Åha.. Så havde vi endnu en dag med homoseksualitet, litteratur analyseret helt ud til det yderste og reagensglasfostre som fremtidsdebat.
Vi går rundt og tænker, at verden er så dejlig. Solen skinner, himlen er blå og sygdommen er jaget bort. I dag kan man få nye ben, fjernet blindtarmen, bearbejde stress, få indopereret nye hjerter, forlænge håret og jeg ved ikke hvad. Hvor slutter mennesket og hvor begynder maskineriet?
Vi har mennesker der fræser derud af med med to affjedrende proteser som ben, hjerter der sprinter derudaf med balancerende pacemakere og vi har, grundet hår-transplantationer ikke længere skallede mennesker på jorden.
Jorden er ét stort mirakel af en udvikling!
Men hvad så når det begynder at tage overhånd? Når menneskets perfektionisme og effektivisme bliver styrrende? Så hedder det udelukkende reagensglas-børn og rugemødre, mekaniske medarbejdere i supermarkederne, topchefer og blå øjne?
Der er lavet uendeligt mange film og bøger om netop dette emne, for det er jo spændende og nervepirrende som bar' pokker, men helt ærligt!
Med kærlighed og omtanke for mit barn, skal ingen anden end jeg selv være den første til at knytte bånd med det! Kærlighed er det eneste der giver tryghed og en bærende, lykkelig fremtid - efter mit hoved ihvertfald.
At holde individet ud fra os, rette til og finpudse - dette kan umuligt skabe noget lykkeligt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar