Jeg sidder i øjeblikket med en eksamen i Historisk Læsning og dertil skal Grundtvigs "De Levendes Land" perspektiveres i en litteraturhistorisk sammenhæng.
Gunnar Jensen har skrevet en interessant bog om Grundtvig i en nutidig sammenhæng. Jensen ser vores verden som grufuld, grum og grå med næstehad og fjendske miner, og hvordan Grundtvig så egentlig passer ind, kan i denne sammenhæng være svær at legitimere.
Grundtvigs optimistiske livssyn var netop det interessante ved hans digtning og menneskesyn.
I jensens bog om vores verdens todeling, drømmeverdenen og virkeligheden, beskriver han det gudelige virke, nemlig kærligheden blandt mennesket. Som hos enhver anden digter, kan man finde både enighed og uenighed ved ens forhold til digterens standpunkter og dette er med til ikke blot at skabe forståelse, men er også standpunkttagen hos en selv i forhold til det omdiskuterede emne.
Ovenstående emne - kærligheden og det 20. århundredets forhold hertil er blot ét diskuteret emne fra Jensens bog, "De Levendes Land", men ikke blot fangede dette emne min opmærksomhed, det også provokerede mig.
Som "mange veje fører til Rom", fremlægger Jensen det, "der findes mange veje til kristendommen." Fint lille twist. Men hans moderne syn på kristendommen og hans vejledning til et ikke-kritisk syn på ikke blot kærligheden, men religion og forståelsen heraf er dybt kritisk.
Kærligheden ses både hos Grundtvig og Jensen som en guds hånd rækkende gennem himlen og ned til jordens muld. Kærligheden der iblandt os eksisterer, er ikke jordisk og menneskeskabt, men er en kristelig indflydelse på mennesket, som vi ved dåben tager til os.
For at billedet af vores nutid, som Jensen tidligere har sat op for os, giver mening, drejer han standpunktet om åndelig kærlighed og beskriver den som kødelige lyster og kærlighedshad for sin næste. Denne tilpasning til nutiden, giver ikke kun Grundtvig et groft twist af sex og dæmonisme, men giver også vores hverdag et gråt perspektiv af, hvordan vi omgås hinanden.
Til slut slutter han da også af med at dele en holdning om ligegyldighed. Forstår man sig ikke på de religiøse retningslinjer og idéen om en åndelig tilstedeværelse, er det klogest bare at lade det ligge. Altså - hvorfor skulle man dog også forholde sig kristisk til noget, der så basalt og grundlæggende i vores samfund skaber vores hverdag. Jeg tænker, at der er mange modsigelser i dette lille punkt og at dette som overanalyseret emne blot kan være en forseelse hos Jensen. Om ikke andet, så ser jeg dette som en kæmpe kritik af det danske samfund og det uddannelsessystem, der skal sørge for at vække vores interesse og nysgerrighed for en dyb og karakteristisk fortid og fundament for det levne liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar