Integration af intimiderende adfærd

Intimidering på åben skærm. Dette var overskriften på min eksamensopgave i Mediefag i gymnasiet. Opgaven handlede blandt andet om den opdragelse der overdrages daginstitutioner og medier, og intimideringen der tillades i tv-programmer. Jeg synes at der siden da er sket en forandring i vores samfund, en forandring i vores tilgang til disse programmer, en forandring af vores adfærd. På blot fem år er den overdrevne adfærd på tv som har syntes intimiderende og grænseoverskridende gået over til blot at virke overflødig og ligefrem kedelig. Her taler jeg for eksempel om Paradise Hotel og Linse og Gustav.
Hvad skete der?
Tog vi adfærden til os? Er den blevet integreret i vores samfund og skaber dette nu et større behov for mere ekstreme programmer?
Er vi overhovedet klar over denne form for opdragelse, denne refleksion af adfærd der ikke blot finder sted hos børn og unge, men alle der gentagne gange ser disse programmer?
Min bachelor vil omhandle og diskutere disse spørgsmål - når jeg nu engang skal igang med den.

Deltager i Paradise Hotel. 

Teksten under billedet lyder: 19-årige Nadia beskriver sig selv som hjælpsom, sjov og pisse sød. 

Mærk efter!

Vi taler ofte om grænser, hinandens grænser, egne grænser og om at være tro mod sig selv. Hvor langt bør man så strække dem for et andet menneske?

Jeg mødte engang en ven som havde en regel omkring samvær;
1. gang du begår en fejl overfor mig, så er det okay - alle kan lave fejl!
2. gang du fejler overfor mig, så får du en advarsel.
3. gang du fejler, så er det dét! Vi er ikke venner mere - også selvom du måske var min bror!

Er det virkelig nødvendigt at vi er så konsekvente? Måske.. for ved vi egentlig hvad grænser er? Kender vi dem vi omgås, eller er vi ganske enkelt ligeglade.. eller måske glemmer vi bare at reflektere?
Når dagen går sin gang, togene går til tiden, fuglene flyver over himlen - sætter sig på en tagryg, skyerne dækker for solen og pludselig! Pludselig var der en reaktion vi ikke så komme. Så vi overhovedet nogen af de forgående reaktioner?

Jeg har ofte selv stået med tanken; "når ja.. dette overlever jeg nu nok også og reflekterer så ikke mere over det", men hvornår er det så nok?
Min kære mor ville sige; "Mærk efter. Hvordan føles det i maven?". Og ja - bare det at skrive det, giver mig svaret. Det føles ikke godt!
Så her går grænsen altså.

Det er ikke ofte at blogindlæg besvarer egne stillede spørgsmål, men det er jo jul - så denne gang får I et svar med :)
Mærk efter!

Kønsdiskriminerende udløsninger

Så er kvindekønnet på tapetet igen!
England forbyder kvindelige udløsninger i pornografien.
Nogen mener det er kønsdiskriminerende og at forbuddet trækker kønsrollerne tilbage til middelalderlige dominanser. Andre mener det er systemets plan om at få fuld overvågning over landet.

- Vo intet vover, intet vinder.. Demonstrationerne kommer til udtryk med kvinder siddende overskrævs på liggende mænds ansigter.
Her voves det ordentlige folks facade og normalitetssans og det hele krakelerer i forsøget på netop at skærpe og forme normaliteten.
Gad vide hvad formålet egentlig er med dette forbud?

Politiken, Internationalt. Pornocensur udløser ramaskrig. Lørdag 13. dec. 2014

De historiske spring

Når vi snakker om at nationalitet ikke længere består - at der ikke længere findes en "fælles kultur" for et folkefærd - betyder det da at vi som individer er foranderlige i en samfundsmæssig forstand?
At vi ikke består, men som svævende og formændrende konstant er i bevægelse og til hver en tid kan forsvinde? Forsvinde som eksistens?
Er det det vi efterstræber i vores søgen på det universelle eller efterstræbes der blot en elasticitet i vores egenforståelse? - Altså at vi ved historiske forandringer formes som eksistenser eller at vi med forandringerne forsvinder i springet imellem fortid og fremtid?

"når alt kommer til alt er vi vel kun os selv - indtil også dette ændres!" Pernille Callesen

Vidnet

Var det den historiske tilgang til eksistensovervejelserne
eller var det den konstante strøm af orgasmer der bragende vidnede om min tilstedeværelse?

Hvad gjorde at jeg mistede mig selv?

Retorikerens snu sandhed

Retorikeren ejer ikke sandhed, men er ejer af snuhed, mod og evnen til at overtale andre.

Retorikeren ejer ikke nødvendigvis viden. 

- Platon - 

Politikken i mit barndomshjem er med argumenttyngende debatter og større diskussioner sjældent proppet med generel og faktuel viden. Om noget, så ikke i korrekt forstand ihvertfald - ikke når stædigheden tager over!

Platon, vores gamle demokrati-skeptiker, satte sandhed og retorik op for hinanden. Lægen ved hvad der er galt med patienten, men retorikeren er den der kan formidle budskabet. I min familie leger vi både læge og retoriker, men er legen virkelighed, eller skaber vi blot endnu en dimension i et allerede eksisterende skyggespil?

Verdenen hvor lyset fra ilden, rammer sine omgivelser og skaber vores verden på den anden side af væggen. Et skyggespil på klippevæggen.

Denne skinverden som Platon sætter op kopieres jo ud i forgreninger! Hver gang en retoriker leger læge, sættes endnu et skyggespil op, endnu en hule bliver skabt og ved denne kopiering graves de underjordiske gange blot dybere ned i undergrunden, væk fra udgangen til overfladen hvor sollys og ilt eksisterer. 

Med hvert vores mål slynger vi argumenter ud, uden begreb om den virkelighed de kunne afspejle - den virkelige verden som vi måske aldrig oplever. Jeg taler ikke om himmelen, ej heller om djævelens gemakker, men Matrix. Filmen hvor slavernes verden kun kan gennemskues af The one! Filosoffen der skal regne det hele ud, skille koden ad og sprænge skinverdenen i fragmenter, stykke for stykke indtil vi til sidst kan skue den virkelige sandhed.

Men er dette så egentlig ikke et spørgsmål om eksistens? Det meste handler sjovt nok om eksistens. Hvis vi blot oplever en skyggeverden, eksisterer vi så?

Synliggørelse af en fælles væren

Når alting går sin gang, efterlades blot en sølle refleksion. Refleksionen af en bevægelse, et aftryk af en tilstedeværelse, der er draget videre.
Efterkommere der imødekommes af disse kolde aftryk, uden at reflektere, må være efterkommere af de blindes verden.
Verdenen hvor ingen aftryk efterlades og hvor ingen bevægelser florerer i luften. Hvor genspejlinger i den dugtunge luft blot er et ekko af en skygge og hvor solens strålende lys fanges af stilheden og dræbes af intetheden.
Da går vi til.
Da var vi aldrig til.
Da var sygdom hvileløsheden selv.

Vores sølle, smalle væren og næsten usynlige aftryk er alt hvad verden består af. Alt hvad verden startede med. Alt og intet, men tilsammen en synliggørelse af en fælles væren.

- mit blotte aftryk er intet uden din refleksion!

De "kreative" sind

Hvad sker der når de "kreative" sind bokses igennem rutinemæssige hverdage?

        rutiner er godt
        rutiner er sundt
        men vidste man godt,
        man gjorde mig ondt?

"De kreative sind". Jeg kan ikke blive klog på, om dette er ondsindet eller positivt ladet? Beskrivelsen er lidt som Idioterne af Lars von Trier og lidt som Brejninge, hvor samfundet helst var dem foruden.
- De kreative sind.
Hvordan blev kulturen til?
Hvem skabte kulturen?
Hvor blev kulturen af?
Vi kender dem jo godt. Absintdrikkende, storrygende, gale, tossede, geniale og kulturskabende individer som eksempelvis Dan Turèll, et kultursprængende kreativt sind. Et individ og produkt af en manglende kreativ accept og virvaret imellem rammerne.

        jeg græmmes
        jeg væmmes
        jeg længes
        - jeg tror jeg halter

Hvad sker der når de bøjes og drejes ned i båsene af stål?

    Når dagen lægger ansigt til...

Skal selektivitet skabe dagen?

Vores selektive forståelse og fokus medvirker til skabelsen af dagen.
Har I overvejet hvad vi mon går glip af? Hvad hvis vi så tingene fra en anden vinkel eller at vi en dag valgte noget, vi ellers ikke ville have valgt.
Bliver dagen da en anden?
Skabelse og udvikling af stemninger og oplevelser er for det meste helt op til os selv og vores følelser har stor indvirkning på dette. Man kan velsagtens sige, at der opstår en total egoisme omkredsene hver enkelt individualitet. Det er først ved dannelse af grupper at vi vokser - når vi kan se ud over denne egoistiske selektivitet og fornemme individualiteterne omkring os.
Medfølelse og indlevelsesevne er som evner både selvopofrende og er egoistisk ladet, men for at opnå balance mennesker imellem skal vores selektivitet åbnes og udvides - udforskes. Oplever vi en højere form for samhørighed mennesker imellem, er udforskningen netop i bevægelse.
Denne burde aldrig forhindres eller stoppes!

