Drømmende bevægelse

Efter selv at have oplevet stilstand de sidste par måneder, er det gået op for mig hvorfor mennesket drømmer. Drømme skaber bevægelse - en "retning" for bevægelse. Findes der ingen retning, findes der ingen bevægelse og man oplever altså en stilstand ! Både fysisk og psykisk. Jeg har prøvet at finde en retning som jeg kunne sende min energi i, men uden held - jeg vil lave noget "interessant" - men hvor interessant er dét lige, hvis ikke "interessant" har et emne, et mål - en drøm?

Igennem denne tanke er mange af mine tidligere spørgsmål og overvejelser endelig blevet besvaret. Tidligere tanker vægtede på, hvorfor mennesket higede efter månen og universet omkring dets egen verden. Hvorfor ikke bare leve i nuet og opleve de gode ting der befinder sig indenfor rækkevidden ? Hvorfor hige efter noget der måske ikke har noget med os selv at gøre ? - Fordi vi kan skabe en yderligere rækkevidde - fordi drømme pulveriserer rækkevidder og grænser og skaber et univers af muligheder. Mulighederne er altså skabt af drømmene !
På trods af min stadigt større modstand mod H.C. Andersen (grundet min bopæl i Odense og dermed en overflod af H.C. Andersen-info), vil jeg alligevel citere ham.

"At reise er at leve"

- omvendt er livet såvel at rejse. Vi SKAL altså flygte og flugte - det er vores natur. Nysgerrigheden for muligheder og substanser. Skabelsen af substans og det ganske at være en substans.
Men hvad er det så der får os til at sætte i bevægelse ?
Drømmen skaber muligheden for bevægelse, men hvad skaber bevægelsen ?
Vilje ?
Mod ?
Eller er det nysgerrigheden ? Nysgerrighed for hvor langt man kan nå - hvor meget man kan opnå ?

- Det er for mig et spørgsmål som jeg endnu ikke kender svar på. - Måske svaret er individuelt?
Skal noget sættes i bevægelse, kan det jo kun ske ved påvirkning fra en anden genstand  - men hvad skaber herefter reaktionen eller viljen til bevægelse? - er det nysgerrigheden?

Intethed

.  -  .  -  .  -  .  -  .
- .   - .   - . 
-    .    - 
-     - 
.
.


.






.



.


.
. 
-     -
-    .    - 
- .   - .   - .
.  -  .  -  .  -  .  -  .

Ensomhed sætter tosomheden i kontrast

Hvor turbulens bliver til stilhed, stilhed bliver til intethed og intethed, en svævende, forsødet tilværelse.

Selv i det største kaos af følelser og nedrivning af diverse opsatte stilladser for tilværelsen, kan der være lys og opstemte kræfter til stede. Med et syn tilbage oplever jeg til tider stor sorg og føler det tunge læs jeg ofte har trukket efter mig - tyngende ensomhed og en uendelig krig for at holde fast i mig selv. Hvor intetheden kan være betrykkende og nær, kan omkringværende mennesker omvendt være en bekræftelse af en omsvøbende ensomhed.
Jeg elsker ensomheden - den både skaber billedet og får omgivelserne til at kollapse.

Den inspirerer
den stopper pulsen
- åndedrættet
stopper vinden i sejlet
Den stråler
den farver
omvender lys til mørke
- hvad andet end jordens cirkulation formår dette
Den markerer
en eksistens
- alene
skaber perspektiv

Ensomhed sætter tosomheden i kontrast

Hvor ensomheden før var min altomsluttende fylde, er det nu gået op for mig, at jeg blot har oplevet, hvad der kan betegnes som et minut af hele mit liv.

MAD og valuta - vi misser den gode smag!

