Integration af intimiderende adfærd

Intimidering på åben skærm. Dette var overskriften på min eksamensopgave i Mediefag i gymnasiet. Opgaven handlede blandt andet om den opdragelse der overdrages daginstitutioner og medier, og intimideringen der tillades i tv-programmer. Jeg synes at der siden da er sket en forandring i vores samfund, en forandring i vores tilgang til disse programmer, en forandring af vores adfærd. På blot fem år er den overdrevne adfærd på tv som har syntes intimiderende og grænseoverskridende gået over til blot at virke overflødig og ligefrem kedelig. Her taler jeg for eksempel om Paradise Hotel og Linse og Gustav.
Hvad skete der?
Tog vi adfærden til os? Er den blevet integreret i vores samfund og skaber dette nu et større behov for mere ekstreme programmer?
Er vi overhovedet klar over denne form for opdragelse, denne refleksion af adfærd der ikke blot finder sted hos børn og unge, men alle der gentagne gange ser disse programmer?
Min bachelor vil omhandle og diskutere disse spørgsmål - når jeg nu engang skal igang med den.

Deltager i Paradise Hotel. 

Teksten under billedet lyder: 19-årige Nadia beskriver sig selv som hjælpsom, sjov og pisse sød. 

Mærk efter!

Vi taler ofte om grænser, hinandens grænser, egne grænser og om at være tro mod sig selv. Hvor langt bør man så strække dem for et andet menneske?

Jeg mødte engang en ven som havde en regel omkring samvær;
1. gang du begår en fejl overfor mig, så er det okay - alle kan lave fejl!
2. gang du fejler overfor mig, så får du en advarsel.
3. gang du fejler, så er det dét! Vi er ikke venner mere - også selvom du måske var min bror!

Er det virkelig nødvendigt at vi er så konsekvente? Måske.. for ved vi egentlig hvad grænser er? Kender vi dem vi omgås, eller er vi ganske enkelt ligeglade.. eller måske glemmer vi bare at reflektere?
Når dagen går sin gang, togene går til tiden, fuglene flyver over himlen - sætter sig på en tagryg, skyerne dækker for solen og pludselig! Pludselig var der en reaktion vi ikke så komme. Så vi overhovedet nogen af de forgående reaktioner?

Jeg har ofte selv stået med tanken; "når ja.. dette overlever jeg nu nok også og reflekterer så ikke mere over det", men hvornår er det så nok?
Min kære mor ville sige; "Mærk efter. Hvordan føles det i maven?". Og ja - bare det at skrive det, giver mig svaret. Det føles ikke godt!
Så her går grænsen altså.

Det er ikke ofte at blogindlæg besvarer egne stillede spørgsmål, men det er jo jul - så denne gang får I et svar med :)
Mærk efter!

Kønsdiskriminerende udløsninger

Så er kvindekønnet på tapetet igen!
England forbyder kvindelige udløsninger i pornografien.
Nogen mener det er kønsdiskriminerende og at forbuddet trækker kønsrollerne tilbage til middelalderlige dominanser. Andre mener det er systemets plan om at få fuld overvågning over landet.

- Vo intet vover, intet vinder.. Demonstrationerne kommer til udtryk med kvinder siddende overskrævs på liggende mænds ansigter.
Her voves det ordentlige folks facade og normalitetssans og det hele krakelerer i forsøget på netop at skærpe og forme normaliteten.
Gad vide hvad formålet egentlig er med dette forbud?

Politiken, Internationalt. Pornocensur udløser ramaskrig. Lørdag 13. dec. 2014

De historiske spring

Når vi snakker om at nationalitet ikke længere består - at der ikke længere findes en "fælles kultur" for et folkefærd - betyder det da at vi som individer er foranderlige i en samfundsmæssig forstand?
At vi ikke består, men som svævende og formændrende konstant er i bevægelse og til hver en tid kan forsvinde? Forsvinde som eksistens?
Er det det vi efterstræber i vores søgen på det universelle eller efterstræbes der blot en elasticitet i vores egenforståelse? - Altså at vi ved historiske forandringer formes som eksistenser eller at vi med forandringerne forsvinder i springet imellem fortid og fremtid?

"når alt kommer til alt er vi vel kun os selv - indtil også dette ændres!" Pernille Callesen