Vi arbejder alle forskelligt, i forskellige rum, ved hjælp af forskellige arbejdsprocesser og -teorier og med hvert vores interesseemne skaber vi verden.
Jeg selv arbejder bedst med liv omkring mig, en café, et fælleslokale eller lign. Andre foretrækker komplet stilhed omkring sig, det kan bl.a være for, ikke at blive distraheret og miste fokus fra arbejdsemnet.
Et begreb, et ord, en hjernefis svirrede i luften tidligere i dag. “Hjernens tomrum”!
At omgive sig med larm, at fylde hjernens tomrum og derved kun bruge energi på sit arbejdsemne.
Kan vi have deciderede tomrum i hjernen? Vi ved, at hjernen er en enorm kapacitet og at vi langt fra benytter os af hele denne. Men hvad får os til, at tænke på den ubrugte del som “tomrum”?
Er det måske manglende inspiration der fylder hjernen med stilhed, måske ligefrem en følelse af larmende stilstand som vi da ønsker at besvare, fylde ud, med lyd?
Eller er vores kreativitet, vores proces som ord? Paul la cour skriver, “Det er med Ordene som med bølgerne paa Havet: de strømmer. Kun i Bevægelse lever de.”
Kan man da sige, at vi først i organisk bevægelse med resten af det rum vi befinder os i, kan sætte gang i produktionen af kreativitet og først da vil den blomstre og folde sig ud på papir?
Alle har brug for inspiration og derefter ro til at reflektere derover.
Er der en linje, en grænse mellem “inspiration” og “udfyldning af tomrummet”?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar