Livet som en Callesen - tandløse rugbyspillere

Familier er skønne!
Familier er fantastiske, dejlige, sjove, skøre, irriterende og drøn provokerende!
I min familie konkurrerer vi alle mod hinanden. Dette er mellem os ikke altid åbenlyst, men udefra kan det velsagtens ikke overses, at det er overskyggende et hvert emne. Vi er alle alfaer, har alle meninger, mener alle, at vi børe høres og er alle lige stædige for at opnå dette. Når vi ikke er i totterne på hinanden og udadtil ser relativt fredelige ud og smiler til hinanden, har vi alligevel hver vores udspekulerede måde at tyrannisere hinanden på.
Mor der som en irriteret hunløve, knurre sin vej ud til tandbørsten og derefter op mod sin seng. Hende ved man at man ikke skal komme på tværs med eller kaste drillende kommentarer efter! Eller også bliver der kommanderet ordrer ud om oprydning og ansvar om den herskende uorden. Jeg er lykkelig over at have opdaget en ro omkring denne stadig tilbagevendende situation. Min søster derimod tager den stadigvæk op og ender i hunløvens skarpe gab.
Far finder et sidste emne at brokke sig over, tramper igennem hele huset og videre op på øverste etage som en anden tordengud der straffer sine undersåtter.
Søster der med sit klassiske talent liiiige skal øve sine sidste skingre toner, eventuelt det høje F med vibrato kl. 01 om natten når vi alle ligger i sengene.
Mormor der altid vågner helt op, når hun burde sove og begynder at snakke som en hyggetrunte.. bare uden kaffehyggen der ellers hører dertil - og uden det vågne øre der ved siden af ligger og anstrenger sig for at falde i sin dybe søvn.
Jeg selv er fejlfri og sådan kører det hele i ring. Jeg er dog sikker på, min søster ville nikke genkendende, hvis jeg sagde, at mit irritationsmoment nok er den grænsesøgende, drillende tone, der altid vækkes til live, når omverdenen har opbrugt sit sidste overskud og bare kæmper for at nå dyner.

Sådan er vores kærlighed bygget op. Den konstante, højrøstede italienske attitude med et godt sprudlende temperament der kan dræbe, hvis man ikke passer på. Det totale kaos i overspænding skaber tiltrækningskraft og holder sammen på påstyret.
Vi har alle vores måder at udtrykke os på, vores måder at skubbe folk fra os på og vi har alle vores helt egne måder at udtrykke vores kærlighed på, at holde hinanden samlet på.
Jeg ville aldrig udskifte min familie for at få ro. De i sig selv gør, at roen når den endelig opnås er helt fantastisk. Og når kedsomheden så begynder at trænge sig på, skal man lige et smut tilbage til familien. Rystes ud af sin sikre zone og opnå komplet frustration. Så ved man det er jul. Eller, hos familien på Sølvsten er dette ganske almindelig hverdag.

Et udtryk med, i min familie, uendelige brugbarhedsmuligheder - " komplet idioti". Jeg brugte det én gang i starten af juleferien og fandt derefter ud af, at jeg kan bruge det til stort set hvert eneste udbrud fra min søster og jeg. Vores bondske-"high-class"-fald på halen-humør er komplet idiotisk. Her til aften kom jeg til at tænke på, hvordan det mon bliver når vi bliver gamle. Når vi som to gamle, rynkede krager sidder bagerst i biografen og griner vores voldske, frie udbrud over noget som kun vi, meget internt og latterligt finder hylende morsomt.

At elske hinanden for dem vi er og på samme tid ikke begraves under hinanden. Dette må da være en præstation i højklasse. Jeg ved dette emne er bredt diskuteret. - Hvordan man "overlever" sammen og alle får noget positivt ud af det. Hos os kæmper vi os ud af det. Kæmper os frem i sølet som tandløse rugbyspillere der hiver og river i hinanden for at nå først over stregen og samtidig alligevel hiver hinanden med fremad.
Livet som en Callesen er en kamp. En kamp der er værd at kæmpe for.