Ekko af noget fortidigt

Det er en sjov fornemmelse.
Fornemmelsen af at gå i stå, hvor ikke blot sindet, men hvor hele verden går i stå. Bevægelser og retning fortsætter, men er dog blot et ekko af en fortidig handling, en fortidig tanke.

- følelsen af at gå i stå og samtidigt at være nødsaget til at følge trop - at kæmpe sig videre fremad.
Vi har dem allesammen - de dårlige dage, de grå, sortnende, ufordragelige, ondsindede og blanke dage hvor alt og intet består.
Min veninde skrev, på mit fødselsdagskort, at jeg var god til at blande de lyse dage med de mørke uden at gøre dem grå. Jeg husker ikke hvem der egentlig fandt på dette udsagn, men der kan være noget om det - at forstå sig på sine dage.
Nogle gange tænker jeg dog, at dagene bliver for mørke, men er det måske meningen? Er det noget man selv vælger? - at give efter og lade sig falde?
Måske denne handling er den eneste mulige forløsning på et længere pres, at lade sig falde til bunden for igen at kunne rejse sig op?
Hvordan når man ellers jorden igen, får balancen og kan løbe videre i næste lange krampetrækning?

Nogen lever et helt liv uden at reflektere over dets gang. Tænk, et liv uden livets større spørgsmål - blot fremadrettet og jævnt. Man siger at modgang gør stærk, men jeg tror også at det gør det svært og underligt uovervindeligt.

En ujævn "behåring" på kvindens bag!

Tidligere i dag skrev jeg om associationer.

Vi kender dem allesammen. De løse, dejlige, elastiske bukser - stretchy pants!
De mest afslappede, skønne bukser som bare går til alt.
Når man bruger sådan et par bukser godt op, begynder de bittesmå elastikker i stoffet efterhånden at give efter og så stikke de ud af buksestoffet.
I dag gik jeg bagved en kvinde som enten ikke havde set det, eller som tænkte at ingen ville lægge mærke til det.
Den lille utydelige syning bagi var efterhånden blevet strukket så godt ud, at alle elastikkerne der bandt sig dertil var gået op og dannede en ujævn form for "behåring" på kvindens bag. Når man så går der og reflekterer over sådan et tilfælde, vil man nødigt associere til noget lignende..
Hvorfor går vi egentlig med tøj der skal dække behåringen bagi, når det tøj man bærer afslører det selv samme? Har hun dog ingen behåring af denne slags, så sørger hun da ihvertfald, på sin egen specielle måde, selv for at fremkalde det!

Associerer vi maden?

Har I lagt mærke til, hvor meget vi associerer når vi spiser?

Min morgenmad i dag bestod af skyr med lidt hørfrø, mandler og moden pære. Da skålen var klar, gav jeg det et par dråber olivenolie og lidt honning. Olivenoliens kraftige og meget bløde, grønne smag gav morgenmaden et helt nyt ansigt.
Har I lagt mærke til, hvor meget vi associerer når vi spiser? Der hvor jeg sad og nød min friske morgenmad, begyndte jeg pludselig at tænke på risotto og pasta alla hvidløg og olivenolie, hvidvin og tappanader. At skulle slippe associationerne og nyde det nye sanseindtryk, som blot værende olivenolie, grøn, frisk, sart og lækker og ikke i forbindelse med andre retter, var faktisk noget af en udfordring!

Prøv at tilsætte noget til jeres ret som normalt ville være helt hen i vejret. Som regel sker der noget med måltidet og det er efter min erfaring kun gode oplevelser man får ud af det!
Udfordringen er dog at opleve den for, hvad den er og ikke hvad den minder om.

Godmorgen allesammen!

Kaotisk tomhed og glemsel - er det alt hvad livet kan rumme?

Hvornår begynder livet?
Er det når man endelig kan slappe af oven på alle anstrengelserne og ikke længere behøver at tage livet seriøst, eller er det når modenheden presser sig på og at man endelig forstår, endelig tør føle livet?
Der er vel mange muligheder og nuancer af denne tanke, men jeg kan ikke lade være med at tænke;
- ved vi egentlig, hvad vi vil - ved vi, hvad vi søger?
Livets gang - en samling af events og tidsrum sammenholdt af den røde tråd - dig - livet. Er det hele ikke ligemeget? Det er jo bare et liv, en hverdag, en time... alt tilgivet og alt glemt - ude af syne og så går turen videre til næste spændende event. Men hvad får vi egentlig ud af det? Reflekterer og lærer vi noget af vores oplevelser, eller er hemmeligheden ved livet blot at eksistere - blot at være til, indtil tidslommen fordufter og intet hverken tilbagelægges eller påvirkes?

Mennesket og den individualitet der knytter sig til dets eksistens skaber både en speciel, nærmest sjælden dynamik og samtidig et kaotisk forum for sig selv i dansen med sine omgivelser.
Kan man sige, at vi lever forskellige liv i det tidsrum hvori vores eksistens fremgår? At vi i forskellige tidslommer af vores liv fremstår anderledes end i andre, sætter et andet liv op?
Dynamikken heri og kaosset forårsaget af den selvsamme person står blot til glemsel og foragt på trods af den fascination der skabes herved. Kaotiske, modstridende bevægelser der blot skal leves og da glemmes.
Er det alt hvad livet kan rumme?

Kejserens bare numse

"Jeg så kejserens numse i går!"

En børnehaveflok passerer forbi min siddeplads ude foran bageren og ud af alle deres livlige og ihærdige samtaler overhører jeg kun denne sætning - om kejserens bare numse.
Dette fik mig til at tænke på mine jævnaldrende og vores samtaler. Skøre og sjove ting omhandler næsten altid bare numser om det er kærestens eller blot naboens forbipasserende bagparti.
Er det dét vi fanges af? Det forbudte og sjove som man som lille fniser af? Er det derfor at vi som voksne - nu da vi selv bestemmer - ikke taler om andet?
Kejserens bare numse!

Velbekomme!

Dagens indtryk

Dagens indtryk;

"Bliver mit hår for lyst til de grå her?"
En kvinde står med et par grå sko i hånden og ser spørgende på sin mand.
- Har et par sko på jorden nogensinde haft indflydelse på håret i himlen? - specielt når man i forvejen er klædt i udelukkende gråt tøj?

Hvad gør man når en to meter høj kvinde vandrer forbi? - man stirrer!
- Tænker på den herlige og almægtige kvindeligdom
- Tænker på de store sko og lange bukser hun skal ud at købe
- Tænker på hendes mand - skal man være "meget" mand for at være gift med en så høj kvinde? Skal man have nosser, eller blev de kappet af ved første kys de to imellem?
Kærlighed har ingen grænser, heller ikke i højden.

God dag til jer alle!

Vi forkrøbles - gør vi ikke?

Lyset gennem morgenduggen giver på ny træernes blade farve og horisontens smalle talje markeres i nattetrætte, matte nuancer. På ny formuleres og forkrøbles livet.

Som Jæger fremsatte samfundets morale som en forkrøbling af det naturalistiske liv, livet hvor seksualiteten sættes bag lås og slå. Hvad angår forkrøblingen af livet, kan man i dag fremsætte det samme. Denne debat om det frie liv satte dengang sine spor og i dag er vi mere frie end aldrig før - måske en tand for frie?
Det frie liv og vores sløsede omgang med hinanden dræber på samme måde som det “pæne samfund” med afholdenhed, de spirer vores liv indeholder og består af. De spirer der med seksualiteten, ikke blot ved den seksuelle akt, men ved hele udfoldelsen heraf, skulle vokse og skabe personlig udvikling. De visner nu igen, i vores nye århundrede, med manglende retningslinjer og integritet. Et hippiesamfund, hvor ungdomsoprøret hersker og hvor regelsættet ikke længere er under skred, men er helt og aldeles fraværende, skaber et kaos for både vores fælles sfære og for vores hver især personlige værdier. 

Lider vi under denne herskende samfundsordning eller er den sløsede, forvirrende frihed en positiv udvikling af vores værdier? Kan man sige, at bohêmekulturen har skabt overlast hos den passionerede og dermed med, vulgær magt, skubber ungdommen udover kanten til prostitution af personligheden? 
Sugar dating, som vi i dag kalder det, kan vel også ses som en spire af denne udvikling. I "de gode gamle dage" fandtes sugar dating selvfølgelig også, men blev ikke påtalt med samme entusiasme. Unge kvinder med ældre herrer har altid været til, men i dag navngiver vi det og debatten herom nærmest lovliggør denne nye dille. 

