aldrig mere
aldrig flere

Tåre blot trille kan

Tåre trille tungt,
tåre trille langt

Tåre ikke vide,
hvor tåre trille skal.
Tåre blot trille kan.

Originalitet

Et interessant emne er originalitet.
Der er altid en i klassen, der altid siger sin mening, har en ligeud attitude og aldrig holder sig tilbage fra at være sig selv! Denne fyr ville man se som en ener, en originalitet.
Spørger man Baudelaire, har fuldkommen oprigtighed dog intet med originalitet at gøre. Det kan godt være, at denne ener, denne person der altid siger sin mening, har selvtillid og derved hæves over et niveau af almindelighed, men efter Baudelaires tankegang, opnår man først originalitet ved intellektets oprigtighed. "Den selvstændige Aand er den, der bestandigt kæmpende tvinger Apollon og Dionysos til at blande Blod."
Den der klart i dybets renhed ser, kan klart sammenhænge skabe og derved skal originaliteten opstå.

Det samme kan man sige om kunsten. Denne uendelige debat - hvad er kunst? - efterhånden er ALT kunst!?
Paul la Cour: "Alverdens Kunstfuldhed er intet mod et Suk, som er oprigtigt."
Vi taler om sand kunst, ren kunst. Men er kunst ikke billeder, forklædninger, taler man ikke om maskeringer og gåder der i oprigtighedens sprog skal hviske dig gådens mål! Aldrig skal svaret på gåden komme dig for øre, men ledetråde vil udspringe for den der leder.
Intet oprigtigt er originalt, hvis ikke det bærer en maske.
Masken er ikke en væren, men et redskab. Et redskab der skaber afstand, ro og skaber et rum, hvor man kan være sig selv.
Altså er maskebærens oprigtighed sandhed, da sandheden fremkommer ved en oprigtig væren!

Volapyk eller spørgsmål - det er jo det sjove ved tankernes vrimlen.

Digtskrivning ud fra Overskrifter

Overskrifter fra Politikken, Torsdag 23. Januar 2014, KULTUR


Den dystre kristendom
en synkende skude
blår i øjnene og tro
Kan alt i Danmark virkelig bruges?
svært at gennemskue

Børn og unge svigtes
Kulturkamp på de skrå brædder

Stiller yderligere krav
faglig kvalitet og børnesager
mennesker på et sted
Er der en normal dansker til stede?

Pilledanmark på afvænning
Tarantino dropper western
opgør
Kærlighed skildret med oprigtig ømhed

Gør det rigtige første gang
Hun kæmper for ligestilling
Begejstret, absolut gehør
Hun udstiller nu billederne

Hvide busser og sorte kræfter
The last temptation
et rock'n roll-liv, mødes i det skjulte

Digitale ildsjæle
Jeg forstår de gode hensigter

Immortalitas - en higen efter os selv.

Fundamentet i vores hverdag

I mit tidligere indlæg "Det "at tro" er også "ikke at tro"", fortalte jeg jer, at jeg har gået med en følelse af ubetydelighed, en manglende tro på livet, på alt!, selv den dejlige, friskbryggede morgenkaffe!

Hvad gør man, hvis man ikke tror og har spørgsmål derved? Man går til en, der arbejder med tro hver eneste dag - en præst!
I dag tog jeg i kirke til en kort middagsandagt og lige præcis i dag talte præsten om tro. Jeg ville have snakket med ham efter andagten, men under hans prædiken besvarede han mit dybttyngende spørgsmål.
"Man siger tro kan flytte bjerge" - og netop dette tomrum hos mig havde fyldt og udslettet alt andet -, "men det er ikke det, Jesus siger", sagde præsten. "Jesus siger, at vi aldrig vil få en så storslået tro, ikke engang tæt på! Vi kan fylde vores liv med guds love og hver dag vil vi kæmpe for, at de giver mening."
- her vil jeg vælge at sige et regelsæt, nogle for os hver især værdigfulde regler og hver dag kæmpe for meningen derved.
Ved siden af alteret hang der et billede af en bedende med overskriften "Immortalitas" - Vi higer efter uddødeligheden, fordi vi ser os selv som utilstrækkelige.

