alvorlige?
Bange for ikke at være sjove, åbne og ekstremt sociale?

Vores moderne tid byder på udadvendte super-mennesker! Vi har teknologien til at erobre succes og vi kæmper for, at vores væsen skal følge med i stigningen af karakter.
Men at være social bygger vel ikke på humor og en rygrad af gummi?
Jeg befinder mig ofte i kredse hvor humor spiller en stor rolle i kommunikationen og ofte udelades alvoren helt. Dette gør ofte samtalen tvetydig og let at misforstå og kan man ikke følge med, ryger man ud af selskabet.
Ved at udelade alvoren fjerner vi vores grænser. Egne grænser er ikke defineret og mener man intet alvorligt, kan man overskride andres grænser, uden at de påvirkede lægger mærke til det. Det er umuligt at passe på sig selv i dette rum og meget svært igen at påtvinge sig sine grænser uden at skubbe selskabet fra sig.

Jeg savner alvor! Alvor styrker karakteren, skaber perspektiv og kan sagtens være humoristisk. Meget få mennesker i mine kredse deler denne holdning med mig og det er dé få, jeg hygger mig bedst sammen med!
Alvor skaber ro, rette linjer og verden ligger på denne måde bare lettere tilgængelig for os.


Glædelig 3 december allesammen :)