En søndag i Studenterhuset

Med opmærksomheden fanget i menneskevidenskabernes retorikkapitler, slentrede omgivelserne afsted uafhængigt af mit nærvær. Troper, figurer og semantiske formler og træk kæmpede for at skabe forståelse for mit indre, men uden det store held. Kolde, kompakte skemaer var den eneste sande logik der formedes hos mig. Hvordan skulle disse besværlige, særegne ord nogensinde kunne give mening?
Pludselig afbrydes min læsning af en dyb, rungende stemme og dér for enden af lokalet, oppe på scenen stod en forfatter. Ikke en forfatter af den skrevne opstandelse, men en herre hvis hverdags-formål var at forfatte sine historier verbalt. Med ét udfoldedes hermeneutikkens regelsæt og mangefarvede teorier sig for mig, jeg oplevede mit studie i praksis og i samme øjeblik stormede forståelsen imod mig. Det er sjovt sådan, at et sammentræf skulle danne grundlag for en vellykket eksamen. Hele denne omstændighed var svar på hermeneutikkens væsen.

Senere talte jeg med min mor om denne oplevelse og selvfølgelig var svaret et betænksomt, drillende "jaa, men det er jo ikke altid bare sammentræf!"

Iagttagerens magt

Iagttagelsens magt er en usynlig påvirken.
År før du lærer om din egen person, har iagttageren forudset dit livs fremtidige udviklen. Simpel kropssprog og udsagn kan fortælle meget om en person, men ofte forstår og opfatter vi ikke vores egen udstråling.
Mange år før jeg endte på danskstudiet, havde både min dansklærer og mine forældre forudset denne retning. Jeg selv havde 1.000 andre ting i sinde.
Vi læser og forstår, sådan er det med alt - film, bøger, billeder, dyr, mennesker. Men ofte er spejlbilledet grumset og tåget. Hvorfor er det sådan. Jo - vores selvopfattelse, vores faverige billede, som vi ser for vores indre blik, er en substans, en form, som vi oplever ved dybere forståelse - skallen er bare sjældent derefter.