Kan man kalde det for en ny form for poesi - forsoningen mellem prostitution og almen lyst og sex, måske enda kærlighed?
Hvor prostitution som erhverv indeholder "oplæring", er vi i dag allerede i en tidlig alder så velinformerede og erfarne indenfor sex, at professionaliteten måske nu står for noget helt andet.
Hvor ligger forskellen egentlig imellem prostitution og gråzonen indenfor det selv samme blot kaldet "sugar dating" - det kærlige forhold sat op imod den rå, basale prostitution.

Ville et så frikendt samfund som vi oplever i dag mon kunne lære noget af ældre aldres poesi og romantik! Den ranke holdning og de galante manerer i samspil med det frie sind - eller har vi bevæget os så langt væk denne tid, at vi må opfinde nye måder at leve på?

Nogle gange tænker jeg på, hvad der egentlig skal til, før vi opnår en ny guldalder?

Er du "på"?

Hver dag oplever vi, hvordan folk gebærder sig med internettet som en del af hverdagen. Der er to former for brug af nettet. Der er dem som lægger alt ud om deres liv og bedrifter. - vi får alt at vide om skrevne stile og karakterer, historier om hundeklipning og babysvømning - og der er dem der værner om deres identitet og levne liv udenfor nettet. Det er en sjov kløft der efterhånden har dannet sig, for stort set alle virksomheder og systemer i samfundet fungerer over nettet, hvilket gør nettet til en voldsom magthaver.
Denne trend der florerer - at være" på" ... er dette en "sund" udvikling for den menneskelige tilværelse og har den egentlig noget med os, som individer, at gøre? Har dét at man er "på" noget at gøre med, "hvem" vi er og "hvad" vi er?

Flere har i dag ønsket mig tillykke med fødselsdagen, når vi har passeret hinanden på gangene og har så senere endnu en gang gentaget dette over nettet.
Til dette, skal det tilføjes, at personerne selvfølgelig får informationen, om at jeg har fødselsdag, over nettet, så dette er blot endnu en modstridende faktor i denne debat om livet over nettet.
Men denne trend - er du "på" - hvad bruger vi det til? Indimellem alle disse "givere" (de der deler alt), findes de der gemmer værdierne til senere mindestunder og egen personlige sfære. En ,for mig, særlig person fortalte mig, at hun ikke lagde de personlige billeder ud på Facebook (de billeder der betød aller mest for hende) for så forsvandt energien i dem - for hende - og dette kan jeg faktisk godt følge hende i!
Lægger vi konstant alt ud i mediesfæren, hvad har vi da for os selv? De stærkeste og kærligste minder, hvorfor deler vi dem i dag med alle og enhver?
Hvad har vi da at dele, at fortælle og at være fælles om når vi mødes med vores nærmeste ude i det virkelige liv? Vi har jo allerede delt det!
Bliver vi menneskers tilstedeværelse ikke blot et mere og mere goldt tilfælde af kommunikation?

Jeg synes det er interessant, eftersom vi mennesker, som sociale væsner, netop har brug for samvær og "berøring"/følelsen af andres tilstedeværelse for at mærke vores egen tilstedeværelse - vores egen eksistens!

En søndag i Studenterhuset

Med opmærksomheden fanget i menneskevidenskabernes retorikkapitler, slentrede omgivelserne afsted uafhængigt af mit nærvær. Troper, figurer og semantiske formler og træk kæmpede for at skabe forståelse for mit indre, men uden det store held. Kolde, kompakte skemaer var den eneste sande logik der formedes hos mig. Hvordan skulle disse besværlige, særegne ord nogensinde kunne give mening?
Pludselig afbrydes min læsning af en dyb, rungende stemme og dér for enden af lokalet, oppe på scenen stod en forfatter. Ikke en forfatter af den skrevne opstandelse, men en herre hvis hverdags-formål var at forfatte sine historier verbalt. Med ét udfoldedes hermeneutikkens regelsæt og mangefarvede teorier sig for mig, jeg oplevede mit studie i praksis og i samme øjeblik stormede forståelsen imod mig. Det er sjovt sådan, at et sammentræf skulle danne grundlag for en vellykket eksamen. Hele denne omstændighed var svar på hermeneutikkens væsen.

Senere talte jeg med min mor om denne oplevelse og selvfølgelig var svaret et betænksomt, drillende "jaa, men det er jo ikke altid bare sammentræf!"

Iagttagerens magt

Iagttagelsens magt er en usynlig påvirken.
År før du lærer om din egen person, har iagttageren forudset dit livs fremtidige udviklen. Simpel kropssprog og udsagn kan fortælle meget om en person, men ofte forstår og opfatter vi ikke vores egen udstråling.
Mange år før jeg endte på danskstudiet, havde både min dansklærer og mine forældre forudset denne retning. Jeg selv havde 1.000 andre ting i sinde.
Vi læser og forstår, sådan er det med alt - film, bøger, billeder, dyr, mennesker. Men ofte er spejlbilledet grumset og tåget. Hvorfor er det sådan. Jo - vores selvopfattelse, vores faverige billede, som vi ser for vores indre blik, er en substans, en form, som vi oplever ved dybere forståelse - skallen er bare sjældent derefter.

Finder vi overhovedet mening i personlig udvikling i form af viden, eller har vi det hele i røvgeviret?

Vi elsker at feste, at fyre den max af og bare give slip og indtil dette sker igen, træner vi fedtet af hofterne, så vi rigtigt kan ryste røv og imponere fyrene. Men hvornår talte du sidst med en, der havde viden udover mærket på ølflasken og sangen lydende i højtaleren?
Al fokus rettes mod sundhed, stramme, runde baller og et frækt smil til forbipasserende, men hvad med personligheden? Hvad med indeholdet, der skal fylde den veltrænede, skarpe skal?

Vores drukkultur og fokus på det ydre er en fantastisk evne som vi besidder - evnen til at give slip og til at have det sjovt. Det styrker selvværet og viser en anden side til den hårde skolegang og ansvaret deri.
Men finder vi overhovedet mening i personlig udvikling i form af viden, eller har vi det hele i røvgeviret?

Jeg siger ikke, at træning ikke er vejen frem til magt, udstråling og voksende passion, men dette stående som ene vejende faktor i et liv, hvor flere elementer af konversationer hører sig til, kan ses som mangelfuld og kedsommelig.
Hvad skal der til, før festkulturen ændres og nysgerrigheden vendes mod intellektet?

Åndelig sex i nutidens Danmark

Jeg sidder i øjeblikket med en eksamen i Historisk Læsning og dertil skal Grundtvigs "De Levendes Land" perspektiveres i en litteraturhistorisk sammenhæng.

Gunnar Jensen har skrevet en interessant bog om Grundtvig i en nutidig sammenhæng. Jensen ser vores verden som grufuld, grum og grå med næstehad og fjendske miner, og hvordan Grundtvig så egentlig passer ind, kan i denne sammenhæng være svær at legitimere.
Grundtvigs optimistiske livssyn var netop det interessante ved hans digtning og menneskesyn.
I jensens bog om vores verdens todeling, drømmeverdenen og virkeligheden, beskriver han det gudelige virke, nemlig kærligheden blandt mennesket. Som hos enhver anden digter, kan man finde både enighed og uenighed ved ens forhold til digterens standpunkter og dette er med til ikke blot at skabe forståelse, men er også standpunkttagen hos en selv i forhold til det omdiskuterede emne.

Ovenstående emne - kærligheden og det 20. århundredets forhold hertil er blot ét diskuteret emne fra Jensens bog, "De Levendes Land", men ikke blot fangede dette emne min opmærksomhed, det også provokerede mig.
Som "mange veje fører til Rom", fremlægger Jensen det, "der findes mange veje til kristendommen." Fint lille twist. Men hans moderne syn på kristendommen og hans vejledning til et ikke-kritisk syn på ikke blot kærligheden, men religion og forståelsen heraf er dybt kritisk.
Kærligheden ses både hos Grundtvig og Jensen som en guds hånd rækkende gennem himlen og ned til jordens muld. Kærligheden der iblandt os eksisterer, er ikke jordisk og menneskeskabt, men er en kristelig indflydelse på mennesket, som vi ved dåben tager til os.
For at billedet af vores nutid, som Jensen tidligere har sat op for os, giver mening, drejer han standpunktet om åndelig kærlighed og beskriver den som kødelige lyster og kærlighedshad for sin næste. Denne tilpasning til nutiden, giver ikke kun Grundtvig et groft twist af sex og dæmonisme, men giver også vores hverdag et gråt perspektiv af, hvordan vi omgås hinanden.

Til slut slutter han da også af med at dele en holdning om ligegyldighed. Forstår man sig ikke på de religiøse retningslinjer og idéen om en åndelig tilstedeværelse, er det klogest bare at lade det ligge. Altså - hvorfor skulle man dog også forholde sig kristisk til noget, der så basalt og grundlæggende i vores samfund skaber vores hverdag. Jeg tænker, at der er mange modsigelser i dette lille punkt og at dette som overanalyseret emne blot kan være en forseelse hos Jensen. Om ikke andet, så ser jeg dette som en kæmpe kritik af det danske samfund og det uddannelsessystem, der skal sørge for at vække vores interesse og nysgerrighed for en dyb og karakteristisk fortid og fundament for det levne liv.

Samtalen - en farverig middag værdig !

En 7 dags eksamen, læsestof, bøger, hjemmesider, filer med nyskrevne ord og vendinger og ind imellem alle disse foretagener, små pauser med the, mad og afslapning. Fladbrød med friskhakket, sursød relish af egen opskrift, fik mig til at indse noget.
Ved sammensætning af forskellige ingredienser ved forskellige retter i forskellige situationer, bruger vi vores forestillingssans mere end noget andet. Vi bruger vores forståelse af de enkelte ingrediensers form, smag, farve og duft til at sammensætte en ønsket instans.
Ved stressede situationer er det svært at fokusere og dermed påvirkes vores forestillingsevne og derved vores måltider. Måltiderne bliver i denne sammenhæng enten helt katastrofale i form af smagskollisioner eller omvendt næsten transparent neutrale, fordi at alt andet end den direkte næringskilde, deriblandt krydderier, er for meget at skulle overskue.
Det gik ved denne overvejelse op for mig, at vi ikke blot ved interagering med vores omgivelser nedbrydes, men at vi i denne sammenhæng sættes i en negativ spiral, hvor også vores "selv" er med til at nedbryde os.

Denne idé, denne tankegang er efter mit synspunkt argument nok, til at se samtaler som et redskab for al menneskelig vedligeholdelse.

Til fri fortolkning?

Mennesket har ingen sjæl
Mennesket har ingen identitet
Mennesket har intet køn ...

Hvem eller hvad er vi og i hvilke baner skal man da tænke, hvis vi intet er?

En hinde af intethed er ved at briste.
Skal vi udviske alle betegnelser, alle billeder, minder, rynker og lade skæbnen til tilfældigheder?
Er gråzonen på vej tilbage? Gråzonen hvor der ikke er plads til identitet, men hvor man placeres under en af de to kategorier "mand" og "kvinde".
Vi har i dag uendelige muligheder for at placere os i samfundet som et individuelt projekt, men så snart flerkønnet kom til, opstod trangen til at flette og slette grænserne. Nu handler det om at udviske de eksisterende, de forskellige, de intetanende. Nu er man intet, eller noget helt tredje. Spørgsmålet om eksistens står om noget til debat.
At billedliggøre mennesket står til fri fortolkning. Vores sind og fantasi er det skabende i processen, men hvordan kommer vi da til at se ud? Er der et "vi" og hvad lægges der bag facaden?

En pløre af farver og konturer
En sø dyb eller lav, slettende brederne og udviskende skoven skal definere hvem vi er.

Smid "privaten" ud!

Vi bliver mere og mere udadvendte.
Der er ikke længere noget, der hedder "privat".
Identiteterne er en styrrende faktor i, hvad vi kalder kommunikation.

Der tales om de offentlige rum. Vi lægger mere og mere af os selv ud i de offentlige medier, bl.a Facebook og snart er der intet, resten af verden ikke ved om os. Samtidig er medierne et sted, man promoverer sig selv og derfor benytter man sig af forskellige koder for at fremstå på en speciel måde. Slang og mere kække udsagn får den enkelte til at virke mere på og udadvendt.
Men denne udvikling, tænker jeg, kan være med til, at vi i stedet for at udvikle vores person, skaber en ny og bedre version af hvem vi er.
I stedet for at udvikle vores identiteter gennem og i takt med medierne, skaber og tilpasser vi vores identiteter til medierne.
Denne form for identitets-udlægning, tror jeg ikke på, skaber sikre og afbalancerede personer, men derimod, gennem kommunikationen, skabes der et ydre, og personen vi oplever, har måske intet med virkeligheden at gøre.
Det er let at følge med strømmen, at træde vande og stille og roligt flyde ud på det åbne hav. Men hvad så når båden pludselig forsvinder, identiteten krakelerer og du må finde ud af at være til uden at drukne.

Hvem er du så?

Ensomme smittende sygdom

Ensomme smittende sygdom, hvor kom du fra?

Grå toner, fuglekvidr udenfor murene, alt er stille.
Min drøm hang ved. Jeg vågnede i morges og kom til at slå vækkeuret fra. Min drøm var bedre end hvad der skulle til at ske. Morgenyoga, morgenmad og en lang cykeltur op på uni, for ikke at nævne en lang studiedag med metoder og hele molevitten. Så langt tænkte jeg selvfølgelig ikke i morges. Med knap åbne øjne tog jeg vækkeuret, slog alarmen fra og vendte mig igen under dynen med lukkede øjne.

Drømme kan have et stærkt tag i en. Mine er begyndt at tage overhånd. Jeg bor i en kælder, langt væk fra verdens overflade, langt fra livet som sådan.
Hernede er der selvfølgelig også liv, mit liv. Jeg tuller rundt for mig selv, ser en film, læser en bog, kokkererer, men det er alt sammen for mig selv, alene.
I morges skippede jeg ufrivilligt en lektion på uni. Drømmenene, mit sovende stadie tog over for min virkelighed.

Under tandbørstningen kom jeg til at tænke på, om det var ensomheden, der var begyndt at påvirke mit liv? Var jeg begyndt at blive tosset?
Ved morgenbordet slog jeg "ensomhed" op på nettet. Vidste I, at forskere mener, ensomhed er en smitsom sygdom!
Psykolog John Cacioppo som står bag en flerårig undersøgelse af ensomme mennesker og mener simpelthen, at vi smitter hinanden med sygdommen via vores væremåde og forventninger til hinanden.
Socialpsykolog Torben Bechmann Jensen er dog skeptisk overfor den teori og mener, det er opbygningen af vores samfund, der er årsagen til mange menneskers ensomhed.
Jeg tror på begge, men mit tilfælde er nok det nederste - hvis jeg skulle vælge.
Nederst på Politikkens side, stod der overskrifter henvisende til andre artikler;
- Studerende: Min generation er ramt af ensomhedsepidemi
- Ensomhed er et fælles problem
- Forsker: ensomhed er lige så dræbende som rygning
- Robotten bliver din bedste ven

Er ensomhed styrende og hvor styrrende kan den blive? Der er ingen tvivl om, at den kan påvirke liv, men kan den blive et "hele" og et altoverskyggende emne der ganske simpelt fremmer sindsyge og i sidste ende døden?

Man så igen - jeg tror bare, jeg tager cykelturen op på uni.


http://politiken.dk/forbrugogliv/livsstil/ECE850895/forskere-ensomhed-smitter/

Med livet som indsats

Den eksterne harddisk er til reparation!
Vanviddet står dig ud af øjnene og du begynder at fælde. Hele dit liv står på spil.
Billeder, filer, gamle rapporter, koder til bankboksen - hvor mange kopier skulle du have taget?
Vi lever i en verden, hvor alt kører på skinner, lever via filer og data og skal vi kommunikere, sker det over hovederne på os langt oppe i skyerne. Alt er markeret og gemt, men ikke i mapper og kasser, men som komprimerede filer ude af vores hænder - urørlige så at sige.
Men så sker det! Kaffekoppen vælter, tasken sprækker eller et jordskred af kaos får dit liv til at brænde sammen - rent bogstaveligt talt.
Som et frontalstød i et biluheld, hvor kun bulldozeren overlevede, trak harddisken vejret for sidste gang!

Når alt pludselig står på spil, mindes vi om, hvor fragile vores liv egentlig er!

En tak til Pernille Buhl for inspiration - din smerte er mit levebrød.

Landet af velsmag og total velbehag

Vi har været ved de store kompakte retter.
Vi har alle følt os snydt ved en 100 kroners forret, der nærmest usynligt på tallerkenen imiterede en form for råvare.
Vi har været i det elegante, det grove, det rå og det normale, det ualmindeligt kedelige og det overdrevent forfinede.

Mon ikke vi snart runder det velbalancerede, retterne der rummer både det æstetiske, en fylde så rund og fin og en smag der folder sig ud og omfavner gæsten - retterne der rummer det hele!
Det er meget få restauranter, jeg går fra med en lykkefølelse af veltilfredsstillelse og med en glæde over at have lagt flere hundrede kroner bag mig.

Jeg drømmer om at åbne mit eget lille delikate sted et sted i Italien, eller hvor som helst det nu kunne passe sig. Men dette sker først om 10.. 20.. 30 år. I mellemtiden håber jeg at kunne finde et sted, der rent faktisk formår at dyrke kokkekunsten helt ud til det skønne land af velsmag og total velbehag.

Kender du stedet man burde besøge?

"Recycle or DIE!"

"Recycle or DIE". Mode, stil og sind.
En ung kvinde gik med et net med dette udsagn. Hvordan alvorlige livssyn kan blive til stil og identitet er interessant at iagttage, for i dette tilfælde var det jo faconen teksten var skrevet med, der formede dagen og hendes køb.
Vi går rundt og ser smarte ud og går i virkeligheden rundt med hvert vores udråbstegn!!!!!

Livet passerer forbi

Toge snoer sig imellem husene. Forbindelser, signaler og tråde forbinder os på kryds og på tværs, uafhængigt af de liv, der former landskabet.
Er det fremskridtet der former menneskene og ikke omvendt?
Vi ser afskærmninger for transporten, der skal forbi og huse opkøbes og skubbes sammen, for at vi kan komme hurtigere frem.

- Livet passerer forbi.

En kur

En kur skal næsten lyde helt banal, før vi tror på, at den virker.
Hvad er det, der får mennesket til at gøre ekstreme ting?
At ændre på madvanerne med noget så simpelt som at udelade en enkelt madvare eks. kartofler er ikke godt nok. Målet er for langt væk, så hellere sulte sig en enkelt dag og VIRKELIG mærke forandringen. Vi knokler løs i hverdagen og vil se resultater før dagen er omme!
Hvis vi på samme måde, som vi arbejder på arbejdspladsen, håndterer kroppen, ændrer radikalt på den fra den ene dag til den anden - hvad sker der så ikke med sindet?
Hvis vi betragter os selv som let omskiftelige, sker der et skred med vores personlige værdier og etiske moral.
Så kan man pludselig begynde at diskutere menneskelige værdier på arbejdspladserne, hvad vi hver især er værd og hvor langt grænsen skal skubbes.
Skrider vi længere og længere væk fra vores menneskelige eksistens?
Skal der ændres på ytringsfriheden og hvem står egentlig for personlighedsdannelsen?

Godmorgen allesammen!

Vores verden i reagensglas

Åha.. Så havde vi endnu en dag med homoseksualitet, litteratur analyseret helt ud til det yderste og reagensglasfostre som fremtidsdebat.

Vi går rundt og tænker, at verden er så dejlig. Solen skinner, himlen er blå og sygdommen er jaget bort. I dag kan man få nye ben, fjernet blindtarmen, bearbejde stress, få indopereret nye hjerter, forlænge håret og jeg ved ikke hvad. Hvor slutter mennesket og hvor begynder maskineriet?

Vi har mennesker der fræser derud af med med to affjedrende proteser som ben, hjerter der sprinter derudaf med balancerende pacemakere og vi har, grundet hår-transplantationer ikke længere skallede mennesker på jorden.
Jorden er ét stort mirakel af en udvikling!

Men hvad så når det begynder at tage overhånd? Når menneskets perfektionisme og effektivisme bliver styrrende? Så hedder det udelukkende reagensglas-børn og rugemødre, mekaniske medarbejdere i supermarkederne, topchefer og blå øjne?
Der er lavet uendeligt mange film og bøger om netop dette emne, for det er jo spændende og nervepirrende som bar' pokker, men helt ærligt!
Med kærlighed og omtanke for mit barn, skal ingen anden end jeg selv være den første til at knytte bånd med det! Kærlighed er det eneste der giver tryghed og en bærende, lykkelig fremtid - efter mit hoved ihvertfald.

At holde individet ud fra os, rette til og finpudse - dette kan umuligt skabe noget lykkeligt!

Menneskets føjende behov

Tankerne bag forrige indlæg.

Der skabes i udviklingen af teknologier også et behov. Behov for underholdning, behov for gadgets, behov for stil og udstråling. I denne udvikling skabes der også et forhøjet behov for kontakt. Ikke nødvendigvis kontakt til omverdenen, men kontakt udadtil. En sikkerhed, en bekræftelse af ens eksistens. Her opstår også en trang til selviscenesættelse og egoisme.

Disse små dingenoter fylder efterhånden vores dagligdag og overtager naturlige lyster, længsler og behov.
Menneskets behov kan beskrives med et enkelt støbt ord. Overlevelse! Men hvor dette ord er ganske simpelt, er det som begreb om mennesket også meget komplekst. Overlevelse som sådan er mad, drikke og søvn, men ser vi i forhold til menneskelige forhold i vores nuværende miljøer, har glæde, sorg og lyster også en plads under dette emne.

Vi er allesammen forskellige, men fjerner vi "junk" i alle afstøbninger, McD, dårlig teknologi og signaler og fjerner vi overfloden af sukker, tænker jeg, at mennesket ville begynde at udvikle de individuelle værdier - på det menneskelige plan, det fysisk følende plan. Begynder dette at spire, vil det mentale plan automatisk følge med i processen!

Hertil hører det forrige indlæg og kan sættes i forlængelse af dette!

En lille idé og en sjovere livsstil

Profilerende individualitet og personlige værdier...

En lille idé og en sjovere livsstil;

I stedet for at poste statusopdateringer på nettet, søge job over nettet, bestille middagen over nettet, spille spil på nettet, i stedet for at motionere via maskiner så kom ud og nyd lyset udenfor. Tag ikke fri for alle dimserne/jeres gadgets, men strukturér livet, så du som menneske ikke er decideret afhængig af teknologi, men mærker efter, føler, oplever, prøver og fejler, vinder et liv som udviklende individ.

Prøv lykken - hvis du er heldig, vil du føle dig som et menneske igen. Luften er frisk!

Man kan jo se det sådan, at Terminator først blev en "levende maskine", da han lærte at føle ;) Så glem ikke den menneskelige del.

Glas & Dis

At opleve dagen som gennem en glasklokke.
Opleve at verden pludselig sidder nær en, at personer pludselig er for tæt på.
Alt for nært, som er man et andet sted, men med en omringende virkelighed. At kunne, at ville, at mangle et værende forståelseselement.
Turnerende i et spøgelseslandskab i tåge og dis, hvor blot skikkelser værende det levende indhold.
Nu hvor intet aner, intet kommer.

Intet levende opstå, hvor intet aner.

Espresso og impulsive tankespind

Varme strømme af impulsive tankesspind lægger et net over mine øjne. Når alt kommer til alt, var det jo blot en drøm, men alligevel kan jeg ikke lade den slippe ud i morgenstunden. Vi ved alle, hvad der er virkelighed og hvor sengelagnet stopper, men kunne vi dog bare blive ved drømmen og lade dét være vores virkelige væren. Verden ville blive en helt anden. Kunne lykken på den måde tilgængeliggøres?

Jeg tvivler.

Espressokandens bløde, varmende indhold bringer Italiens brise og bittesmå bagerier til mit morgenbord. I nat fandt jeg mig selv. Havde jeg været fransk, ville jeg lige nu sidde med en lang, tynd cigaret mellem pege- og langefinger og med min lange, slanke hånd lade cigaretten nå mine læber, hvorefter en lang, tyk røg ville sløre forbi mit ansigt. Jeg tænker tit på denne scene som en del af mit liv. Ikke som en drøm, ej heller en del af min virkelighed, men som en del af et rum i mit sind. Jeg ser der, en person med lyster, trængsler, en afhængig sjæl der blot ønsker frisættelse. Et fængslende tankespind undsættende normer og regler.

Siden jeg fik min længeønskede espressokande, har jeg drukket morgenkaffe hver eneste morgen efter min lækre portion velanrettede skyr. Det gør mig glad. Jeg har skabt mig et liv her i Odense. Det begyndte så godt, solen skinnede dagen lang og fuglene kvidrede udenfor min dør. Men så igen ramlede det hele sammen, som et tårn af klodser kolliderede mit liv med verden udenfor.

Sådan er livet. Vi falder og sårede kæmper vi os videre i en verden af hårdnakket livsmod. Mine kaffe er blevet kold. En lækker, blød tår fra kanden oveni skal gøre underværker. Som alle andre har jeg længsler og passioner. Jeg vil rejse, male, synge, opleve og udleve mine drømme, og helst skal det hele ske på samme tid. Men det meste af det har jeg hverken tid eller råd til. Er det ikke sådan meget af livet fungerer? En floreren af drømme, længsler og ønsker fængsler os til et net af arbejde, rutiner og handlemønstrer. Alt i alt handler det om prioriteringer, men ofte er det nemmere bare at følge strømmen. Lave noget ordinært og leve et liv som alle andre. Arbejde 24/7, ferie 10 dage om året mens vi drømmer om et helt liv fyldt med ferier og det grønnere græs på den anden side. Sådan vil jeg ikke leve mit liv.

