Ekko af noget fortidigt

Det er en sjov fornemmelse.
Fornemmelsen af at gå i stå, hvor ikke blot sindet, men hvor hele verden går i stå. Bevægelser og retning fortsætter, men er dog blot et ekko af en fortidig handling, en fortidig tanke.

- følelsen af at gå i stå og samtidigt at være nødsaget til at følge trop - at kæmpe sig videre fremad.
Vi har dem allesammen - de dårlige dage, de grå, sortnende, ufordragelige, ondsindede og blanke dage hvor alt og intet består.
Min veninde skrev, på mit fødselsdagskort, at jeg var god til at blande de lyse dage med de mørke uden at gøre dem grå. Jeg husker ikke hvem der egentlig fandt på dette udsagn, men der kan være noget om det - at forstå sig på sine dage.
Nogle gange tænker jeg dog, at dagene bliver for mørke, men er det måske meningen? Er det noget man selv vælger? - at give efter og lade sig falde?
Måske denne handling er den eneste mulige forløsning på et længere pres, at lade sig falde til bunden for igen at kunne rejse sig op?
Hvordan når man ellers jorden igen, får balancen og kan løbe videre i næste lange krampetrækning?

Nogen lever et helt liv uden at reflektere over dets gang. Tænk, et liv uden livets større spørgsmål - blot fremadrettet og jævnt. Man siger at modgang gør stærk, men jeg tror også at det gør det svært og underligt uovervindeligt.

En ujævn "behåring" på kvindens bag!

Tidligere i dag skrev jeg om associationer.

Vi kender dem allesammen. De løse, dejlige, elastiske bukser - stretchy pants!
De mest afslappede, skønne bukser som bare går til alt.
Når man bruger sådan et par bukser godt op, begynder de bittesmå elastikker i stoffet efterhånden at give efter og så stikke de ud af buksestoffet.
I dag gik jeg bagved en kvinde som enten ikke havde set det, eller som tænkte at ingen ville lægge mærke til det.
Den lille utydelige syning bagi var efterhånden blevet strukket så godt ud, at alle elastikkerne der bandt sig dertil var gået op og dannede en ujævn form for "behåring" på kvindens bag. Når man så går der og reflekterer over sådan et tilfælde, vil man nødigt associere til noget lignende..
Hvorfor går vi egentlig med tøj der skal dække behåringen bagi, når det tøj man bærer afslører det selv samme? Har hun dog ingen behåring af denne slags, så sørger hun da ihvertfald, på sin egen specielle måde, selv for at fremkalde det!

Associerer vi maden?

Har I lagt mærke til, hvor meget vi associerer når vi spiser?

Min morgenmad i dag bestod af skyr med lidt hørfrø, mandler og moden pære. Da skålen var klar, gav jeg det et par dråber olivenolie og lidt honning. Olivenoliens kraftige og meget bløde, grønne smag gav morgenmaden et helt nyt ansigt.
Har I lagt mærke til, hvor meget vi associerer når vi spiser? Der hvor jeg sad og nød min friske morgenmad, begyndte jeg pludselig at tænke på risotto og pasta alla hvidløg og olivenolie, hvidvin og tappanader. At skulle slippe associationerne og nyde det nye sanseindtryk, som blot værende olivenolie, grøn, frisk, sart og lækker og ikke i forbindelse med andre retter, var faktisk noget af en udfordring!

Prøv at tilsætte noget til jeres ret som normalt ville være helt hen i vejret. Som regel sker der noget med måltidet og det er efter min erfaring kun gode oplevelser man får ud af det!
Udfordringen er dog at opleve den for, hvad den er og ikke hvad den minder om.

Godmorgen allesammen!

Kaotisk tomhed og glemsel - er det alt hvad livet kan rumme?

