Kunst ved dets blotte eksistens

Religion er til for det vi ikke kan sætte ord på.
Sagde man ikke i gamle dage at kunstneren var guds formidler?

Der er lavet undersøgelser der beviser at børn opvokset med tro har bedre chancer for at blive dygtige videnskabsmænd. De er ganske simpelt mere åbne overfor at det umulige kan ske. Det kritiske sind er vigtigt at have med sig, men det kan og bør ikke stå alene!
Dette, "et åbent sind", minder mig om min mormors fortællinger om hendes ungdom - en gladere tid! Var man virkelig mere glad dengang? Var man mere åben overfor kreativitet, skæg og ballade?

"The mystery of the world is the visible, not the invisible." - Oscar Wilde, fra et brev.

Det kritiske sind kan ikke stå alene...
Hvornår begyndte ting at blive til? Skete det allerede ved den menneskelige formering? Instinktet og dermed tanken der førte til handling, hvilket skabte en udvikling. Er det selve udviklingen der er det mystiske og ikke tanken bag handlingen? Tankerne er skabt af det enkelte individ og kan aldrig være handling i sig selv, da de i så fald forbliver tanker og ikke realiseres eller viderformidles. Hvordan ved man da at de er til!
Som tegnene grundlæggende for al kommunikation er tankerne grundlæggende al handling og dermed eksistens.
Det tankevækkende er vel egentlig "handlingen" - det synlige - som jeg ovenover citerer fra Hr. Wilde.

Hvorfor handler vi så? - for at eksistere?
Er kunsten en sådan handling - en form for koeksistens eller handler kunsten måske om forevigelse? Skal der kreative og åbne sind til for forevigelse??

Dette indlæg åbner op for en millard spørgsmål og problemstillinger, men jeg synes det er interessant at se på, i hvilket format kunst eksisterer. For kan man overhovedet skabe kunst, hvis ikke man har en vis form for tro og i så fald - troen på hvad?
Jeg er opvokset med frihed til troen på "alt". Nisser, levende gigantiske påskeharer, et liv i papkassehuse og endnu kan jeg ikke tåle at se gyserfilm - min fantasi er ganske enkelt for livlig!
Så i hvilket format eksisterer vi og i hvilke rammer skabes vi og vel dermed kunsten!?

Når tid går i stå, splintres og forsvinder

Når tid går i stå...
- ikke i den forstand at alt og alle går i stå og står stille. Bladende hængende i luften og hunden i løb, med ørerne svævende i luften, som frosset fast i bevægelsen.
- men at tiden går i stå ved at en struktur splintres. - ikke ved en opløsning, som en masse der smeltende går fra hinanden, men som ved en iskold vinterdag, hvor frosten splintres og hvor dét der var skilles ad, svæver lydløst ud i luften og forsvinder i tusinde stykker i alle retninger. Tiden går i stå og forsvinder.
Det var dét der skete.

Noget uventet, noget ubehageligt, noget velkendt ...

Det er Januar og endnu et år er skudt igang med faverigt nytårskrudt og et ukendt antal champagneflasker.
Året kom igang og dagen skulle igen trækkes op på et stramt samlebånd af struktur og gøremål. Dog skete der noget uventet...

Jeg tog en tur til Københavns liv for at støtte min søster ved hendes optagelsesprøve ved konservatoriet og samtidigt besøge min kære veninde, Lilja.
Besøget bestod blandt andet i et visit hos Statens Museeum for Kunst. Efter at have oplevet og nydt halvanden time fyldt med moderne og oldgammel kunst i form af skitser, installationer, farvepletter, skulpturer, lyde og lys skete der noget uventet. Idet jeg nærmer mig den mest krævende udstilling på museet, går alle sikkerhedsdørene ned og jeg står efterladt og glemt i et rum med hospitalssenge, blinkene lys, skrig og snak. Tiden gik i stå. Når sådan noget sker, er der nok bare sket en fejl, men mens jeg står og bliver en del af denne installation på museet begynder en accept at indtage mig. "Well.. hvis det er en bombetrussel og en bombe skulle gå af - så kan jeg alligevel ikke gøre noget ved det!". Jeg lukker øjnene og trækker vejret dybt og roligt, finder min indre ro, men intet kan lukke sådanne omgivelser ude. Den kolde hospitalsstue var ikke længere en forbipasserende oplevelse af følelser - jeg var fanget i den. Installationen af lys og kvindeskrig var ikke længere et rum af minutiøs angst og tanke, men min fastlåste situation.
- Kunst sættes op som oplevelser til refleksion og påvirkning af de forbipasserendes liv - stof til eftertanke. Kunst er ofte en følelse som sættes under spot og udvikles, forklares og sættes til liv. Kan man ikke passere og efterlade disse følelser, fanges og tvinges man til at sætte sit eget liv til installationerne, bliver man en del af følelsen og refleksion er ikke længere en mulighed.

Jeg var så heldig at få to fribilletter til særudstillingerne i kompensation for min ubehagelige oplevelse.

Jeg begynder at tænke at der måske er en mening med alle disse ubehagelige oplevelser, disse fysiske påvirkninger i mit liv. Oplevelsen på museet holdt, uden at jeg var klar over det, ved et par dage og ved slutningen af ugen kom rystelserne, en chokudladning og angstanfald. Som om kroppen rystede al energien ud af musklerne.
Igennem hele mit liv har voldsomme og ubehagelige oplevelser påvirket mit liv, mit sind - hvad er det lige jeg styrkes op til? Livet? Livet har været igang i mange år.