Fuglene er begyndt at flyve rundt derude. De kvidrer, beretter om dagens nyt, mens de bygger reder omkring mit hus. Tænk engang at leve et liv i solen. Men igen - fugle lever og kæmper også for føden, så hvor forskelligt er deres liv egentlig fra vores? Det bedste ved dagen er morgenen, synes du ikke! Lækkert, ristet morgenbrød med blødt smør, dejlige skiver Vesterhavs-ost og italiensk, sød salami. Espressoen er selvfølgelig det bedste.

Jeg tænker tit på min nabo. Forhuset ser ganske almindeligt ud, små, gule påskeblomster ved indkørslen, revet grus hele vejen ind til haven og brune vinduesrammer og dørkarme. En flot pudset facade. Men bagved er vindueskarmene rustne. Enkelte ruder er smadrede og garagen ser hærget og vandskadet ud. Det kunne til forveksling ligne en gammel smedje, men det er svært at vurdere, hvad der egentligt gemmer sig derinde. Konen gammel og krumbøjet er venlig og tildeles morgenfrisk. Manden derimod virker indelukket, med fuget hud, lange rynker ned ad kinderne og med håret strittende ud til siderne river han dagligt indkørslen. Selvom de slet ikke bruger den. Der er så mange historier om naboen, der gemmer på uhyggeligheder i kælderen eller indespærede sjæle i garagen.

Et enkelt sip mere og så skal makeup og håret ordnes.

Med en blog fyldt med overvejelser om livet og vores væren i en verden eksisterende i denne travle tid, er det svært at finde på nye indlæg. Alligevel ser det ud til, at der altid opstår nye versioner af de allerede strømmende tanker.

Hvordan ser din morgen ud?

Carla - det rene sind.

Hvordan kan min verden umuligt være ligesom I andres?

Der ligger en sandhed i det at være oprigtig. Men det at være oprigtig handler i virkeligheden om, at kunne give plads for det som vil blive til. - Altså vil det at være oprigtig sige, at man ved hjælp af oprigtighed kan udvikle, forandre. Dermed menes der også, at man ikke kan være oprigtig, hvis man ikke er i stand til at give plads til forandring, derved også sin egen.
Uskyldigheden findes kun i sin rene form, i barnet. Den rene nysgerrighed, den rene glæde, rene gråd. Jeg oplevede i dag, en to-årig pige smile til mig og lige så stille satte hun sig mig nærmere - hun ville sidde og nyde solen, som jeg gjorde det.
Det glædesfyldte ansigt oplyste hele min verden.
Jeg havde følt, at alt kolliderede og at livet var en svær affære at forholde sig til, men det lille smil og at hun ville som jeg, gav mig råd for mit savnede "overskud" til glæde. SMIL og nyd livet. Jeg tænkte på akkurat det samme tidligere i dag, men havde ikke råd derfor.
Det glade, åbne sind gav mig mod og inspiration til at tage fat på livet og det oprigtige i hendes sind gav mig mod på at åbne mit eget. "Carla!" kaldte moderen.
Carla - du redede mig!

Euroman, afternoondrinks og en verden af prioriteringer!

Kender du også den simrende fornemmelse i kroppen?
Den der sætter alle følelser og fornemmelser på en spids og aktiverer dig fuldstændigt. Den der stjæler din ro, din indre balance og æder dit fokus som vingummier!

Vi kalder den stress, en indre uro, en ubalance.
Jeg har i mange år levet med stress. Da jeg var lille, fik jeg astmamedicin, fordi alt tydede på, at jeg havde astma og derfor ikke kunne trække vejret. Lige siden dengang har alt bevæget sig som en tornado, der gang på gang har skabt kaos i mit liv. Væltet min hverdag omkuld og hver eneste gang har jeg måtte samle stumperne sammen og på ny stable mit liv på benene. Jeg må indrømme, jeg bliver bedre og mere rutineret i at samle puslespillet, men hvor skønt ville det ikke være, hvis den indre balance var på plads og at tornadoen var nærmere en brise end en væg af beton.

Stress er dagens emne. Damebladene, Euroman, aviserne, Nyhederne og genudsendelses-programmer på DR. Alle er med på drillen og mange af os har stress. Vi har eksperter til at forklare os hvad stress er og andre eksperter til at fortælle os hvad vi skal og ikke skal gøre.
Vi elsker at have travlt, familie, sport, arbejde og en anden eller tredje interesse før sengetid. Alt skal gå stærkt, vi har flere bolde i luften og glemmer rent, at sindet og kroppen også skal have opmærksomhed. I dag kalder vi det coaching og der findes ganske rent omkring en million forskellige coachs omkring i verden. Det er smart og det hjælper os med at få styr på vores moderne, travle liv.
Tidligere kaldte man det Mad Men og afternoondrinks, der hurtigere end man kunne blinke blev til "beslutnings-" og "håndterings-drinks".

Hvis man står og bare ikke kan få ro, så gør som jeg. Det kan være svært, men det kan give selv den værste dag lidt luft.
Jeg selv fjerner størstedelen af dagens gøremål og sidder tilbage med en dag der hedder;
- studie.
- nogle timer til hvad jeg skulle have lyst til / evt. "ingenting" så man ikke bare maser nye ting på programmet.
- og om aftenen yoga.
Yoga er det, der giver mig sindsro og fokus og det styrker mine indre muskler og forbedrer min balance. Dette er mit frirum og det giver mig plads til at trække vejret!
Nogle gange skal man bare lade snakken være og sætte fokus på hvordan kroppen føles.

Ganske simpelt - prioriteringer der afgør dit livs forløb!

Vidtspredte ben og korslagte arme

Har du overvejet, at den måde du sidder på fortæller omverdenen, hvordan du ser dig selv og at de signaler du udsender, giver de omkringværende en idé om hvad du tilstræber.
Hvor nær må andre komme dig?
Hvad vil du selv lægge ud?

Et tydeligt eksempel er benene. Sidder du med vidtspredte ben eller er benene lagt over kors?
Sidder man overfor en, hvis ben er vidtspredte, er det et direkte signal, en blottelse af sit køn. Dette kan være dybt intimiderende og det kan være svært at se personen i øjnene, fordi personen, måske uden at vide det, skaber fokus et andet sted. Sidder personen overfor dig derimod med korslagte ben og arme, kan det være svært at nå personen, både mentalt og måske også i en fælles forståelse.

Man kan sige, at den "åbne" person spreder sin "person" bredere omkring sig, end den "lukkede" person. Mennesket har det med, at kopiere signaler. Ofte når vi står sammen i en gruppe, ender vi med at stå i samme stilling som dem omkring os. Det er en måde at indfinde sig. Dette sker også ved siddende positioner - sidder man lukket fra omverdenen reflekterer omverdenen på sammen måde "lukket" tilbage. Det er en måde at indfinde sig på, acceptere hinanden og på denne måde undgår man at træde hinanden over tæerne. Er man derimod helt "åben", nærmest udvisker man grænserne og bl.a i Danmark kan denne form for adfærd skabe angst hos nogen og derved skærper de omkringværende deres grænser. Skønne kultur!

Et individuelt behov for beskyttelse af sin person, selvfølgelig afhængigt af flere værdier, bl.a selvtillid, skaber et komplekst kommunikationsgrundlag. Kroppens kommunikation påvirker ordets kommunikation.

Dertil er det interessant at se på menneskets mønsterliv.
Vi kan tillærer os nogle sproglige egenskaber, der gør os i stand til at udsende forskellige signaler. Den kropslige kommunikation er derimod en svære del at omgås, da det er vores "væren" der pludselig skal ommoduleres. Tænker man for meget over ens gang, holdning osv, selvfølgelig afhængigt at ens individuelle situation kan dette sætte os helt ud af balance, da det er et spørgsmål om at være til og at fungere i en sammenhæng - en energi hvorved man modtager, hvad man sender ud - som en energi, en spænding der trækker og skubber os rundt imellem vores omkringværende.

Din og min virkelighed

Kære læser
Hvordan oplever du din virkelighed?

Vores verden er bygget op af individuelle virkeligheder, du og jeg har hver vores individuelle virkelighed og mødes vi, har vi sammen en virkelighed.
Står du i køen i netto og kigger personen foran dig i nakken. Lægger mærke til hans skæve klipning. De små linjer i skjortekanten. Dette øjeblik er din virkelighed, men du ved ikke hvad personen foran dig oplever eller tænker.
Jeg forestiller mig nogle gange, at personen foran mig ser verden i lilla nuancer. Hvorfor ikke? Vi ser tingene på forskellige måder, så hvorfor ikke beskrive dem med farver.
Er sindet til gengæld twisted, vil virkeligheden være en helt anden. Måske lever vi med forestillinger, fantasien der får lov til at udspille sig for øjnene af os og så bliver spørgsmålet om virkelighed pludselig en realitet.
Hvornår fader vores virkelighed over i forestillinger? Hvornår går vores fantasi hen og bliver vores verden, og kan man overhovedet tale om, at noget er fantasi? Set fra hvert individs synspunkt og siger vi, at virkelighed er individuelt, vil det sige, at uanset tilstand og sind, er hvert syn og liv virkelighed.

