Vi elsker at feste, at fyre den max af og bare give slip og indtil dette sker igen, træner vi fedtet af hofterne, så vi rigtigt kan ryste røv og imponere fyrene. Men hvornår talte du sidst med en, der havde viden udover mærket på ølflasken og sangen lydende i højtaleren?
Al fokus rettes mod sundhed, stramme, runde baller og et frækt smil til forbipasserende, men hvad med personligheden? Hvad med indeholdet, der skal fylde den veltrænede, skarpe skal?
Vores drukkultur og fokus på det ydre er en fantastisk evne som vi besidder - evnen til at give slip og til at have det sjovt. Det styrker selvværet og viser en anden side til den hårde skolegang og ansvaret deri.
Men finder vi overhovedet mening i personlig udvikling i form af viden, eller har vi det hele i røvgeviret?
Jeg siger ikke, at træning ikke er vejen frem til magt, udstråling og voksende passion, men dette stående som ene vejende faktor i et liv, hvor flere elementer af konversationer hører sig til, kan ses som mangelfuld og kedsommelig.
Hvad skal der til, før festkulturen ændres og nysgerrigheden vendes mod intellektet?
