Med opmærksomheden fanget i menneskevidenskabernes retorikkapitler, slentrede omgivelserne afsted uafhængigt af mit nærvær. Troper, figurer og semantiske formler og træk kæmpede for at skabe forståelse for mit indre, men uden det store held. Kolde, kompakte skemaer var den eneste sande logik der formedes hos mig. Hvordan skulle disse besværlige, særegne ord nogensinde kunne give mening?
Pludselig afbrydes min læsning af en dyb, rungende stemme og dér for enden af lokalet, oppe på scenen stod en forfatter. Ikke en forfatter af den skrevne opstandelse, men en herre hvis hverdags-formål var at forfatte sine historier verbalt. Med ét udfoldedes hermeneutikkens regelsæt og mangefarvede teorier sig for mig, jeg oplevede mit studie i praksis og i samme øjeblik stormede forståelsen imod mig. Det er sjovt sådan, at et sammentræf skulle danne grundlag for en vellykket eksamen. Hele denne omstændighed var svar på hermeneutikkens væsen.
Senere talte jeg med min mor om denne oplevelse og selvfølgelig var svaret et betænksomt, drillende "jaa, men det er jo ikke altid bare sammentræf!"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar