Det "at tro" er også "ikke at tro"

Min mor sagde noget fantastisk tidligere i dag.
Vi talte om at få ro på og om hvordan tro på mange måder kan påvirke.
"Pas på dig selv - det at tro er også ikke at tro."

Hvad betyder det egentlig?
At man ved at lægge sin tro hos noget andet end sig selv, skaber mistro til livet selv? Manglende tro på sig selv og egen dømmekraft?
Der er helt sikkert mange faktorer i en diskussion om et sådant emne, men hvor går grænsen mellem det at tro og selve det at vie sit liv til noget andet end sig selv?

Jeg tror på mange ting, skabelse, processer og udvikling, jeg tror på, der er noget godt i alle mennsker (dette ikke ensbetydende med at alle mennesker er gode) jeg tror på god mad og vin, jeg tror på verden og livets mange muligheder... Men ligegyldigt hvad man tror på, om det så er mad, biler eller gud, skal man have sig selv med i det.
Det er svært ikke at miste sig selv i processer, vi rives med, knokler derudad og glemmer at mærke efter. Hvordan har jeg det, hvad tænker jeg, hvad tror jeg på!?

For et par dage siden vågnede jeg med en følelse af ligegyldighed. En følelse af at intet gav mening fyldte min krop. Studiet, rutiner, min egen eksistens havde ingen betydning.
"Pas på dig selv - det at tro er også ikke at tro"
Kan det "ikke at tro" også være "at tro"?
Jeg tror ikke på gud.. Kan det så betyde, at jeg tror på selve eksistensens liv alene?
Er det nok?
Mange bruger gud som en støttepæl, når livets mening et øjeblik giver fald. Hvad med os der ikke tror på gud? Hvad har vi, at holde os oppe med, når troen på os selv svigter?