Man siger at "tiden går i stå"

Man siger at "tiden gik i stå", fordi man i dét øjeblik indså noget grundlæggende. Man sætter sig ned, lader blikket hvile ud af vinduet og ser på de forbipasserende. Pludselig går alt i slowmotion, vinden der river i bladende, hunden der markerer lygtepælen, manden der spiser en softice der dryppende og velsmagende pletter hans trøje. I dét øjeblik gik det op for dig at dét dine tanker havde kredset om endelig kom på plads.

Denne weekend oplevede jeg dog det modsatte. Min verden er rutine; træning, morgenmad, studie, aftensmad, træning, morgenmad, studie, aftensmad...
Midt i min stilstående sindstilstand købte min veninde mig en togbillet. Jeg så denne mulighed som en chance for at undslippe og glemme mig selv for en stund, leve i et andet rum og bare iagttage andres liv, uden at bidrage med mit eget. Bare være til.
Modsat denne tanke var tilfældet! I dybere samtaler end jeg kunne have tænkt, blev jeg udfordret på min person og tvunget til at finde standpunkt.  "Hvis man ingen mening har, skal man også bare holde kæft" sagde en ven mig engang.
Jeg måtte tage stilling til mine tanker, tage stilling til mit liv og dets ritualer, tage stilling til andres forsøg på at deltage i mit sind. Modsat tiden der gik i stå, hvirvlede mit op fra stilhedens bund og jeg fandt mig selv.

Men hvordan kan det være at de dybe samtaler altid kommer til sidst på natten, hvor man knap nok er i stand til at tænke, og hvor taleevnen er fem øl forsinket?

Mange tak Lilja Dahl, min kære ven

Jeg har altid levet i luften mellem ting. Tænkt på de ting der ikke var eller de ord der ikke blev sagt. 

Tak for mange timers interessante diskussioner, Paul la cour - Fragmenter af en Dagbog, manglende søvntimer, dejlig omsorg og det bedste nærvær i verden! Det har været en skøn weekend!