Sygner vi stille hen?

Hvornår får en person tyngde?

Kunne en ung person af sig selv finde på at medbringe kage til en sidste lektion før juleferien? Dele ud af sig selv? Måske, men da ville det være med en vis frygt for blottelse.

En af de mere modne kvinder på vores hold medbragte kage til vores sidste lektion i Historisk Læsning. Hun fik det til at se så let ud. Det bekymrede hende tydeligvis ikke at dele ud af sig selv, og hvem skulle det da også skade eller genere!? Men hvad får en så værdifuld adfærd frem?

Brugen af identitet

Vi snakker hele tiden om udvikling af identitet. 

Hvornår startede denne “identitetsudvikling”? Med kvindekønnets kamp for frigivelse og mændenes frustrerende søgen efter en plads i en verden hvor kvinderne søger mod magten?

Er grundlæggende kogekunst og opdragelse af den yngre genneration ikke “identitet”?

Denne snak om identitetsudvikling er et meget bredt emne og er velsagtens uendeligt hvad angår forskning. Jeg ser det som en umulighed at undgå dette emne, da man under hvilket som helst projekt vil finde spor af identitet.

Vi bruger hele vores liv på at definere hvem vi er.  

Vi har hver især en idé om, hvem vi er, hvem vi vil være. Dette er vores inderste “jeg”. Så er der den person, vi er udadtil, vores yderste “jeg”. Her ville Freud helt sikkert have noget at tilføje!

Mon vi er klar over, at hvert valg vi foretager definere den maske, vi alle bærer og er med til at forme vores inderste værdier?

Den sociale person er vigtig, for at vi kan være til. For at eksistere i en sammenhæng er man nødt til at have forbindelse til omverdenen, at opleve eksistentiel genkendelse.

Jeg har hele mit liv oplevet en sløset tilgang til forbindelsen mellem eksistenser. Jeg troede, at det havde noget med umodenhed at gøre, at man bare ikke var mere interesserede i hinanden, at man ikke havde mere respekt for hinanden end man havde. Eftersom dette ikke ændredes med min voksende alder og min ændring af placering i verden, forstår jeg nu fænomenet som en nymodens tendens.

Det er stilen at være ligeglad, at være afslappet og ikke have en mening om noget medmindre alle andre har udtalt deres. Dette omtales i et tidligere indlæg på min blog, “Hvor blev rygraden af?” hvor jeg sætter spot på den manglende alvor i vores kommunikation og derved den manglende rygrad af vores person.

At være cool, relaxed, swag!, dressed in black og gå rundt som et spøgelse, komme og gå som man vil, når man vil, være awesome og bære en ubrydelig skal af coolness, så man som en kendt bliver spottet i mængden, men aldrig bliver “rørt” af dem man omgives af. 

Det hele handler om respekt. Respekt for stilen, for masken. Men skylder man ikke respekt overfor sin person bag masken, skylder man den ikke at skinne igennem og ønske andres respekt herfor? Skylder vi ikke vores medmennesker respekt, respekt for deres personlighed?

Jeg klædte mig engang i denne hårde, energidrevne facade og jeg ønsker aldrig at bære den igen! Det var fedt at blive genkendt, men det er ensomt for sjælen og en kedelig tilværelse. Sætter vi ikke vores sjæl, vores indre i bevægelse, fylder vi vores liv med løse værdier. Så kan vi være nok så moderigtige og nede med de fede! Hvordan kan man ikke være bange for at forsvinde, miste al kraft og liv og ganske simpelt sygne hen?

Bliver jeg ikke udfordret på min person, bliver min hverdag kedelig og bliver min hverdag kedelig, har jeg intet at vågne op til!