Hvornår begynder livet?
Er det når man endelig kan slappe af oven på alle anstrengelserne og ikke længere behøver at tage livet seriøst, eller er det når modenheden presser sig på og at man endelig forstår, endelig tør føle livet?
Der er vel mange muligheder og nuancer af denne tanke, men jeg kan ikke lade være med at tænke;
- ved vi egentlig, hvad vi vil - ved vi, hvad vi søger?
Livets gang - en samling af events og tidsrum sammenholdt af den røde tråd - dig - livet. Er det hele ikke ligemeget? Det er jo bare et liv, en hverdag, en time... alt tilgivet og alt glemt - ude af syne og så går turen videre til næste spændende event. Men hvad får vi egentlig ud af det? Reflekterer og lærer vi noget af vores oplevelser, eller er hemmeligheden ved livet blot at eksistere - blot at være til, indtil tidslommen fordufter og intet hverken tilbagelægges eller påvirkes?

Mennesket og den individualitet der knytter sig til dets eksistens skaber både en speciel, nærmest sjælden dynamik og samtidig et kaotisk forum for sig selv i dansen med sine omgivelser.
Kan man sige, at vi lever forskellige liv i det tidsrum hvori vores eksistens fremgår? At vi i forskellige tidslommer af vores liv fremstår anderledes end i andre, sætter et andet liv op?
Dynamikken heri og kaosset forårsaget af den selvsamme person står blot til glemsel og foragt på trods af den fascination der skabes herved. Kaotiske, modstridende bevægelser der blot skal leves og da glemmes.
Er det alt hvad livet kan rumme?

Kejserens bare numse

"Jeg så kejserens numse i går!"

En børnehaveflok passerer forbi min siddeplads ude foran bageren og ud af alle deres livlige og ihærdige samtaler overhører jeg kun denne sætning - om kejserens bare numse.
Dette fik mig til at tænke på mine jævnaldrende og vores samtaler. Skøre og sjove ting omhandler næsten altid bare numser om det er kærestens eller blot naboens forbipasserende bagparti.
Er det dét vi fanges af? Det forbudte og sjove som man som lille fniser af? Er det derfor at vi som voksne - nu da vi selv bestemmer - ikke taler om andet?
Kejserens bare numse!

Velbekomme!

Dagens indtryk

Dagens indtryk;

"Bliver mit hår for lyst til de grå her?"
En kvinde står med et par grå sko i hånden og ser spørgende på sin mand.
- Har et par sko på jorden nogensinde haft indflydelse på håret i himlen? - specielt når man i forvejen er klædt i udelukkende gråt tøj?

Hvad gør man når en to meter høj kvinde vandrer forbi? - man stirrer!
- Tænker på den herlige og almægtige kvindeligdom
- Tænker på de store sko og lange bukser hun skal ud at købe
- Tænker på hendes mand - skal man være "meget" mand for at være gift med en så høj kvinde? Skal man have nosser, eller blev de kappet af ved første kys de to imellem?
Kærlighed har ingen grænser, heller ikke i højden.

God dag til jer alle!

Vi forkrøbles - gør vi ikke?

Lyset gennem morgenduggen giver på ny træernes blade farve og horisontens smalle talje markeres i nattetrætte, matte nuancer. På ny formuleres og forkrøbles livet.

Som Jæger fremsatte samfundets morale som en forkrøbling af det naturalistiske liv, livet hvor seksualiteten sættes bag lås og slå. Hvad angår forkrøblingen af livet, kan man i dag fremsætte det samme. Denne debat om det frie liv satte dengang sine spor og i dag er vi mere frie end aldrig før - måske en tand for frie?
Det frie liv og vores sløsede omgang med hinanden dræber på samme måde som det “pæne samfund” med afholdenhed, de spirer vores liv indeholder og består af. De spirer der med seksualiteten, ikke blot ved den seksuelle akt, men ved hele udfoldelsen heraf, skulle vokse og skabe personlig udvikling. De visner nu igen, i vores nye århundrede, med manglende retningslinjer og integritet. Et hippiesamfund, hvor ungdomsoprøret hersker og hvor regelsættet ikke længere er under skred, men er helt og aldeles fraværende, skaber et kaos for både vores fælles sfære og for vores hver især personlige værdier. 

Lider vi under denne herskende samfundsordning eller er den sløsede, forvirrende frihed en positiv udvikling af vores værdier? Kan man sige, at bohêmekulturen har skabt overlast hos den passionerede og dermed med, vulgær magt, skubber ungdommen udover kanten til prostitution af personligheden? 
Sugar dating, som vi i dag kalder det, kan vel også ses som en spire af denne udvikling. I "de gode gamle dage" fandtes sugar dating selvfølgelig også, men blev ikke påtalt med samme entusiasme. Unge kvinder med ældre herrer har altid været til, men i dag navngiver vi det og debatten herom nærmest lovliggør denne nye dille. 

Kan man kalde det for en ny form for poesi - forsoningen mellem prostitution og almen lyst og sex, måske enda kærlighed?
Hvor prostitution som erhverv indeholder "oplæring", er vi i dag allerede i en tidlig alder så velinformerede og erfarne indenfor sex, at professionaliteten måske nu står for noget helt andet.
Hvor ligger forskellen egentlig imellem prostitution og gråzonen indenfor det selv samme blot kaldet "sugar dating" - det kærlige forhold sat op imod den rå, basale prostitution.

Ville et så frikendt samfund som vi oplever i dag mon kunne lære noget af ældre aldres poesi og romantik! Den ranke holdning og de galante manerer i samspil med det frie sind - eller har vi bevæget os så langt væk denne tid, at vi må opfinde nye måder at leve på?

Nogle gange tænker jeg på, hvad der egentlig skal til, før vi opnår en ny guldalder?

Er du "på"?

Hver dag oplever vi, hvordan folk gebærder sig med internettet som en del af hverdagen. Der er to former for brug af nettet. Der er dem som lægger alt ud om deres liv og bedrifter. - vi får alt at vide om skrevne stile og karakterer, historier om hundeklipning og babysvømning - og der er dem der værner om deres identitet og levne liv udenfor nettet. Det er en sjov kløft der efterhånden har dannet sig, for stort set alle virksomheder og systemer i samfundet fungerer over nettet, hvilket gør nettet til en voldsom magthaver.
Denne trend der florerer - at være" på" ... er dette en "sund" udvikling for den menneskelige tilværelse og har den egentlig noget med os, som individer, at gøre? Har dét at man er "på" noget at gøre med, "hvem" vi er og "hvad" vi er?

Flere har i dag ønsket mig tillykke med fødselsdagen, når vi har passeret hinanden på gangene og har så senere endnu en gang gentaget dette over nettet.
Til dette, skal det tilføjes, at personerne selvfølgelig får informationen, om at jeg har fødselsdag, over nettet, så dette er blot endnu en modstridende faktor i denne debat om livet over nettet.
Men denne trend - er du "på" - hvad bruger vi det til? Indimellem alle disse "givere" (de der deler alt), findes de der gemmer værdierne til senere mindestunder og egen personlige sfære. En ,for mig, særlig person fortalte mig, at hun ikke lagde de personlige billeder ud på Facebook (de billeder der betød aller mest for hende) for så forsvandt energien i dem - for hende - og dette kan jeg faktisk godt følge hende i!
Lægger vi konstant alt ud i mediesfæren, hvad har vi da for os selv? De stærkeste og kærligste minder, hvorfor deler vi dem i dag med alle og enhver?
Hvad har vi da at dele, at fortælle og at være fælles om når vi mødes med vores nærmeste ude i det virkelige liv? Vi har jo allerede delt det!
Bliver vi menneskers tilstedeværelse ikke blot et mere og mere goldt tilfælde af kommunikation?

Jeg synes det er interessant, eftersom vi mennesker, som sociale væsner, netop har brug for samvær og "berøring"/følelsen af andres tilstedeværelse for at mærke vores egen tilstedeværelse - vores egen eksistens!