Vi går og er så moderne, sætter naturen på skrå, for at overvinde vores dødelige adfærd og så alligevel er den oldgamle religion, Kristendommen, en simpel og åbenbart mere værdifuld enhed for os alle, end vi går og tror. Måske lægger vi ikke mærke til det, men jeg tror de fleste af os har et liv, der passer til denne regelsæt-hverdag.
Jeg satte spørgsmål ved presset, det moderne liv, trends, speed, knokleri og magt og i al rodet mistede jeg mig selv. Det skulle vise sig, at det mest fundamentale skulle rede mig og forklare mig livet i sin simple form.

Desuden har Odense Domkirke en fantastisk organist!

Sex - en egoistisk affære.

Sex - en egoistisk affære.
Ofte vil man tænke på samleje som noget energisk og nært, men jeg tror man forveksler, det at mærke sig selv og det at opleve nærheden med et andet menneske.
Jeg har kun haft ét rigtigt forhold i mit korte liv. Sikkert fordi jeg har misforstået ovennævnte.
Det at mærke sig selv, mærke energien strømme igennem en og fylde en til tåspidserne er en fantastisk følelse. Men dette knytter som sådan ikke en til et andet menneske. Derimod er tiden før og efter et samleje interessant, fordi man her læser og vurderer hinanden. Måske sover man sammen, mærker et fælles åndedræt, taler sammen, griner sammen og mærker hinandens væsen.
Nærhed er en blanding af forståelse, respekt og kærtegn.

Kan man sige, at sex i realiteten er en ekstremt egoistisk affære? Man kan sammen blive enige om at noget er dejligt og andet er mindre interessant, men hver især går man efter fuldbyrdelse og total tilfredsstillelse. Derfor vil vi i begyndelsen af et forhold ofte være ene om denne mission, da nærheden først kommer i spil efter et stykke tid. Her taler jeg ikke om år, men om dage eller uger.
Kan man da sige, at vi har en affære med os selv? At vi har sex med os selv, snyder os selv for nærvær og kontakt og i sidste ende sårer os selv ved, at have været uopmærksomme og at have glemt os selv?
Jeg tror man skal tænke over, hvad man udsætter sig selv for, da man i alle tilfælde giver et stykke af sig selv til andre parter, og i sidste ende stille vil sygne bort.

Nærhed - en sårbar affære.

Det "at tro" er også "ikke at tro"

Min mor sagde noget fantastisk tidligere i dag.
Vi talte om at få ro på og om hvordan tro på mange måder kan påvirke.
"Pas på dig selv - det at tro er også ikke at tro."

Hvad betyder det egentlig?
At man ved at lægge sin tro hos noget andet end sig selv, skaber mistro til livet selv? Manglende tro på sig selv og egen dømmekraft?
Der er helt sikkert mange faktorer i en diskussion om et sådant emne, men hvor går grænsen mellem det at tro og selve det at vie sit liv til noget andet end sig selv?

Jeg tror på mange ting, skabelse, processer og udvikling, jeg tror på, der er noget godt i alle mennsker (dette ikke ensbetydende med at alle mennesker er gode) jeg tror på god mad og vin, jeg tror på verden og livets mange muligheder... Men ligegyldigt hvad man tror på, om det så er mad, biler eller gud, skal man have sig selv med i det.
Det er svært ikke at miste sig selv i processer, vi rives med, knokler derudad og glemmer at mærke efter. Hvordan har jeg det, hvad tænker jeg, hvad tror jeg på!?