Udvikling og Eventyr

Hvorfor har mennesket brug for et hjem?

Vi taler altid om at rejse, at "nu skal vi altså til udlandet" eller "jeg trænger til at komme væk", "jeg vil ud at opleve noget". Jo længere væk des bedre og helst i længere perioder. År hvis det var muligt.
Vi tager afsted på Interrail, lægger "alt" bag os og oplever verden på egen hånd. Men alt er ikke lagt bag os.
Vi har stadigvæk et hjem at vende tilbage til. Vi har en familie, der til hver en tid vil hjælpe os på benene igen, hvis vi skulle ende i dybe huller. En familie der ved hjælp af teknologi sender penge hvis vi skulle mangle, eller hurtigt og nemt ville kunne komme til os ved hjælp af tidens transportmidler.

Hvad nu, hvis der ikke var noget at vende tilbage til? Hvis man rejste rundt for  rent faktisk at overleve. Ville vi da have samme mod, samme ånd med på turen? Ville det samme frie sind og lethed være det samme?
Det er altid sjovt at lege udforsker, helten i historien. Det er fedt at udvikle sig selv og opleve en anden hverdag end sin sædvanlige.
Men som i et hvert andet eventyr ender man, efter sin tur ude i verden, hjemme i trygge omgivelser.

Nogle gange skal man bare åbne øjnene og se hvad ens reelle omgivelser har at byde på. Højst sandsynligt det samme, som et hvert andet sted. Man skal bare træde ud af sine traditionelle mønstre.

Bare fragmenter

Kvalme.
Kvalme stiger
Kvalme falder

Kvalme.
Kvalme svier
Kvalme falmer

Jesus Christ et hovedbrud
var det dog bare et hovedskud
Fregner væggen over
lad dette blot være et cover

for mened ved dommens gang
dengang da åren sprang

Vi hang
en lang

Dengang da jeg var lille
Umoden
og blot et minde

Kvalmen stiger
Kvalmen falder
Nu blot her
Alt mindre end mer'.

aldrig mere
aldrig flere

Tåre blot trille kan

Tåre trille tungt,
tåre trille langt

Tåre ikke vide,
hvor tåre trille skal.
Tåre blot trille kan.

Originalitet

Et interessant emne er originalitet.
Der er altid en i klassen, der altid siger sin mening, har en ligeud attitude og aldrig holder sig tilbage fra at være sig selv! Denne fyr ville man se som en ener, en originalitet.
Spørger man Baudelaire, har fuldkommen oprigtighed dog intet med originalitet at gøre. Det kan godt være, at denne ener, denne person der altid siger sin mening, har selvtillid og derved hæves over et niveau af almindelighed, men efter Baudelaires tankegang, opnår man først originalitet ved intellektets oprigtighed. "Den selvstændige Aand er den, der bestandigt kæmpende tvinger Apollon og Dionysos til at blande Blod."
Den der klart i dybets renhed ser, kan klart sammenhænge skabe og derved skal originaliteten opstå.

Det samme kan man sige om kunsten. Denne uendelige debat - hvad er kunst? - efterhånden er ALT kunst!?
Paul la Cour: "Alverdens Kunstfuldhed er intet mod et Suk, som er oprigtigt."
Vi taler om sand kunst, ren kunst. Men er kunst ikke billeder, forklædninger, taler man ikke om maskeringer og gåder der i oprigtighedens sprog skal hviske dig gådens mål! Aldrig skal svaret på gåden komme dig for øre, men ledetråde vil udspringe for den der leder.
Intet oprigtigt er originalt, hvis ikke det bærer en maske.
Masken er ikke en væren, men et redskab. Et redskab der skaber afstand, ro og skaber et rum, hvor man kan være sig selv.
Altså er maskebærens oprigtighed sandhed, da sandheden fremkommer ved en oprigtig væren!

Volapyk eller spørgsmål - det er jo det sjove ved tankernes vrimlen.

Digtskrivning ud fra Overskrifter

Overskrifter fra Politikken, Torsdag 23. Januar 2014, KULTUR


Den dystre kristendom
en synkende skude
blår i øjnene og tro
Kan alt i Danmark virkelig bruges?
svært at gennemskue

Børn og unge svigtes
Kulturkamp på de skrå brædder

Stiller yderligere krav
faglig kvalitet og børnesager
mennesker på et sted
Er der en normal dansker til stede?

Pilledanmark på afvænning
Tarantino dropper western
opgør
Kærlighed skildret med oprigtig ømhed

Gør det rigtige første gang
Hun kæmper for ligestilling
Begejstret, absolut gehør
Hun udstiller nu billederne

Hvide busser og sorte kræfter
The last temptation
et rock'n roll-liv, mødes i det skjulte

Digitale ildsjæle
Jeg forstår de gode hensigter

Immortalitas - en higen efter os selv.

Fundamentet i vores hverdag

I mit tidligere indlæg "Det "at tro" er også "ikke at tro"", fortalte jeg jer, at jeg har gået med en følelse af ubetydelighed, en manglende tro på livet, på alt!, selv den dejlige, friskbryggede morgenkaffe!

Hvad gør man, hvis man ikke tror og har spørgsmål derved? Man går til en, der arbejder med tro hver eneste dag - en præst!
I dag tog jeg i kirke til en kort middagsandagt og lige præcis i dag talte præsten om tro. Jeg ville have snakket med ham efter andagten, men under hans prædiken besvarede han mit dybttyngende spørgsmål.
"Man siger tro kan flytte bjerge" - og netop dette tomrum hos mig havde fyldt og udslettet alt andet -, "men det er ikke det, Jesus siger", sagde præsten. "Jesus siger, at vi aldrig vil få en så storslået tro, ikke engang tæt på! Vi kan fylde vores liv med guds love og hver dag vil vi kæmpe for, at de giver mening."
- her vil jeg vælge at sige et regelsæt, nogle for os hver især værdigfulde regler og hver dag kæmpe for meningen derved.
Ved siden af alteret hang der et billede af en bedende med overskriften "Immortalitas" - Vi higer efter uddødeligheden, fordi vi ser os selv som utilstrækkelige.

Vi går og er så moderne, sætter naturen på skrå, for at overvinde vores dødelige adfærd og så alligevel er den oldgamle religion, Kristendommen, en simpel og åbenbart mere værdifuld enhed for os alle, end vi går og tror. Måske lægger vi ikke mærke til det, men jeg tror de fleste af os har et liv, der passer til denne regelsæt-hverdag.
Jeg satte spørgsmål ved presset, det moderne liv, trends, speed, knokleri og magt og i al rodet mistede jeg mig selv. Det skulle vise sig, at det mest fundamentale skulle rede mig og forklare mig livet i sin simple form.

Desuden har Odense Domkirke en fantastisk organist!

Sex - en egoistisk affære.

Sex - en egoistisk affære.
Ofte vil man tænke på samleje som noget energisk og nært, men jeg tror man forveksler, det at mærke sig selv og det at opleve nærheden med et andet menneske.
Jeg har kun haft ét rigtigt forhold i mit korte liv. Sikkert fordi jeg har misforstået ovennævnte.
Det at mærke sig selv, mærke energien strømme igennem en og fylde en til tåspidserne er en fantastisk følelse. Men dette knytter som sådan ikke en til et andet menneske. Derimod er tiden før og efter et samleje interessant, fordi man her læser og vurderer hinanden. Måske sover man sammen, mærker et fælles åndedræt, taler sammen, griner sammen og mærker hinandens væsen.
Nærhed er en blanding af forståelse, respekt og kærtegn.

Kan man sige, at sex i realiteten er en ekstremt egoistisk affære? Man kan sammen blive enige om at noget er dejligt og andet er mindre interessant, men hver især går man efter fuldbyrdelse og total tilfredsstillelse. Derfor vil vi i begyndelsen af et forhold ofte være ene om denne mission, da nærheden først kommer i spil efter et stykke tid. Her taler jeg ikke om år, men om dage eller uger.
Kan man da sige, at vi har en affære med os selv? At vi har sex med os selv, snyder os selv for nærvær og kontakt og i sidste ende sårer os selv ved, at have været uopmærksomme og at have glemt os selv?
Jeg tror man skal tænke over, hvad man udsætter sig selv for, da man i alle tilfælde giver et stykke af sig selv til andre parter, og i sidste ende stille vil sygne bort.

Nærhed - en sårbar affære.

