Typisk Dansk!!

Følelser man oplever, når man cykler hjem i styrtende regnvejr:

1. Man hopper på cyklen og styrter igennem regnen.

    - lettere ubehag og kuldetrækninger

2. Man stopper for rødt ved samtlige lyskryds, tøjet klæber en smule til kroppen og regnen begynder at trænger igennem halstørklædet, der hurtigt blev svunget om hovedet.

    - stærkt ubehag og en smule opgivende

3. Umuligheden ved kæmpe vandsøer der spærrer for hele cykelstien, tilmed vejen og efterlader én enkelt mulighed, at køre direkte igennem! Her er tøjet så gennemblødt, at vandet er synligt i stoffet og håret drypper tungt!

    - følelsen af komplet idioti og flad, våd hud overtager ubehaget og du er hermed overladt til tilfældet.

4. Ved hjemkomsten sparker du opgivende til en vandpyt og skoene er nu helt og aldeles gennemblødte. Arbejdet er fuldført!

    - alt håb er dig hermed frataget og regnen stilner så småt af.

Du kan hermed smide alt tøjet og starte forfra på dagen!

Kommunikationsfravær

Denne kommunikationens ånd er en skrøbelig affære.

Opstår der ubalance i form og tyngde, trækker den svage part sig tilbage i sit hus og forbliver sky indtil balancen genvindes.

Den stærkere part vil være nødt til helt at stoppe kommunikationstrømmen for at lade dette ske, for at genvinde interesse hos modparten.

Denne del af livet interesserer mig, men jeg afskyr at den er en del af mit eget!

Bølgende renhed

At være forelsket er i sig selv en skøn ting! Man føler sig lettere end luften, øjnene løber i vand og tankerne hvirvler afsted i lykkespring, mens hjertet banker dybere og mere rungende.

Det behøver ikke at være kærlighed for en genstand eller en person. Jeg vil ej heller kalde det en lykkefølelse, men snarere en bevægelse der bølger igennem kroppen fra tåspidserne, hele vejen til tops og ud af hvert eneste hårstrå. Som en renhed der forstøver alt indhold og lader organet med dets intellekt stå tilbage, som med fornyet perspektiv, rent hjerte og sind frigjort for splinter og skår.

Denne kærlighed er den reneste slags, den svævende tro på livet.

Skønhed ved ensomheden

Renhed ved stilheden

Flygtighed ved intetheden

Man siger at "tiden går i stå"

Man siger at "tiden gik i stå", fordi man i dét øjeblik indså noget grundlæggende. Man sætter sig ned, lader blikket hvile ud af vinduet og ser på de forbipasserende. Pludselig går alt i slowmotion, vinden der river i bladende, hunden der markerer lygtepælen, manden der spiser en softice der dryppende og velsmagende pletter hans trøje. I dét øjeblik gik det op for dig at dét dine tanker havde kredset om endelig kom på plads.

Denne weekend oplevede jeg dog det modsatte. Min verden er rutine; træning, morgenmad, studie, aftensmad, træning, morgenmad, studie, aftensmad...
Midt i min stilstående sindstilstand købte min veninde mig en togbillet. Jeg så denne mulighed som en chance for at undslippe og glemme mig selv for en stund, leve i et andet rum og bare iagttage andres liv, uden at bidrage med mit eget. Bare være til.
Modsat denne tanke var tilfældet! I dybere samtaler end jeg kunne have tænkt, blev jeg udfordret på min person og tvunget til at finde standpunkt.  "Hvis man ingen mening har, skal man også bare holde kæft" sagde en ven mig engang.
Jeg måtte tage stilling til mine tanker, tage stilling til mit liv og dets ritualer, tage stilling til andres forsøg på at deltage i mit sind. Modsat tiden der gik i stå, hvirvlede mit op fra stilhedens bund og jeg fandt mig selv.