For et par dage siden vågnede jeg med en følelse af ligegyldighed. En følelse af at intet gav mening fyldte min krop. Studiet, rutiner, min egen eksistens havde ingen betydning.
"Pas på dig selv - det at tro er også ikke at tro"
Kan det "ikke at tro" også være "at tro"?
Jeg tror ikke på gud.. Kan det så betyde, at jeg tror på selve eksistensens liv alene?
Er det nok?
Mange bruger gud som en støttepæl, når livets mening et øjeblik giver fald. Hvad med os der ikke tror på gud? Hvad har vi, at holde os oppe med, når troen på os selv svigter?

Et alt-grundlæggende mørke

Noget der i mange år har jaget mig, en skygge, en ven i mørket. Noget der har fyldt mit liv med usikkerhed og ubehag.
Én gang for mange år siden var jeg ved at give efter for den, men måtte nøjes med smerten i min krop.

Hvad sker der hvis man giver efter?
Den er der stadigvæk, dvælende og krævende. Mit liv er fyldt med op- og nedture, men aldrig vil skyggen være grunden derved. Den er blot en følgesvend, en makker, en ubehagelig ven. Hvad ville der ikke ske, hvis jeg tog med den?

Det er netop, hvad mine tanker oftere kredser omkring. Hvad ville der IKKE ske, hvis alt pludselig stod stille, hvis alt pludselig blev mørkt.
Jeg troede jeg var deprimeret, hvilket man vel er, når man tænker på døden - oftere end en enkelt gang om måneden.
Det er dog blevet mig klart, at døden er en afsats, en sidevej på min vej som kræver min opmærksomhed og jeg er nødt til at stille spørgsmål ved denne.
Denne del af livet.
Hvad er døden? hvad er den for mig, denne skygge der mig for evigt vil følge?
Hvordan kan man ikke være nysgerrig!

Ved at dele disse informationer, disse tanker om det mørkeste eksisterende mørke, hvad er da tilbage? Hvor starter man da?
De kommende indlæg vil bl.a. handle om dette overskyggende mørke, der alt-grundelæggende bærer os på vej. En evig kamp, et evigt liv.

Tag hånd om essensen!

Dagens udfordring og mål - at indfange sjæl!

Vi spørger os selv "hvad er essensen?"

Hvad er indholdet, hvad giver mening, hvad viser udtryk?

I stort set alt handler det om at finde sjælen. Om det handler om et byggeprojekt, eller brygning af kaffe er uden betydning. 

Men hvordan indfanger man så sjæl? Hvor er skellet mellem den konstruerede og den naturlige sjæl? Er der en forskel?

Jeg mener alle burde læse Paul la Cours Fragmenter af en Dagbog. Bare et par sider om dagen ind imellem Nyhederne på TV2 og Stifttidens katastrofeartikler. Lidt livsforståelse og -poesi kunne gøre godt for de fleste og sætte et friskt syn på, hvordan man kan tage hånd om essens.

Den simple konstruktion. Hvordan fanger man billedet af sjæl i stedet for selv at konstruere et!? Hvordan beskriver man kernen uden blot at gengive den?

Nattens inderste liv

Kender I det..
man lægger sig til at sove, og gennem drømme falder det hele på plads.
Vores inderste lever et individuelt liv og får ro og klarsyn, mens mørket udenfor liver op.
Slør og vat forsvinder og klart skinner stjernerne igennem.
I dag er uret igen trukket op.

De du omgives, ligner dig!

Vi omgiver os med folk, der ligner os. Eller folk vi selv synes vi ligner.
Vi anbringer os i situationer, vi synes definerer os.

Betænksomme typer, energifyldte typer, den moderne slags! Vi går konstant i en overvejende bobbel, definerende hvem vi er. Jeg befinder mig på en jazzcafé, altså har jeg en skjult dybere rytme, dybere tanker og en dybere, kreativ kultur.
Vi lever i en verden, hvor det er nødvendigt, at vide hvem man er, eller hvem man vil være.
Men finder vi nogensinde ud af det, eller vil det altid være et spil?

