Espresso og impulsive tankespind

Varme strømme af impulsive tankesspind lægger et net over mine øjne. Når alt kommer til alt, var det jo blot en drøm, men alligevel kan jeg ikke lade den slippe ud i morgenstunden. Vi ved alle, hvad der er virkelighed og hvor sengelagnet stopper, men kunne vi dog bare blive ved drømmen og lade dét være vores virkelige væren. Verden ville blive en helt anden. Kunne lykken på den måde tilgængeliggøres?

Jeg tvivler.

Espressokandens bløde, varmende indhold bringer Italiens brise og bittesmå bagerier til mit morgenbord. I nat fandt jeg mig selv. Havde jeg været fransk, ville jeg lige nu sidde med en lang, tynd cigaret mellem pege- og langefinger og med min lange, slanke hånd lade cigaretten nå mine læber, hvorefter en lang, tyk røg ville sløre forbi mit ansigt. Jeg tænker tit på denne scene som en del af mit liv. Ikke som en drøm, ej heller en del af min virkelighed, men som en del af et rum i mit sind. Jeg ser der, en person med lyster, trængsler, en afhængig sjæl der blot ønsker frisættelse. Et fængslende tankespind undsættende normer og regler.

Siden jeg fik min længeønskede espressokande, har jeg drukket morgenkaffe hver eneste morgen efter min lækre portion velanrettede skyr. Det gør mig glad. Jeg har skabt mig et liv her i Odense. Det begyndte så godt, solen skinnede dagen lang og fuglene kvidrede udenfor min dør. Men så igen ramlede det hele sammen, som et tårn af klodser kolliderede mit liv med verden udenfor.

Sådan er livet. Vi falder og sårede kæmper vi os videre i en verden af hårdnakket livsmod. Mine kaffe er blevet kold. En lækker, blød tår fra kanden oveni skal gøre underværker. Som alle andre har jeg længsler og passioner. Jeg vil rejse, male, synge, opleve og udleve mine drømme, og helst skal det hele ske på samme tid. Men det meste af det har jeg hverken tid eller råd til. Er det ikke sådan meget af livet fungerer? En floreren af drømme, længsler og ønsker fængsler os til et net af arbejde, rutiner og handlemønstrer. Alt i alt handler det om prioriteringer, men ofte er det nemmere bare at følge strømmen. Lave noget ordinært og leve et liv som alle andre. Arbejde 24/7, ferie 10 dage om året mens vi drømmer om et helt liv fyldt med ferier og det grønnere græs på den anden side. Sådan vil jeg ikke leve mit liv.

Fuglene er begyndt at flyve rundt derude. De kvidrer, beretter om dagens nyt, mens de bygger reder omkring mit hus. Tænk engang at leve et liv i solen. Men igen - fugle lever og kæmper også for føden, så hvor forskelligt er deres liv egentlig fra vores? Det bedste ved dagen er morgenen, synes du ikke! Lækkert, ristet morgenbrød med blødt smør, dejlige skiver Vesterhavs-ost og italiensk, sød salami. Espressoen er selvfølgelig det bedste.

Jeg tænker tit på min nabo. Forhuset ser ganske almindeligt ud, små, gule påskeblomster ved indkørslen, revet grus hele vejen ind til haven og brune vinduesrammer og dørkarme. En flot pudset facade. Men bagved er vindueskarmene rustne. Enkelte ruder er smadrede og garagen ser hærget og vandskadet ud. Det kunne til forveksling ligne en gammel smedje, men det er svært at vurdere, hvad der egentligt gemmer sig derinde. Konen gammel og krumbøjet er venlig og tildeles morgenfrisk. Manden derimod virker indelukket, med fuget hud, lange rynker ned ad kinderne og med håret strittende ud til siderne river han dagligt indkørslen. Selvom de slet ikke bruger den. Der er så mange historier om naboen, der gemmer på uhyggeligheder i kælderen eller indespærede sjæle i garagen.

Et enkelt sip mere og så skal makeup og håret ordnes.

Med en blog fyldt med overvejelser om livet og vores væren i en verden eksisterende i denne travle tid, er det svært at finde på nye indlæg. Alligevel ser det ud til, at der altid opstår nye versioner af de allerede strømmende tanker.

Hvordan ser din morgen ud?

Carla - det rene sind.

Hvordan kan min verden umuligt være ligesom I andres?

Der ligger en sandhed i det at være oprigtig. Men det at være oprigtig handler i virkeligheden om, at kunne give plads for det som vil blive til. - Altså vil det at være oprigtig sige, at man ved hjælp af oprigtighed kan udvikle, forandre. Dermed menes der også, at man ikke kan være oprigtig, hvis man ikke er i stand til at give plads til forandring, derved også sin egen.
Uskyldigheden findes kun i sin rene form, i barnet. Den rene nysgerrighed, den rene glæde, rene gråd. Jeg oplevede i dag, en to-årig pige smile til mig og lige så stille satte hun sig mig nærmere - hun ville sidde og nyde solen, som jeg gjorde det.
Det glædesfyldte ansigt oplyste hele min verden.
Jeg havde følt, at alt kolliderede og at livet var en svær affære at forholde sig til, men det lille smil og at hun ville som jeg, gav mig råd for mit savnede "overskud" til glæde. SMIL og nyd livet. Jeg tænkte på akkurat det samme tidligere i dag, men havde ikke råd derfor.
Det glade, åbne sind gav mig mod og inspiration til at tage fat på livet og det oprigtige i hendes sind gav mig mod på at åbne mit eget. "Carla!" kaldte moderen.
Carla - du redede mig!