Som i musikken, er det i madlavning svært at opfinde nye, originale retter. Gang på gang oplever jeg nye og interessante udsendelser i fjernsynet om landes specielle råvarer som en kok, på opdagelse, derefter tilbereder. De skønne råvarer bruges i hvad vi kender som almindelige retter og jeg kan sidde og undre mig over hvad en kokkeuddannelse egentlig indeholder. Uddannes du kok, kender du til diverse grundteknikker og det virker som om at disse grundlinjer sætter en stopper for kreativiteten og de uendelige kombinationsmuligheder der findes i madlavning - eller er det måske blot den "kreative" koks mangel på kreativitet der opleves? Mad er som livet, en organisk tilværelse af følelser og refleksion af omgivelserne, så hvordan kan dette så ikke komme til udtryk i madlavning som en stadig foranderlighed?
Jo...
- Gedeost går godt sammen med honning og valnødder.
- Cremet, aromatisk ost går godt sammen med en smule honning og kaffestøv.
- Lam går godt sammen med syrlighed og sødme... og sådan fortsætter det!

Vi kender de gode kombinationer, men hvad nu hvis vi begyndte at kombinere på andre måder? Selvfølgelig er dette også afprøvet, hvis ikke i millioner af programmer verden over, men hvorfor ses det så ikke i andet end arkitektoniske gourmet-serveringer? Fordi man uddannes indenfor et emne og en kultur og når man så opsøger og "opdager" et nyt land og dets råvarer, tager man sin egen kultur med sig og dermed oplever man ikke rødderne i det besøgte land sådan som de generationsprægede indfødte gør. Og dette er måske slet ikke en mulighed. Måske vi mangler indlevelse. Men så igen - dette rækker vel nærmere over i en diskussion om mangel på indlevelse og egoisme, hvilket jeg i dette indlæg helst vil undgå.
Jeg mener blot at der mangler en smule sjæl i den mad der i dag serveres. Hvornår har du sidst smagt en ret så kompleks og smuk i både smag og udseende at du bagefter ikke har behøvet at sidde med overvejelser over, hvad i alverden kokken har tænkt sig med den serverede ret?
Hvornår har du sidst nydt en ret så meget at tankerne måtte stoppe op, bare for at nyde smagens kælende nuancer? Jeg husker det sjældent og jeg forstår ganske vist ikke hvor den form for madlavning bliver af. Måske tingene er begyndt at gå for hurtigt? Måske "mad" ikke længere er mad der, med kærlighed, er bagt, kogt og tilsmagt i timevis og dermed forskønnes, men nu blot er noget der skal mætte i mængde og masse. Med ganske få råvarer er det muligt at skabe skønne smage, men hvorfor skal det koste op mod de 500 kr for noget så simpelt som god smag?

Vi mangler vores natur, hvad vi kommer af, hvad vi lever i og hvad vi næres af! Når man tænker på den sprudlende jord under vores fødder og de vilde, fugtige vinde der suser igennem os - hvorfor ligner vores mad så noget der kommer ud af en automat?

Vi er "kun" natur

Det er efterhånden ved at gå op for mig, hvor snæversynet og struktureret vores samfund egentlig er. I flere år har jeg gået og tænkt, at jeg ikke kan overskue visse elementer af den tilværelse jeg er født ind i. Endelig er det dog gået op for mig at det ikke er mig der ikke kan overskue omverdenen, men min omverden der ikke kan overskue mig - og for den sags skyld selve det menneskelige, naturlige element som vi jo alle går rundt med. 
Mennesket kan rumme meget og dette er selvfølgelig en fantastisk evne, men hvor vi alle skal være til og skal kunne fungere, er det vigtigste det rum vi befinder os i og ikke strukturerne deri.
En veninde (som også interesserer sig meget for psykologi) og jeg talte talte en dag om det at leve et godt og sundt liv og stadigvæk at kunne rumme tunge oplevelser. Hvor vores verden fungerer i systemer og hvor sind florerer imellem hinanden, arbejdes der på et stadigt mere skærpet fokus på velvære og balance. 
Vores samtale viste mig igen, at vi alle fungerer forskelligt. Hun sendte en tanke ud og hvorvidt at denne var en generel mening eller blot en idé er jeg usikker på, men hun sagde, at det bedste nu nok var bare at rumme og glemme - der er ingen grund til at rode op i ting der ligger i fortiden. 
Jeg kan godt se at dette giver mening, hvis man er afklaret med sin fortid, for den verden som vi lever i er ikke indrettet til følelser.
Det vigtigste i verden, mener jeg dog, er at mærke efter. Vores verdener er delt op i "natur" og "samfund" og vi glemmer rent at vi selv, helt ned i de inderste og nederste celler, blot er natur. Ikke andet!
Alt det vi har kreeret og knoklet for er alt på baggrund af den natur vi stammer fra og endnu til dels lever i. Alligevel har vi glemt hvad vi er. Vi glemmer at mærke efter, at mærke vibrationerne omkring os. Mærke hvad vores handlinger skaber af efterfølgende handlinger.