"Hjernens tomrum"

Vi arbejder alle forskelligt, i forskellige rum, ved hjælp af forskellige arbejdsprocesser og -teorier og med hvert vores interesseemne skaber vi verden.

Jeg selv arbejder bedst med liv omkring mig, en café, et fælleslokale eller lign. Andre foretrækker komplet stilhed omkring sig, det kan bl.a være for, ikke at blive distraheret og miste fokus fra arbejdsemnet.

Et begreb, et ord, en hjernefis svirrede i luften tidligere i dag. “Hjernens tomrum”!

At omgive sig med larm, at fylde hjernens tomrum og derved kun bruge energi på sit arbejdsemne.

Kan vi have deciderede tomrum i hjernen? Vi ved, at hjernen er en enorm kapacitet og at vi langt fra benytter os af hele denne. Men hvad får os til, at tænke på den ubrugte del som “tomrum”?

Er det måske manglende inspiration der fylder hjernen med stilhed, måske ligefrem en følelse af larmende stilstand som vi da ønsker at besvare, fylde ud, med lyd?

Eller er vores kreativitet, vores proces som ord? Paul la cour skriver, “Det er med Ordene som med bølgerne paa Havet: de strømmer. Kun i Bevægelse lever de.”

Kan man da sige, at vi først i organisk bevægelse med resten af det rum vi befinder os i, kan sætte gang i produktionen af kreativitet og først da vil den blomstre og folde sig ud på papir?

Alle har brug for inspiration og derefter ro til at reflektere derover. 

Er der en linje, en grænse mellem “inspiration” og “udfyldning af tomrummet”?

For længe siden i nattens mulm

http://yourlisten.com/pernille.callesen/street

Evnen til et kontemplativt liv

Noget der længe har svirret i min bevidsthed, er spørgsmålet om vores levende væsen.
- Er vi bange for at blive glemt?

Paul la Cour blotlægger det så fint:

"Det moderne Menneskes Nød: at det ser sig berøvet Evnen til at leve kontemplativt, leve Samliv.
I denne Evnes Bortfald finder du Roden til vor Isolation. Fordi vi misforstod Kontemplationens Væsen, mistede vi Muligheden for at opleve i Helheder, hvile i et Sammenhæng."

Kan det dermed tænkes, at vi higer efter opmærksomhed? At vi higer efter noget, vi ikke ved, hvad er eller kender til? Nemlig Kontemplationen!

Aldrig skal enderne samles

En tosset, gammel dame lånte engang min kuglepen og forsvandt da med den. Hun vidste godt, hun havde stjålet den. Det var tydeligt.
En forvrænget, gammel mand sagde mig engang, at jorden er mere end rund. Den har mange kanter og leder og aldrig skal enderne samles. Jeg ville så gerne leve i den verden.
Jorden så rund og simpel den er, synes kun at gøre vores virkelighed mere besværlig, mere kompliceret.
Alting former sig omkring os. Jo mere snævre og kantede bygningerne bliver, jo sværere bliver det at passe ind. Jo større roller og passager der skal udfyldes, jo mindre bliver vi selv.

Aldrig har verden været så lille, blot en flig
Aldrig har livet været så forsmående
Aldrig skal enderne samles, ej nu, ej senere hen

Spirende appetit

Luftens ledende tråde der os omgivende viser vej,
er som brandmandens fangende arme, fængende og skæbnesvangre.
Hvilke vi vælger at følge og hvilke vi vante snoer os udenom,
er naturligt instinkt og snilde, gamle rutiner.

Et sådant tilfælde anses for ligegyldigt og regnes for mindre,
men anbringes denne under lup,
vil klart være livets svære gang.
Et svangert system hvad stilstand og tøven intet vedkommer,
men hvor appetit udvokser, tråde vil spire og deraf bøje.