Det er Januar og endnu et år er skudt igang med faverigt nytårskrudt og et ukendt antal champagneflasker.
Året kom igang og dagen skulle igen trækkes op på et stramt samlebånd af struktur og gøremål. Dog skete der noget uventet...
Jeg tog en tur til Københavns liv for at støtte min søster ved hendes optagelsesprøve ved konservatoriet og samtidigt besøge min kære veninde, Lilja.
Besøget bestod blandt andet i et visit hos Statens Museeum for Kunst. Efter at have oplevet og nydt halvanden time fyldt med moderne og oldgammel kunst i form af skitser, installationer, farvepletter, skulpturer, lyde og lys skete der noget uventet. Idet jeg nærmer mig den mest krævende udstilling på museet, går alle sikkerhedsdørene ned og jeg står efterladt og glemt i et rum med hospitalssenge, blinkene lys, skrig og snak. Tiden gik i stå. Når sådan noget sker, er der nok bare sket en fejl, men mens jeg står og bliver en del af denne installation på museet begynder en accept at indtage mig. "Well.. hvis det er en bombetrussel og en bombe skulle gå af - så kan jeg alligevel ikke gøre noget ved det!". Jeg lukker øjnene og trækker vejret dybt og roligt, finder min indre ro, men intet kan lukke sådanne omgivelser ude. Den kolde hospitalsstue var ikke længere en forbipasserende oplevelse af følelser - jeg var fanget i den. Installationen af lys og kvindeskrig var ikke længere et rum af minutiøs angst og tanke, men min fastlåste situation.
- Kunst sættes op som oplevelser til refleksion og påvirkning af de forbipasserendes liv - stof til eftertanke. Kunst er ofte en følelse som sættes under spot og udvikles, forklares og sættes til liv. Kan man ikke passere og efterlade disse følelser, fanges og tvinges man til at sætte sit eget liv til installationerne, bliver man en del af følelsen og refleksion er ikke længere en mulighed.
Jeg var så heldig at få to fribilletter til særudstillingerne i kompensation for min ubehagelige oplevelse.
Jeg begynder at tænke at der måske er en mening med alle disse ubehagelige oplevelser, disse fysiske påvirkninger i mit liv. Oplevelsen på museet holdt, uden at jeg var klar over det, ved et par dage og ved slutningen af ugen kom rystelserne, en chokudladning og angstanfald. Som om kroppen rystede al energien ud af musklerne.
Igennem hele mit liv har voldsomme og ubehagelige oplevelser påvirket mit liv, mit sind - hvad er det lige jeg styrkes op til? Livet? Livet har været igang i mange år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar