Vi er "kun" natur

Det er efterhånden ved at gå op for mig, hvor snæversynet og struktureret vores samfund egentlig er. I flere år har jeg gået og tænkt, at jeg ikke kan overskue visse elementer af den tilværelse jeg er født ind i. Endelig er det dog gået op for mig at det ikke er mig der ikke kan overskue omverdenen, men min omverden der ikke kan overskue mig - og for den sags skyld selve det menneskelige, naturlige element som vi jo alle går rundt med. 
Mennesket kan rumme meget og dette er selvfølgelig en fantastisk evne, men hvor vi alle skal være til og skal kunne fungere, er det vigtigste det rum vi befinder os i og ikke strukturerne deri.
En veninde (som også interesserer sig meget for psykologi) og jeg talte talte en dag om det at leve et godt og sundt liv og stadigvæk at kunne rumme tunge oplevelser. Hvor vores verden fungerer i systemer og hvor sind florerer imellem hinanden, arbejdes der på et stadigt mere skærpet fokus på velvære og balance. 
Vores samtale viste mig igen, at vi alle fungerer forskelligt. Hun sendte en tanke ud og hvorvidt at denne var en generel mening eller blot en idé er jeg usikker på, men hun sagde, at det bedste nu nok var bare at rumme og glemme - der er ingen grund til at rode op i ting der ligger i fortiden. 
Jeg kan godt se at dette giver mening, hvis man er afklaret med sin fortid, for den verden som vi lever i er ikke indrettet til følelser.
Det vigtigste i verden, mener jeg dog, er at mærke efter. Vores verdener er delt op i "natur" og "samfund" og vi glemmer rent at vi selv, helt ned i de inderste og nederste celler, blot er natur. Ikke andet!
Alt det vi har kreeret og knoklet for er alt på baggrund af den natur vi stammer fra og endnu til dels lever i. Alligevel har vi glemt hvad vi er. Vi glemmer at mærke efter, at mærke vibrationerne omkring os. Mærke hvad vores handlinger skaber af efterfølgende handlinger.

Vi er selvfølgelig meget mere end blot celler, for vi kan udrette alverdens nye skabninger. Men vi glemmer vores natur - det største og altomgivende pi!

Samfund er skabt for at gøre vores eksistens mulig, men nogle gange tror jeg, at vi glemmer vores medmenneskelighed imellem al strukturen og dette gør strukturen ubrugelig og dødbringende. 

- og så blev den næste sci-fi film bragt til verden! :D

Hvad tænker I når jeg siger "lesbisk"?

Hvad tænker I når jeg siger "lesbisk"?
Det er nok ikke den stærke næstekærlighed eller den fælles kvindelighed et par ville komme til at dele. Man tænker på to kvinder der kærtegner og udforsker hinanden og man frygter for sit eget ve og vel, frygter for at det skulle komme over én selv. Denne gamle, hedenske tankegang hjemsøger os endnu og det at man endnu ikke kan komme sig over en så banal situation - at vi alle er forskellige og dog så ens af natur - fastholder os i benægtelse og frygt.
Glemmer vi, at vi, mand og kvinde imellem, har præcis samme lyster og behov? Skal billedet være "korrekt", før det ikke skaber ubehagelige fornemmelser hos omgivelserne og hvem siger at verden blev skabt til fordel for hetroisme!

Vi mangler stadigvæk en ambassadør for LGBT og det er da komplet latterligt, at vi ikke har nogen der vil og tør stå til ansvar og kæmpe for en så stor del af vores egen befolkning! Hvis nogen skulle have ret til et liv, skulle det da vore homosexuelle - stærkere mennesker findes velsagtens ikke. At turde stå op for sig selv og sine medmennesker, at leve livet som det skal leves, I frihed, I kamp og med en ro omkring sin egen person, hvilket få af os vel i virkeligheden aldrig kommer til at opleve. At vi så er nødt til at have rammer og kasser for at forstå disse forskelle, er vel det, der gør os til mennesker i et komplekst samfund.

Give it up - for andre end os selv. Måske det er på tide, at vi slipper egoismen en lille smule og begynder at acceptere omgivelserne.