Vi er selvfølgelig meget mere end blot celler, for vi kan udrette alverdens nye skabninger. Men vi glemmer vores natur - det største og altomgivende pi!

Samfund er skabt for at gøre vores eksistens mulig, men nogle gange tror jeg, at vi glemmer vores medmenneskelighed imellem al strukturen og dette gør strukturen ubrugelig og dødbringende. 

- og så blev den næste sci-fi film bragt til verden! :D

Hvad tænker I når jeg siger "lesbisk"?

Hvad tænker I når jeg siger "lesbisk"?
Det er nok ikke den stærke næstekærlighed eller den fælles kvindelighed et par ville komme til at dele. Man tænker på to kvinder der kærtegner og udforsker hinanden og man frygter for sit eget ve og vel, frygter for at det skulle komme over én selv. Denne gamle, hedenske tankegang hjemsøger os endnu og det at man endnu ikke kan komme sig over en så banal situation - at vi alle er forskellige og dog så ens af natur - fastholder os i benægtelse og frygt.
Glemmer vi, at vi, mand og kvinde imellem, har præcis samme lyster og behov? Skal billedet være "korrekt", før det ikke skaber ubehagelige fornemmelser hos omgivelserne og hvem siger at verden blev skabt til fordel for hetroisme!

Vi mangler stadigvæk en ambassadør for LGBT og det er da komplet latterligt, at vi ikke har nogen der vil og tør stå til ansvar og kæmpe for en så stor del af vores egen befolkning! Hvis nogen skulle have ret til et liv, skulle det da vore homosexuelle - stærkere mennesker findes velsagtens ikke. At turde stå op for sig selv og sine medmennesker, at leve livet som det skal leves, I frihed, I kamp og med en ro omkring sin egen person, hvilket få af os vel i virkeligheden aldrig kommer til at opleve. At vi så er nødt til at have rammer og kasser for at forstå disse forskelle, er vel det, der gør os til mennesker i et komplekst samfund.

Give it up - for andre end os selv. Måske det er på tide, at vi slipper egoismen en lille smule og begynder at acceptere omgivelserne.

Alt hvad accepten skaber af omgivelser

Hvad handler det om?

Accept!

Hvad søger vi? Hvad higer vi efter? Hvad kæmper og slås vi for?
Det har altid været accept! En accept af vores grad i hierarkiet, accept af vores hver især individuelle hårfarve, vores ranglede eller runde kroppe, vores skæve tænder og valg af bilfælge. Livet handler om accept - om ikke omverdenens accept, da vores egen.

Når en film sættes op og sorg og glæde sættes i spil. Da vil accepten altid være dét der sætter gang i følelserne hos seeren. Men hvorfor skrive historier om alt muligt andet end selve emnet accept? Hvad er det for elementer der er grundlaget for accept. Skuffelse, irritation, lykke, sorg, glæde og væmmelse.
Hel elementær accept findes nok ikke hos andre end måske dyrene, men da igen. Et dyr vil ikke være accepteret ved sin blotte tilværelse, men kan accepteres af de højerestående dyr i gruppen, hvis det ikke anses for værende en trussel, eller et højerestående dyr kan accepteres som leder fordi det har bekæmpet de resterende trusler i kampens hede.

Så hvad er det vi higer efter, når vi hver eneste dag tager på arbejde, eller når vi tager cyklen i skole? Klogskab, udvikling, afvikling osv osv.. men det hele bunder ud i en accept.

Accept!
- og alt hvad accepten skaber af omgivelser!

Når øjet ikke ser ...

