De dukker op ud af ingenting
luften bag mig
Deres sindsyge og fortærende ansigter skriger og næsten savler efter mig
Deres rådnende fingre rækker ud efter mig
Sorte ulmende, døde med lange, spidse tænder
Kun fligen af realitetsans i min hjerne holder dem på afstand
holder dem den millimeter fra at flå og flænse mit kød, min hud
Jeg kan næsten mærke deres ånde i min nakke,
på min bare skulder.
Hvis jeg denne gang ikke vender mig om,
kan jeg da mærke, når de flår min hud?
stille trækker den af i tråde?
Hurtigt! - som et glip i tid!
Min konstante iagtagelse holder mig på spidserne.
Hver en celle i min krop er vågen - nettet omkring min mave spændt
De er der - i ingenting, men de er der
Eller hvad?