Men dén violin på dénne tid af natten!!!!!!!!

Godnat!

Menneskets ildfluesjæl

Hvorfor bosætter man sig i byen?

Der kan være mange grunde. Job, studie, familie... 

Jeg selv foretrækker at bo på landet. Brede vidder, højt til loftet, komplet ro og stilstand. 

Vi ved at menneskets hjerne søger systemer, at vi ledes og fungerer i systemer for at trives. Men hvorfor tiltrækkes vi byen? Er vi som ildfluer der søger lyset - tiltrækkes vi af energi?

Det moderne menneske er “on the run” dag ud og dag ind, holder sjældent pauser og knokler for at have lidt ekstra til mere end blot mad på bordet. En “kick-ass attitude” og energisprængt gangart, målrettet det næste kill. Vi måler konstant os selv med de der omgiver os og uden at vide det, strækker vi hals for at blive dén smule højere og vigtigere. I byen er det “rigtige” menneske, den “rigtige” type en konstant påmindelse og vi presses til at præstere hver eneste gang vi låser hoveddøren bag os og tager dagens første skridt ud på fortovet. Hvilken type er du, street, business, skater, hipster, den dyre type måske? 

Det er det bedste ved at komme ud på landet. At efterlade det energispækkede krater og komme ud til et sted hvor kun DU eksisterer. Hvor kun du laver lydene og hvor kun du skaber rammerne. Det er selvfølgelig naivt at tænke, at der på landet ingen påvirkninger er, da der altid vil være en standard, et skabt billede af hvordan det burde være. Men sat op i forhold til byens liv, er denne ubetydelig. Men denne "killer-tilstand" skaber en kold distance ud til omverdenen. At fremmedgøre sig, isolere sig og svøbe sig i egoisme kan ikke være en fremtid værd at knokle for!?

En situation jeg ofte ønsker at opleve og svøbe mig i. En gemmeleg, let og skrøbelig. At sætte sig ind på en café, gemme sig, fate ind i mængden og bare være til. Det er nemt at blive væk i mængden, observere og lytte til andres skøre, almindelige liv. 

Sidder man mutters alene drages man automatisk af latter, smil og løjer der florerer omkring os. 

Man kan sidde og læse en bog eller i et blad. Bogstaverne der formes til ord og ordene der samles til mening. Mens vi stille sidder dér i vores lille læsebobbel, skærpes vores opmærksomhed på lydene omkring os og energierne som en let vind hvisler ved vores ører, fletter sig ind i vores hår hvirvler videre gennem lokalet. Denne svævende eksistens, denne usynlige, lystige sirene der trækker os ud af vores sæde og kræver vores fulde opmærksomhed stjæler mere end vi vil anerkende. Igen viser vores ildfluesjæl sig. Det energiædende væsen der søger lyset. Vores sociale menneskelige væsen der mod sin natur sætter sig alene søger nysgerrigt medmennesker. 

Hvorfor bor du i byen? 

Det er klart nemmere med job og studie, at bo lige ved siden af, men er det ikke bare en doven og sløset tendens?

Det er fedt at bo der hvor det hele sker, men ligegyldigt hvor i byen man bor, vil dette “run” altid være på den anden side af ruden eller lige udenfor døren! Som en dårlig gyser der aldrig ender. En storm der aldrig stilner af.

Denne skønne fornemmelse af at kunne forlade alt. At efterlade et liv i byen og komme hjem til den rene, kølige luft der mildt byder velkommen til ro og fred, en varm lænestol og ild i pejsen. Det evige paradis og julehistorien der hvert år går igen.

Glædelig 19. december allesammen! 

Sygner vi stille hen?

Hvornår får en person tyngde?