Kender du det - den skønne følelse af verden der går under?

Den tyngende fornemmelse når hverdagsrutiner kompliceres og hjernen sættes på hold. Hvor øjnene ikke længere ser og hvor de enkelte billeder, der suser forbi nethinden, hverken er minder eller virkelig, men er som en gammel filmstrimmel der i ny og næ florerer forbi.

Kender du det?
- den sviende fornemmelse af tårer der presser på - og uden videre grund.
Smerterne i brystet og den manglende appetit.
Hvad sindet dog ikke kan forårsage!

Kender du det - når verden går under?

Den nye generation former tid!

Et interview to unge kunstnere og en midaldrende journalist imellem skaber større perspektiv end blot interessen for den skrevne kunst. Måske ikke hos andre seere, men jeg kunne ikke undgå at undres.
Digte overstrømmer efterhånden nettet og hvor spørgsmål og undrende sætninger svæver rundt i nettets abstrakte rum, ældes og glemmes bøgerne og de faste rammers højtidelighed.

Den unge kunster slettede for nyligt sin blog og derved hele sit arbejde. Den kunst, de digte han havde delt med resten af verden fjernede han med fokus på et STOP. En afslutning og måske en ligegyldighed? Hans afslappede attitude og sløsede udsagn udtrykte et naivt sind og den gamle arbejderklasse ville måske have kaldt ham for en sjuft og en dovenlas. Men denne nye mentalitet er interessant.
Mange ser stadigvæk bogen som noget smukt og værdigfuldt - noget håndterbart. Men den nye generation bruger blogs og sociale medier ligeså værdigfuldt som bøger til udgivelse og faktisk er denne form for arbejde forevigende. Intet kan slettes igen - alt forbliver på grund af de ufatteligt mange tråde og forbindelser der sker ved blot en enkelt kommentar på en tilfældig side. Igen.. en selvmodsigelse og en brist på en handling. Den unge kunstners pludselige "forsvinden" og sletning af sin sit arbejde holder ikke. For den simple copy/paste funktion foreviger hans arbejde i flere og nye tidsformationer.
Men så igen... denne afslappede holdning til eksistens er måske ikke naiv og doven, som den umiddelbart fremstår, men måske et forsøg på at formidle og påvirke tid! I så fald sætter det et stort fokus på hvordan vi kan eksistere og hvordan vi som læser kan koeksistere, føle og opleve via et medie/en blogger og pludselig!.. når det hele forsvinder - da er vi nødt til selv at eksisterer - på den ene eller anden måde.

- Jeg nyder nu stadigvæk en god bog i godt gammelt papirmateriale. Helst dem der lugter af støv og liv!

Kunst ved dets blotte eksistens

Religion er til for det vi ikke kan sætte ord på.
Sagde man ikke i gamle dage at kunstneren var guds formidler?

Der er lavet undersøgelser der beviser at børn opvokset med tro har bedre chancer for at blive dygtige videnskabsmænd. De er ganske simpelt mere åbne overfor at det umulige kan ske. Det kritiske sind er vigtigt at have med sig, men det kan og bør ikke stå alene!
Dette, "et åbent sind", minder mig om min mormors fortællinger om hendes ungdom - en gladere tid! Var man virkelig mere glad dengang? Var man mere åben overfor kreativitet, skæg og ballade?

"The mystery of the world is the visible, not the invisible." - Oscar Wilde, fra et brev.

Det kritiske sind kan ikke stå alene...
Hvornår begyndte ting at blive til? Skete det allerede ved den menneskelige formering? Instinktet og dermed tanken der førte til handling, hvilket skabte en udvikling. Er det selve udviklingen der er det mystiske og ikke tanken bag handlingen? Tankerne er skabt af det enkelte individ og kan aldrig være handling i sig selv, da de i så fald forbliver tanker og ikke realiseres eller viderformidles. Hvordan ved man da at de er til!
Som tegnene grundlæggende for al kommunikation er tankerne grundlæggende al handling og dermed eksistens.
Det tankevækkende er vel egentlig "handlingen" - det synlige - som jeg ovenover citerer fra Hr. Wilde.