Men hvordan kan det være at de dybe samtaler altid kommer til sidst på natten, hvor man knap nok er i stand til at tænke, og hvor taleevnen er fem øl forsinket?

Mange tak Lilja Dahl, min kære ven

Jeg har altid levet i luften mellem ting. Tænkt på de ting der ikke var eller de ord der ikke blev sagt. 

Tak for mange timers interessante diskussioner, Paul la cour - Fragmenter af en Dagbog, manglende søvntimer, dejlig omsorg og det bedste nærvær i verden! Det har været en skøn weekend!

Life

Life’s nothing 

if nobody’s here

to enjoy it

to watch it go on

somebody to breake it down

embrace it

destroy everything good about it.

Life goes on

but in what kind of shape?

what kind of nature?

I love life

and everything about it

The crapy times

the times where you just want to end everything

The great times 

the times where you’re surrounded by everyone you love.

I don’t want to be a part of life

Live’s hard

life hurts you

kills you

sweaps you off the floor as durt from the street

You only get one chance to live it.

Life’s nothing!

Life’s everything!

De lange, kolde dage og en mørk, stille lejlighed skaber intet men krævet opfindsomhed.

Hvilken forskel gør det at være alene hvis man kun kan dele sine tanker med sig selv

Hvilken forskel gør det at være ene hvis man altid skal være kold

Jeg tænker tit på hvad et kram ville kunne gøre, hvad et nus på kinden ville få frem

Hvad et kys, et kærtegn ville gøre ved tilværelsen.

Men dette findes i dette øjeblik ikke, så skal jeg da bare acceptere min ensomme ulykke?

Føle ensomheden trænge sig på, svælge i manglende tosomhed. 

Ligge med uldsokker på fødderne og varme mig ene under den kolde dyne?

Jeg nægter at spørge hvad meningen er, men hvad kan ensomhed bruges til? 

Mennesket er et flokdyr og dette føler jeg efterhånden stærke tegn på.

Skruk er jeg ikke, gifteklar heller ej, men klar til varme, kærtegn og en arm omkring mig er jeg!

De lange, kolde dage og en mørk, stille lejlighed skaber intet men krævet opfindsomhed.

Luk mig ind til hemmeligheden bag det hele.

Luk mig ind i det hemmelige kammer hvor opskriften på det gode liv ligger gemt.

Luk mig ind til smilet og til godhed. 

Luk mig ind til mit bedste.

Mørket i sidste ende

Døden

En organisme, et legeme der blot kommer nærmere.

Fragmenter fra tidligere stund river i huden, skyggen måler op til mørket og stilheden hvori man skal møde sig selv. 
Hvor end man løber hen, ind i sig selv eller ud til andre.

Ensomme skønhed

Skønheden ved ensomhed

Renheden ved stilhed

Flygtigheden ved intethed

Jeg er min mor

Da det gik op for mig, at jeg er min mor, blev jeg lamslået og rørt. Mine øjne tabte tårer som faldt ned ad mine kinder og pludselig forstod jeg hvem hun var. Hvad hun mente, når hun kiggede på mig med sørgmodige øjne, når hun sagde, “gid jeg havde holdt ved min dans” eller så ud mod horisonten og ønskede sig tilbage til en scenen som operasanger. Hun stråler så varmt og fantastisk, når hun løber ud mod bølgerne, når hun kysser sin mand og når hun ser på min søster spille sin musik. Men når hun ser på mig, bliver hendes øjne våde, urolige, fromme og forståelige. Nogle gange undrende. Hun betragter mine frustrationer, mine valg og står til når jeg har brug for råd eller en klippe at læne mig til. Selvom jeg føler mig på egne ben og ser mit liv som helt mit eget. At jeg er speciel og alene, ved jeg nu, at hun ved, hvem jeg er. Dybere ind end jeg havde forestillet mig. 
Jeg ved nu, at jeg er hende!

Jeg ved nu, at jeg er min mor