Kunne en ung person af sig selv finde på at medbringe kage til en sidste lektion før juleferien? Dele ud af sig selv? Måske, men da ville det være med en vis frygt for blottelse.

En af de mere modne kvinder på vores hold medbragte kage til vores sidste lektion i Historisk Læsning. Hun fik det til at se så let ud. Det bekymrede hende tydeligvis ikke at dele ud af sig selv, og hvem skulle det da også skade eller genere!? Men hvad får en så værdifuld adfærd frem?

Brugen af identitet

Vi snakker hele tiden om udvikling af identitet. 

Hvornår startede denne “identitetsudvikling”? Med kvindekønnets kamp for frigivelse og mændenes frustrerende søgen efter en plads i en verden hvor kvinderne søger mod magten?

Er grundlæggende kogekunst og opdragelse af den yngre genneration ikke “identitet”?

Denne snak om identitetsudvikling er et meget bredt emne og er velsagtens uendeligt hvad angår forskning. Jeg ser det som en umulighed at undgå dette emne, da man under hvilket som helst projekt vil finde spor af identitet.

Vi bruger hele vores liv på at definere hvem vi er.  

Vi har hver især en idé om, hvem vi er, hvem vi vil være. Dette er vores inderste “jeg”. Så er der den person, vi er udadtil, vores yderste “jeg”. Her ville Freud helt sikkert have noget at tilføje!

Mon vi er klar over, at hvert valg vi foretager definere den maske, vi alle bærer og er med til at forme vores inderste værdier?

Den sociale person er vigtig, for at vi kan være til. For at eksistere i en sammenhæng er man nødt til at have forbindelse til omverdenen, at opleve eksistentiel genkendelse.

Jeg har hele mit liv oplevet en sløset tilgang til forbindelsen mellem eksistenser. Jeg troede, at det havde noget med umodenhed at gøre, at man bare ikke var mere interesserede i hinanden, at man ikke havde mere respekt for hinanden end man havde. Eftersom dette ikke ændredes med min voksende alder og min ændring af placering i verden, forstår jeg nu fænomenet som en nymodens tendens.

Det er stilen at være ligeglad, at være afslappet og ikke have en mening om noget medmindre alle andre har udtalt deres. Dette omtales i et tidligere indlæg på min blog, “Hvor blev rygraden af?” hvor jeg sætter spot på den manglende alvor i vores kommunikation og derved den manglende rygrad af vores person.

At være cool, relaxed, swag!, dressed in black og gå rundt som et spøgelse, komme og gå som man vil, når man vil, være awesome og bære en ubrydelig skal af coolness, så man som en kendt bliver spottet i mængden, men aldrig bliver “rørt” af dem man omgives af. 

Det hele handler om respekt. Respekt for stilen, for masken. Men skylder man ikke respekt overfor sin person bag masken, skylder man den ikke at skinne igennem og ønske andres respekt herfor? Skylder vi ikke vores medmennesker respekt, respekt for deres personlighed?

Jeg klædte mig engang i denne hårde, energidrevne facade og jeg ønsker aldrig at bære den igen! Det var fedt at blive genkendt, men det er ensomt for sjælen og en kedelig tilværelse. Sætter vi ikke vores sjæl, vores indre i bevægelse, fylder vi vores liv med løse værdier. Så kan vi være nok så moderigtige og nede med de fede! Hvordan kan man ikke være bange for at forsvinde, miste al kraft og liv og ganske simpelt sygne hen?

Bliver jeg ikke udfordret på min person, bliver min hverdag kedelig og bliver min hverdag kedelig, har jeg intet at vågne op til!

Juleetiketten - påtagethed eller lattergruppe?

Juleetiketten
- Glæde, smil, latter, kærlighed, rolige stunde i stuerne med varme drikke i selskab med sine nærmeste, juletræer, glitter og masser af gaver.
Hvad er det, der gør at vi følger denne etikette? Folk går arm i arm, smiler, drikker glögg, putter sig ind til hinanden og giver ud af alt hvad de har. Gaver. Kærlighed. Krammere.
Hvad er det der får os til at smide vores nordiske indelukkethed og åbne vores hjerter?