Hvorfor handler vi så? - for at eksistere?
Er kunsten en sådan handling - en form for koeksistens eller handler kunsten måske om forevigelse? Skal der kreative og åbne sind til for forevigelse??

Dette indlæg åbner op for en millard spørgsmål og problemstillinger, men jeg synes det er interessant at se på, i hvilket format kunst eksisterer. For kan man overhovedet skabe kunst, hvis ikke man har en vis form for tro og i så fald - troen på hvad?
Jeg er opvokset med frihed til troen på "alt". Nisser, levende gigantiske påskeharer, et liv i papkassehuse og endnu kan jeg ikke tåle at se gyserfilm - min fantasi er ganske enkelt for livlig!
Så i hvilket format eksisterer vi og i hvilke rammer skabes vi og vel dermed kunsten!?

Når tid går i stå, splintres og forsvinder

Når tid går i stå...
- ikke i den forstand at alt og alle går i stå og står stille. Bladende hængende i luften og hunden i løb, med ørerne svævende i luften, som frosset fast i bevægelsen.
- men at tiden går i stå ved at en struktur splintres. - ikke ved en opløsning, som en masse der smeltende går fra hinanden, men som ved en iskold vinterdag, hvor frosten splintres og hvor dét der var skilles ad, svæver lydløst ud i luften og forsvinder i tusinde stykker i alle retninger. Tiden går i stå og forsvinder.
Det var dét der skete.

Noget uventet, noget ubehageligt, noget velkendt ...

Det er Januar og endnu et år er skudt igang med faverigt nytårskrudt og et ukendt antal champagneflasker.
Året kom igang og dagen skulle igen trækkes op på et stramt samlebånd af struktur og gøremål. Dog skete der noget uventet...

Jeg tog en tur til Københavns liv for at støtte min søster ved hendes optagelsesprøve ved konservatoriet og samtidigt besøge min kære veninde, Lilja.
Besøget bestod blandt andet i et visit hos Statens Museeum for Kunst. Efter at have oplevet og nydt halvanden time fyldt med moderne og oldgammel kunst i form af skitser, installationer, farvepletter, skulpturer, lyde og lys skete der noget uventet. Idet jeg nærmer mig den mest krævende udstilling på museet, går alle sikkerhedsdørene ned og jeg står efterladt og glemt i et rum med hospitalssenge, blinkene lys, skrig og snak. Tiden gik i stå. Når sådan noget sker, er der nok bare sket en fejl, men mens jeg står og bliver en del af denne installation på museet begynder en accept at indtage mig. "Well.. hvis det er en bombetrussel og en bombe skulle gå af - så kan jeg alligevel ikke gøre noget ved det!". Jeg lukker øjnene og trækker vejret dybt og roligt, finder min indre ro, men intet kan lukke sådanne omgivelser ude. Den kolde hospitalsstue var ikke længere en forbipasserende oplevelse af følelser - jeg var fanget i den. Installationen af lys og kvindeskrig var ikke længere et rum af minutiøs angst og tanke, men min fastlåste situation.
- Kunst sættes op som oplevelser til refleksion og påvirkning af de forbipasserendes liv - stof til eftertanke. Kunst er ofte en følelse som sættes under spot og udvikles, forklares og sættes til liv. Kan man ikke passere og efterlade disse følelser, fanges og tvinges man til at sætte sit eget liv til installationerne, bliver man en del af følelsen og refleksion er ikke længere en mulighed.

Jeg var så heldig at få to fribilletter til særudstillingerne i kompensation for min ubehagelige oplevelse.

Jeg begynder at tænke at der måske er en mening med alle disse ubehagelige oplevelser, disse fysiske påvirkninger i mit liv. Oplevelsen på museet holdt, uden at jeg var klar over det, ved et par dage og ved slutningen af ugen kom rystelserne, en chokudladning og angstanfald. Som om kroppen rystede al energien ud af musklerne.
Igennem hele mit liv har voldsomme og ubehagelige oplevelser påvirket mit liv, mit sind - hvad er det lige jeg styrkes op til? Livet? Livet har været igang i mange år.