Det "at tro" er også "ikke at tro"

Min mor sagde noget fantastisk tidligere i dag.
Vi talte om at få ro på og om hvordan tro på mange måder kan påvirke.
"Pas på dig selv - det at tro er også ikke at tro."

Hvad betyder det egentlig?
At man ved at lægge sin tro hos noget andet end sig selv, skaber mistro til livet selv? Manglende tro på sig selv og egen dømmekraft?
Der er helt sikkert mange faktorer i en diskussion om et sådant emne, men hvor går grænsen mellem det at tro og selve det at vie sit liv til noget andet end sig selv?

Jeg tror på mange ting, skabelse, processer og udvikling, jeg tror på, der er noget godt i alle mennsker (dette ikke ensbetydende med at alle mennesker er gode) jeg tror på god mad og vin, jeg tror på verden og livets mange muligheder... Men ligegyldigt hvad man tror på, om det så er mad, biler eller gud, skal man have sig selv med i det.
Det er svært ikke at miste sig selv i processer, vi rives med, knokler derudad og glemmer at mærke efter. Hvordan har jeg det, hvad tænker jeg, hvad tror jeg på!?

For et par dage siden vågnede jeg med en følelse af ligegyldighed. En følelse af at intet gav mening fyldte min krop. Studiet, rutiner, min egen eksistens havde ingen betydning.
"Pas på dig selv - det at tro er også ikke at tro"
Kan det "ikke at tro" også være "at tro"?
Jeg tror ikke på gud.. Kan det så betyde, at jeg tror på selve eksistensens liv alene?
Er det nok?
Mange bruger gud som en støttepæl, når livets mening et øjeblik giver fald. Hvad med os der ikke tror på gud? Hvad har vi, at holde os oppe med, når troen på os selv svigter?

Et alt-grundlæggende mørke

Noget der i mange år har jaget mig, en skygge, en ven i mørket. Noget der har fyldt mit liv med usikkerhed og ubehag.
Én gang for mange år siden var jeg ved at give efter for den, men måtte nøjes med smerten i min krop.

Hvad sker der hvis man giver efter?
Den er der stadigvæk, dvælende og krævende. Mit liv er fyldt med op- og nedture, men aldrig vil skyggen være grunden derved. Den er blot en følgesvend, en makker, en ubehagelig ven. Hvad ville der ikke ske, hvis jeg tog med den?

Det er netop, hvad mine tanker oftere kredser omkring. Hvad ville der IKKE ske, hvis alt pludselig stod stille, hvis alt pludselig blev mørkt.
Jeg troede jeg var deprimeret, hvilket man vel er, når man tænker på døden - oftere end en enkelt gang om måneden.
Det er dog blevet mig klart, at døden er en afsats, en sidevej på min vej som kræver min opmærksomhed og jeg er nødt til at stille spørgsmål ved denne.
Denne del af livet.
Hvad er døden? hvad er den for mig, denne skygge der mig for evigt vil følge?
Hvordan kan man ikke være nysgerrig!

Ved at dele disse informationer, disse tanker om det mørkeste eksisterende mørke, hvad er da tilbage? Hvor starter man da?
De kommende indlæg vil bl.a. handle om dette overskyggende mørke, der alt-grundelæggende bærer os på vej. En evig kamp, et evigt liv.

Tag hånd om essensen!

Dagens udfordring og mål - at indfange sjæl!

Vi spørger os selv "hvad er essensen?"

Hvad er indholdet, hvad giver mening, hvad viser udtryk?

I stort set alt handler det om at finde sjælen. Om det handler om et byggeprojekt, eller brygning af kaffe er uden betydning. 

Men hvordan indfanger man så sjæl? Hvor er skellet mellem den konstruerede og den naturlige sjæl? Er der en forskel?

Jeg mener alle burde læse Paul la Cours Fragmenter af en Dagbog. Bare et par sider om dagen ind imellem Nyhederne på TV2 og Stifttidens katastrofeartikler. Lidt livsforståelse og -poesi kunne gøre godt for de fleste og sætte et friskt syn på, hvordan man kan tage hånd om essens.

Den simple konstruktion. Hvordan fanger man billedet af sjæl i stedet for selv at konstruere et!? Hvordan beskriver man kernen uden blot at gengive den?

Nattens inderste liv

Kender I det..
man lægger sig til at sove, og gennem drømme falder det hele på plads.
Vores inderste lever et individuelt liv og får ro og klarsyn, mens mørket udenfor liver op.
Slør og vat forsvinder og klart skinner stjernerne igennem.
I dag er uret igen trukket op.

De du omgives, ligner dig!

Vi omgiver os med folk, der ligner os. Eller folk vi selv synes vi ligner.
Vi anbringer os i situationer, vi synes definerer os.

Betænksomme typer, energifyldte typer, den moderne slags! Vi går konstant i en overvejende bobbel, definerende hvem vi er. Jeg befinder mig på en jazzcafé, altså har jeg en skjult dybere rytme, dybere tanker og en dybere, kreativ kultur.
Vi lever i en verden, hvor det er nødvendigt, at vide hvem man er, eller hvem man vil være.
Men finder vi nogensinde ud af det, eller vil det altid være et spil?

"Hjernens tomrum"

Vi arbejder alle forskelligt, i forskellige rum, ved hjælp af forskellige arbejdsprocesser og -teorier og med hvert vores interesseemne skaber vi verden.

Jeg selv arbejder bedst med liv omkring mig, en café, et fælleslokale eller lign. Andre foretrækker komplet stilhed omkring sig, det kan bl.a være for, ikke at blive distraheret og miste fokus fra arbejdsemnet.

Et begreb, et ord, en hjernefis svirrede i luften tidligere i dag. “Hjernens tomrum”!

At omgive sig med larm, at fylde hjernens tomrum og derved kun bruge energi på sit arbejdsemne.

Kan vi have deciderede tomrum i hjernen? Vi ved, at hjernen er en enorm kapacitet og at vi langt fra benytter os af hele denne. Men hvad får os til, at tænke på den ubrugte del som “tomrum”?

Er det måske manglende inspiration der fylder hjernen med stilhed, måske ligefrem en følelse af larmende stilstand som vi da ønsker at besvare, fylde ud, med lyd?

Eller er vores kreativitet, vores proces som ord? Paul la cour skriver, “Det er med Ordene som med bølgerne paa Havet: de strømmer. Kun i Bevægelse lever de.”

Kan man da sige, at vi først i organisk bevægelse med resten af det rum vi befinder os i, kan sætte gang i produktionen af kreativitet og først da vil den blomstre og folde sig ud på papir?

Alle har brug for inspiration og derefter ro til at reflektere derover. 

Er der en linje, en grænse mellem “inspiration” og “udfyldning af tomrummet”?

For længe siden i nattens mulm

http://yourlisten.com/pernille.callesen/street

Evnen til et kontemplativt liv

Noget der længe har svirret i min bevidsthed, er spørgsmålet om vores levende væsen.
- Er vi bange for at blive glemt?

Paul la Cour blotlægger det så fint:

"Det moderne Menneskes Nød: at det ser sig berøvet Evnen til at leve kontemplativt, leve Samliv.
I denne Evnes Bortfald finder du Roden til vor Isolation. Fordi vi misforstod Kontemplationens Væsen, mistede vi Muligheden for at opleve i Helheder, hvile i et Sammenhæng."

Kan det dermed tænkes, at vi higer efter opmærksomhed? At vi higer efter noget, vi ikke ved, hvad er eller kender til? Nemlig Kontemplationen!

Aldrig skal enderne samles

En tosset, gammel dame lånte engang min kuglepen og forsvandt da med den. Hun vidste godt, hun havde stjålet den. Det var tydeligt.
En forvrænget, gammel mand sagde mig engang, at jorden er mere end rund. Den har mange kanter og leder og aldrig skal enderne samles. Jeg ville så gerne leve i den verden.
Jorden så rund og simpel den er, synes kun at gøre vores virkelighed mere besværlig, mere kompliceret.
Alting former sig omkring os. Jo mere snævre og kantede bygningerne bliver, jo sværere bliver det at passe ind. Jo større roller og passager der skal udfyldes, jo mindre bliver vi selv.

Aldrig har verden været så lille, blot en flig
Aldrig har livet været så forsmående
Aldrig skal enderne samles, ej nu, ej senere hen

Spirende appetit

Luftens ledende tråde der os omgivende viser vej,
er som brandmandens fangende arme, fængende og skæbnesvangre.
Hvilke vi vælger at følge og hvilke vi vante snoer os udenom,
er naturligt instinkt og snilde, gamle rutiner.

Et sådant tilfælde anses for ligegyldigt og regnes for mindre,
men anbringes denne under lup,
vil klart være livets svære gang.
Et svangert system hvad stilstand og tøven intet vedkommer,
men hvor appetit udvokser, tråde vil spire og deraf bøje.