Et interview to unge kunstnere og en midaldrende journalist imellem skaber større perspektiv end blot interessen for den skrevne kunst. Måske ikke hos andre seere, men jeg kunne ikke undgå at undres.
Digte overstrømmer efterhånden nettet og hvor spørgsmål og undrende sætninger svæver rundt i nettets abstrakte rum, ældes og glemmes bøgerne og de faste rammers højtidelighed.
Den unge kunster slettede for nyligt sin blog og derved hele sit arbejde. Den kunst, de digte han havde delt med resten af verden fjernede han med fokus på et STOP. En afslutning og måske en ligegyldighed? Hans afslappede attitude og sløsede udsagn udtrykte et naivt sind og den gamle arbejderklasse ville måske have kaldt ham for en sjuft og en dovenlas. Men denne nye mentalitet er interessant.
Mange ser stadigvæk bogen som noget smukt og værdigfuldt - noget håndterbart. Men den nye generation bruger blogs og sociale medier ligeså værdigfuldt som bøger til udgivelse og faktisk er denne form for arbejde forevigende. Intet kan slettes igen - alt forbliver på grund af de ufatteligt mange tråde og forbindelser der sker ved blot en enkelt kommentar på en tilfældig side. Igen.. en selvmodsigelse og en brist på en handling. Den unge kunstners pludselige "forsvinden" og sletning af sin sit arbejde holder ikke. For den simple copy/paste funktion foreviger hans arbejde i flere og nye tidsformationer.
Men så igen... denne afslappede holdning til eksistens er måske ikke naiv og doven, som den umiddelbart fremstår, men måske et forsøg på at formidle og påvirke tid! I så fald sætter det et stort fokus på hvordan vi kan eksistere og hvordan vi som læser kan koeksistere, føle og opleve via et medie/en blogger og pludselig!.. når det hele forsvinder - da er vi nødt til selv at eksisterer - på den ene eller anden måde.
- Jeg nyder nu stadigvæk en god bog i godt gammelt papirmateriale. Helst dem der lugter af støv og liv!