Euroman, afternoondrinks og en verden af prioriteringer!

Kender du også den simrende fornemmelse i kroppen?
Den der sætter alle følelser og fornemmelser på en spids og aktiverer dig fuldstændigt. Den der stjæler din ro, din indre balance og æder dit fokus som vingummier!

Vi kalder den stress, en indre uro, en ubalance.
Jeg har i mange år levet med stress. Da jeg var lille, fik jeg astmamedicin, fordi alt tydede på, at jeg havde astma og derfor ikke kunne trække vejret. Lige siden dengang har alt bevæget sig som en tornado, der gang på gang har skabt kaos i mit liv. Væltet min hverdag omkuld og hver eneste gang har jeg måtte samle stumperne sammen og på ny stable mit liv på benene. Jeg må indrømme, jeg bliver bedre og mere rutineret i at samle puslespillet, men hvor skønt ville det ikke være, hvis den indre balance var på plads og at tornadoen var nærmere en brise end en væg af beton.

Stress er dagens emne. Damebladene, Euroman, aviserne, Nyhederne og genudsendelses-programmer på DR. Alle er med på drillen og mange af os har stress. Vi har eksperter til at forklare os hvad stress er og andre eksperter til at fortælle os hvad vi skal og ikke skal gøre.
Vi elsker at have travlt, familie, sport, arbejde og en anden eller tredje interesse før sengetid. Alt skal gå stærkt, vi har flere bolde i luften og glemmer rent, at sindet og kroppen også skal have opmærksomhed. I dag kalder vi det coaching og der findes ganske rent omkring en million forskellige coachs omkring i verden. Det er smart og det hjælper os med at få styr på vores moderne, travle liv.
Tidligere kaldte man det Mad Men og afternoondrinks, der hurtigere end man kunne blinke blev til "beslutnings-" og "håndterings-drinks".

Hvis man står og bare ikke kan få ro, så gør som jeg. Det kan være svært, men det kan give selv den værste dag lidt luft.
Jeg selv fjerner størstedelen af dagens gøremål og sidder tilbage med en dag der hedder;
- studie.
- nogle timer til hvad jeg skulle have lyst til / evt. "ingenting" så man ikke bare maser nye ting på programmet.
- og om aftenen yoga.
Yoga er det, der giver mig sindsro og fokus og det styrker mine indre muskler og forbedrer min balance. Dette er mit frirum og det giver mig plads til at trække vejret!
Nogle gange skal man bare lade snakken være og sætte fokus på hvordan kroppen føles.

Ganske simpelt - prioriteringer der afgør dit livs forløb!

Vidtspredte ben og korslagte arme

Har du overvejet, at den måde du sidder på fortæller omverdenen, hvordan du ser dig selv og at de signaler du udsender, giver de omkringværende en idé om hvad du tilstræber.
Hvor nær må andre komme dig?
Hvad vil du selv lægge ud?

Et tydeligt eksempel er benene. Sidder du med vidtspredte ben eller er benene lagt over kors?
Sidder man overfor en, hvis ben er vidtspredte, er det et direkte signal, en blottelse af sit køn. Dette kan være dybt intimiderende og det kan være svært at se personen i øjnene, fordi personen, måske uden at vide det, skaber fokus et andet sted. Sidder personen overfor dig derimod med korslagte ben og arme, kan det være svært at nå personen, både mentalt og måske også i en fælles forståelse.

Man kan sige, at den "åbne" person spreder sin "person" bredere omkring sig, end den "lukkede" person. Mennesket har det med, at kopiere signaler. Ofte når vi står sammen i en gruppe, ender vi med at stå i samme stilling som dem omkring os. Det er en måde at indfinde sig. Dette sker også ved siddende positioner - sidder man lukket fra omverdenen reflekterer omverdenen på sammen måde "lukket" tilbage. Det er en måde at indfinde sig på, acceptere hinanden og på denne måde undgår man at træde hinanden over tæerne. Er man derimod helt "åben", nærmest udvisker man grænserne og bl.a i Danmark kan denne form for adfærd skabe angst hos nogen og derved skærper de omkringværende deres grænser. Skønne kultur!

Et individuelt behov for beskyttelse af sin person, selvfølgelig afhængigt af flere værdier, bl.a selvtillid, skaber et komplekst kommunikationsgrundlag. Kroppens kommunikation påvirker ordets kommunikation.

Dertil er det interessant at se på menneskets mønsterliv.
Vi kan tillærer os nogle sproglige egenskaber, der gør os i stand til at udsende forskellige signaler. Den kropslige kommunikation er derimod en svære del at omgås, da det er vores "væren" der pludselig skal ommoduleres. Tænker man for meget over ens gang, holdning osv, selvfølgelig afhængigt at ens individuelle situation kan dette sætte os helt ud af balance, da det er et spørgsmål om at være til og at fungere i en sammenhæng - en energi hvorved man modtager, hvad man sender ud - som en energi, en spænding der trækker og skubber os rundt imellem vores omkringværende.