Coca Colas Julemand, en reklamerolle der blev vores allesammens fader af varme julehjerter. Han overtog Jesus' plads og formanede juleglæde over alle.

Normalt skaber vi vores egen hverdag, vores egne rammer, men i december er det hele kreeret for os. Vi behøver ikke tage initiativ til noget, for når vi kommer til december måned, er der styr på det hele. Byen spækkes med lys og glitter, caféer og museer holder juleevents og den lokale brugs har julegodter og kalendere som skal fylde vores hjem.
Det eneste vi selv skal sørge for er julegrøden og den varme glögg - og dette kan såmænd købes færdigt!
Er vores pludselige smil og lyst til glæde en påtagethed eller er det grundet de allerede skabte rammer der giver plads til ro?
Vi bliver alle en smule stressede når julen nærmer sig. Alle de gøremål og planer der skal på plads, alle de gaver der i sidste øjeblik skal købes ind og.... i virkeligheden er det hele ordnet for os. Det eneste vi selv skal gøre er at smile og lade os glide med julestrømmen hele vejen til nytårsaften. Så skal vi på arbejde igen.

Det minder lidt om lattergrupper. Én ler. En anden ler af den første. To ler af de to der ler. Fem ler, tyve ler og pludselig ler alle og ingen ved af hvad. Men alle er glade, fra tåspids til den yderste del af det yderste hår løber en glædeslatter og kærlighedens ånd svæver mellem de leende kroppe. Denne forbindelse af glæde skaber omløb og liv. Måske det er det samme med julen?

Hvis man som jeg lader sig flyde med julestemningen og bare nyde hyggen, er julen en fantastisk tid. Glem stress og forventninger! Julen handler om glæde og samvær og møder man modstand fordi kvaliteten ikke er i top, må man vende den anden kind til og give dem et ordentlig kram.

Glædelig jul allesammen

Hvor blev rygraden af?

Sætter man sig på en bænk og lader sig flyde sammen med denne, kan man i sin stilhed betragte livet i sin fart.
I går oplevede jeg kommunikation i sin skæve form. De fleste af jer kender det selv. Ordene er af dyb alvor, men udtrykket sjovt og sarkastisk. En kvinde sagde i spøg og med selvironi i stemmen "ej men du SAGDE altså mellem 16 og 16.30!!!"

Er vi blevet bange for at være alvorlige?
Bange for ikke at være sjove, åbne og ekstremt sociale?

Vores moderne tid byder på udadvendte super-mennesker! Vi har teknologien til at erobre succes og vi kæmper for, at vores væsen skal følge med i stigningen af karakter.
Men at være social bygger vel ikke på humor og en rygrad af gummi?
Jeg befinder mig ofte i kredse hvor humor spiller en stor rolle i kommunikationen og ofte udelades alvoren helt. Dette gør ofte samtalen tvetydig og let at misforstå og kan man ikke følge med, ryger man ud af selskabet.
Ved at udelade alvoren fjerner vi vores grænser. Egne grænser er ikke defineret og mener man intet alvorligt, kan man overskride andres grænser, uden at de påvirkede lægger mærke til det. Det er umuligt at passe på sig selv i dette rum og meget svært igen at påtvinge sig sine grænser uden at skubbe selskabet fra sig.

Jeg savner alvor! Alvor styrker karakteren, skaber perspektiv og kan sagtens være humoristisk. Meget få mennesker i mine kredse deler denne holdning med mig og det er dé få, jeg hygger mig bedst sammen med!
Alvor skaber ro, rette linjer og verden ligger på denne måde bare lettere tilgængelig for os.


Glædelig 3 december allesammen :)