Familier er skønne!
Familier er fantastiske, dejlige, sjove, skøre, irriterende og drøn provokerende!
I min familie konkurrerer vi alle mod hinanden. Dette er mellem os ikke altid åbenlyst, men udefra kan det velsagtens ikke overses, at det er overskyggende et hvert emne. Vi er alle alfaer, har alle meninger, mener alle, at vi børe høres og er alle lige stædige for at opnå dette. Når vi ikke er i totterne på hinanden og udadtil ser relativt fredelige ud og smiler til hinanden, har vi alligevel hver vores udspekulerede måde at tyrannisere hinanden på.
Mor der som en irriteret hunløve, knurre sin vej ud til tandbørsten og derefter op mod sin seng. Hende ved man at man ikke skal komme på tværs med eller kaste drillende kommentarer efter! Eller også bliver der kommanderet ordrer ud om oprydning og ansvar om den herskende uorden. Jeg er lykkelig over at have opdaget en ro omkring denne stadig tilbagevendende situation. Min søster derimod tager den stadigvæk op og ender i hunløvens skarpe gab.
Far finder et sidste emne at brokke sig over, tramper igennem hele huset og videre op på øverste etage som en anden tordengud der straffer sine undersåtter.
Søster der med sit klassiske talent liiiige skal øve sine sidste skingre toner, eventuelt det høje F med vibrato kl. 01 om natten når vi alle ligger i sengene.
Mormor der altid vågner helt op, når hun burde sove og begynder at snakke som en hyggetrunte.. bare uden kaffehyggen der ellers hører dertil - og uden det vågne øre der ved siden af ligger og anstrenger sig for at falde i sin dybe søvn.
Jeg selv er fejlfri og sådan kører det hele i ring. Jeg er dog sikker på, min søster ville nikke genkendende, hvis jeg sagde, at mit irritationsmoment nok er den grænsesøgende, drillende tone, der altid vækkes til live, når omverdenen har opbrugt sit sidste overskud og bare kæmper for at nå dyner.
Sådan er vores kærlighed bygget op. Den konstante, højrøstede italienske attitude med et godt sprudlende temperament der kan dræbe, hvis man ikke passer på. Det totale kaos i overspænding skaber tiltrækningskraft og holder sammen på påstyret.
Vi har alle vores måder at udtrykke os på, vores måder at skubbe folk fra os på og vi har alle vores helt egne måder at udtrykke vores kærlighed på, at holde hinanden samlet på.
Jeg ville aldrig udskifte min familie for at få ro. De i sig selv gør, at roen når den endelig opnås er helt fantastisk. Og når kedsomheden så begynder at trænge sig på, skal man lige et smut tilbage til familien. Rystes ud af sin sikre zone og opnå komplet frustration. Så ved man det er jul. Eller, hos familien på Sølvsten er dette ganske almindelig hverdag.
Et udtryk med, i min familie, uendelige brugbarhedsmuligheder - " komplet idioti". Jeg brugte det én gang i starten af juleferien og fandt derefter ud af, at jeg kan bruge det til stort set hvert eneste udbrud fra min søster og jeg. Vores bondske-"high-class"-fald på halen-humør er komplet idiotisk. Her til aften kom jeg til at tænke på, hvordan det mon bliver når vi bliver gamle. Når vi som to gamle, rynkede krager sidder bagerst i biografen og griner vores voldske, frie udbrud over noget som kun vi, meget internt og latterligt finder hylende morsomt.
At elske hinanden for dem vi er og på samme tid ikke begraves under hinanden. Dette må da være en præstation i højklasse. Jeg ved dette emne er bredt diskuteret. - Hvordan man "overlever" sammen og alle får noget positivt ud af det. Hos os kæmper vi os ud af det. Kæmper os frem i sølet som tandløse rugbyspillere der hiver og river i hinanden for at nå først over stregen og samtidig alligevel hiver hinanden med fremad.
Livet som en Callesen er en kamp. En kamp der er værd at kæmpe for.
Men dén violin på dénne tid af natten!!!!!!!!
Godnat!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar